Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
11. december 2011 - 22:06

Spinner SF stadig en rød tråd?

[Anmeldelse:] Hans Mortesens bog Den Røde tråd. SF og vejen til magten er en jivende velskrevet fortælling om de centrale SF-personers intense arbejde med og ofte ligeså intense indbyrdes brydninger om at formulere SF’s politik.

Til trods for en elegante opbygning har bogen en begrænset politisk horisont.

Som underholdende historiefortæller ved forfatter og journalist ved Weekendavisen Hans Mortesen, hvordan man skal indlede og runde et kapitel af, så det får et dramatisk sug i starten og man ved slutningen får appetit på lige at læse et kapitel til.

Den veldrejede tekst behandler hele SF’s omskiftelige liv fra starten i 1959, hvor Aksel Larsen og andre blev smidt ud eller brød med det majoriserende flertal i Danmarks Kommunistiske Parti, til SF træder ind i en ny rolle som partner i regeringskoalitionen i oktober i år.

Den røde tråd sætter en masse historisk stof på plads. Det skal siges på plussiden. På minus-siden skal det anføres, at forfatteren tilsyneladende ikke kan kigge ud over den konsensus-ideologi, der er den dominerende i den etablerede politiske offentlighed.

Konsensus-ideologien vil i al forenklethed vide, at politik foregår på den såkaldte midte, og at politikformulering på »fløjene« er omsonst, og de givne præmisser for magt aldrig må anfægtes. De må måske end ikke nævnes.


Det betyder, at en stribe interessante ellers nærliggende spørgsmål ikke bliver stillet. Den problematik vender jeg tilbage til.

Der skrives først indsigtsfuldt om SF’s tidligste historie, så om det, der kaldes »det første arbejderflertal« (1966-67) og »Det andet arbejderflertal» (1971-73), dernæst om 1970’ernes brydninger og SF’s rolle under den konservative Schlüter-regering i 1980’erne.

Det bliver lidt tyndere, når man kommer til, hvordan det var under Nyrup og Fogh. Det bliver endda overraskende kortfattet, når det kommer til SF’s nyorientering under Villys Søvndals formandskab, hvor designerpolitik bliver ledetråd for SF’s arbejde.

En kvalitet er, at Den røde tråd giver oprejsning til SF’s formand fra 1991 til 2005, Holger K. Nielsen, der ellers var ved at gå over i historien som Holger Grå.

Bogen beskriver Holger K. Nielsens meget store (men ikke altid værdsatte) arbejde på at holde partiet sammen og hans elegante forhandlingsarbejde, ikke mindst om det såkaldte nationale kompromis om den Europæiske Union.

Det var dengang, de såkaldte »danske forbehold« blev indført, og SF kom til at se EU under en højre/venstre-synsvinkel.

Man får oprullet, hvordan Holger K. fik illoyal og vedvarende modstand især fra parites daværende højrefløj – John Iversen, Steen Gade og Margrethe Auken, der kaldte sig selv fornyere. I den proces kom Holger K. Nielsen til at fremstå som svag.

Men Holger K. Nielsen var loyal mod et parti, hvis medlemmer just ikke var loyale mod ham. I Den røde tråd får Holger K. Nielsen anerkendelse som en dygtig parlamentariker, der arbejdede hårdt for at samle, mens andre gjorde det modsatte.

Hans Mortensen researcher ikke som en historiker, men som en journalist, dog en pokkers dygtig en af slagsen. Hans materiale er i meget høj grad SF-politikeres erindringer, som er udkommet i bogform.

Det betyder, at SF’s historie i meget høj grad ses fra person-synsvinkler. Han læser ikke sine kilder ud fra overraskende nye vinkler, men til trods for denne begrænsning, må jeg sige, at Hans Mortensen forstår at trække både den ene og den anden intelligente pointe ud af ellers jævne politikererindringer.

Hvis Hans Mortensen var gået dybere ned i arkiverne, ville han ellers kunne lave et rigere billede af SF. Hvis han havde inddraget mere om virkeligheden omkring SF, ville han også kunne vurdere i et dybere perspektiv.

Den grundlæggende problematik i SF ses som diskussioner mellem »pragmatisk realpolitik og socialistiske principper«. Det fremstår som et særligt SF problem, selvom der ikke redegøres for, hvorfor det netop skulle være særligt for netop SF.

Hans Mortensen ser pragmatisk realpolitik og principper som modsætninger. Også her er han helt i overensstemmelse med den konsensus-tænkning, der i dag er main stream, og også er ved at blive det blandt personer, der ellers forstår sig selv som venstreorienterede.

I direkte forlængelse af dette ser Hans Mortensen SF’s historie som en (positiv) udvikling mod en stadig større grad af »modning«. Han bruger direkte udtrykket, at SF på et givent tidspunkt var blevet »parlamentarisk voksen«. Han kommer dermed til at gøre SF’s historie til noget, der kan sammenlignes med en person, der går fra barndom, over ungdom til voksenliv.

Hans Mortensen beskriver SF-toppens tiltag for at tilpasse sig den eksisterende politiske konsensus, »at gøre sig regeringsduelig,« som det højeste stadie af partiets udvikling.

Mange af disse tiltag oplistes, og bogen forsøger ikke at retfærdiggøre dem ud fra andre præmisser end, at de netop skal tilgodese »ministerambitioner«.

Hans Mortensen gør sig ikke nogen kritiske overvejelser, når han skriver, at »SF-strategerne« ville have og lykkedes med at forandre partiets politik for at tilpasse sig Socialdemokraterne.

Hans Mortensen tager ofte ukritisk den nuværende SF ledelses briller på. Det ses helt ned i ordvalget. Beslutningstagere i SF smykkes med den selvhøjtidelige og drengede glose: »strateger«. Anderledes respektløst hedder det om dem, der er kritiske over for partiledelsen, at de »mukker«.

Hvordan det kunne gå for sig, at SF i så høj grad havde kunnet give sig designerpolitikken i vold og lade de gustne kalkulationer om succes eller fiasko mht. stemmemaximering overtage den kritiske samfundsanalyse, hører man ikke noget om.

Hvilken processer i partiet og i samfundet, der har ført til, at man i stadig højere grad fornægter overvejelser om rigtigt og forkert i forhold til en given målestok, kunne blive en meget spændende historie. Men det må man undvære. Det spørgsmål er åbenbart heller ikke interessant, hvis man synes stemmemaximering er politiks dybeste indhold. Hans Mortensen stiller i hvert fald ikke spørgsmålet.

Forfatteren er dog ikke blind for de absurditeter SF ledelsen er kommet ud i med hensyn til designerpolitikken.

Det fortælles, at Villy Søvndal var med i at nedgøre Holger K. Nielsens forsøg på at ændre SF’s generelle indstilling til modtagelsen af indvandrere i foråret 2001. Det er prekært, fordi Villy Søvndal få år efter tilsluttede sig positioner, der var lig dem, ham var med til at nedgøre.

Det noteres, at samme Villy Søvndal har foretaget »en værdipolitisk karruseltur« rundt om Muhammed-tegningerne.

Det nævnes som en vittig detalje, at Villy Søvndal på et tidspunkt siger, at nu er SF blevet regeringsdueligt. Men betyder det så, at partiformanden mente, at SF tidligere var regeringsuduelig, spørges der.

Det hedder, at SF reelle politiske ledelse er »i hænderne på en lille kreds, hvoraf flertallet tilmed var ansatte partifunktionærer og ikke valgt«.

Alle disse jammerlige forhold noteres op i Den røde Tråd, men de kommer ikke igennem en kritisk undersøgelse.

Der mangler helt noget om de forbløffende retninger SF’s økonomiske politik har taget, hvor man måtte hitte på 12 minutters arbejdstidsforlængelse, erklære sig indforstået med at indskrænke kommunernes råderum, acceptere et delvist skattestop, fredning af boligskatter og andre tilpasninger til V og K’s økonomiske tænkning.

SF-ledelsens slagord gengives ukritisk, når det hedder hedderj at SF ikke længere skulle være »et brokkeparti«, men »et indflydelsesparti,« og man vil ikke være »et eliteparti«, men »et folkeparti«.

Hans Mortensen er tilsyneladende i disse henseender så indforstået med SF-ledelsen, at han helt har glemt at spørge, hvad der menes med disse floskler.

Et sted fortælles, at det »besluttedes (…) i al stilhed at aflive alle rester af det, som Aksel Larsen havde kaldt katalysatorstrategien – altså tanken om at SF’s historiske rolle var at trække Socialdemokratiet til venstre«.

Den nye SF-ledelse ville »ikke søge indflydelse på et andet parti , men søge indflydelse på hele samfundet«. Det citerede viser igen, at Hans Mortensen uden distance gengiver partiledelsens ord.

Det lyder også umiddelbart fuldstændigt uimodsigeligt: Hvorfor nøjes med kun at ville på virke et parti, hvis man kan påvirke hele samfundet?

Her er der bare noget, der er glippet for både forfatteren og de interne kilder, der citeres. Når SF lige fra sin start har interesseret sig for socialdemokraterne, er det ikke noget tilfældigt valg, som det citerede lader forstå.

Socialdemokratiet er interessant, fordi det historisk har båret arbejderklassens interesserer, har forandret samfundet på afgørende vis i overensstemmelse med store lønmodtagergruppers interesser og derved har vundet en afgørende legitimitet.


SF har i hele sin historie, lige til designerpolitikken tog over, reflekteret over sin position til andre partier i arbejderbevægelsen – modsat kommunisterne, der så sig selv som arbejderklassens ledende parti.

Og man stillede sig modsat både socialdemokrater og kommunister, der hver for sig så sig selv som arbejderklassens eneste legitime repræsentant. Kommunisterne var splittelsesmagere i socialdemokratierne øjne, socialdemokraterne var forrædere i kommunisternes.

Heroverfor ville SF samle arbejderpartierne. SF har for længst opgivet en naiv forestilling om, at Socialdemokraterne ville ændre sig i progressiv retning, blot fordi der eksisterede noget, der hed SF (det der kaldes katalysator-teorien).

Men pointen er, at SF har set sig selv som en del af en større helhed, der ville udtrykke og gennemføre arbejderklassens og brede lønmodtagergruppers interesser overfor en kapitalistisk modpart.

SF foretog en konkret analyse af hvilke legitime kræfter, der kunne bære en socialistisk progressiv udvikling. Det ville Hans Mortesen kunne læse, hvis han f.eks. var dykket længere ned i parties presse.

Når det så hedder at SF i stilhed »afliver katalysator-teorien« kan det ses som, at SF skyller barnet ud med badevandet, idet det ved at opgive en bestemt forestilling om sin egen rolle samtidig opgiver at se sig selv i et større perspektiv, et klasse-perspektiv.

Derfor er det ikke nok at sige, at SF er blevet »parlamentarisk voksent«. SF’s udvikling er på andre måder et forfald, hvis man ser på, hvorvidt partiet som kollektiv er i stand til at udtrykke sig kritisk om det samfund, det engang ville revolutionere.

Steen Gottlieb er medlem af SF

Hans Mortensen: Den røde tråd. SF og vejen til magten. Lindhardt og Ringhof.
360 s. 299,95 kr. ebog: 149 kr.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce