Annonce

9. december 2011 - 15:05

Faglig konflikt mod københavnske kagekonger

Onsdag den 7. december afbrød HK Handel og den københavnske kagekæde Agnes Cupcakes to ugers forhandlinger uden at have forhandlet en overenskomst på plads.

Fagforeningen forsøgte forgæves, at få ejerne af de populære kagebutikker til at forbedre arbejdsvilkårene for deres ansatte.

– Vi har tilbudt Agnes Cupcakes at få styr på forholdene ved at tiltræde den landsdækkende butiksoverenskomst, og det har vi så forhandlet om. Men Agnes Cupcakes vil først lade forholdene træde i kraft første september 2012 og dermed have lov til fortsat at behandle sine ansatte ringere end alle andre steder. Og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, siger formand for HK Handel, Jørgen Hoppe i en pressemeddelelse.

Læs pressemeddelelsen »Konflikt mellem HK Handel og Agnes Cupcakes blusser op« hos HK Handel.

JPEG - 64.9 kb
De ansatte i Agnes Cupcakes har ingen overenskomst. Det vil faglige unge nu lave om på. Foto: Mette Kramer Kristensen.

Agnes Cupcakes kom i mediernes søgelys for to uger siden på grund af nogle opsigtsvækkende vilkår i virksomhedens ansættelseskontrakter.

De ansatte, som for flertallets vedkommende er ganske unge, bliver blandt andet truet med bøder på 250.000 kroner, hvis de bryder en tavshedspligt om forretningshemmeligheder.

Derudover får de ansatte ingen løn under sygdom, de har ikke noget fast arbejdssted, og de skal selv skaffe en afløser, hvis de bliver syge, oplyser HK Handel.

Læs artiklen »Agnes Cupcakes dropper overenskomst« hos Politiken.

Læs artiklen »Fagforening vil stoppe »udnyttelse« hos Agnes Cupcakes« hos Politiken.

Fremtidsfighters klar til konflikt

Samme aften som forhandlingerne mellem Agnes Cupcakes og HK Handel brød sammen, mødtes medlemmer af det faglige ungdomsnetværk Fremtidsfighters til stormøde i København.

Her besluttede de unge faglige aktivister, at støtte op om fagbevægelsens kamp for bedre vilkår til de ansatte i kagebutikkerne.

– Vi var enige om at gå helhjertet ind i sagen om Agnes Cupcakes og nedsatte en aktionsgruppe, som skal koordinere vores arbejde i forbindelse med konflikten, siger Magnus Ziegler, aktivist i Fremtidsfighters, til Arbejderen.

Læs artiklen »Fremtidsfighters klar til kamp« hos Arbejderen.

Besøg Fremtidsfighters på Facebook.

JPEG - 95.3 kb
Foto: Mette Kramer Kristensen.

Det første initiativ er en aktion fredag med uddeling af løbesedler foran en af kagebutikkerne i det centrale København under overskriften »Stop slavekontrakterne«.

Fremtidsfighters er ikke alene med at putte pres på Agnes Cupcakes.

HK-Ungdom og 3F-Ungdom har indkaldt til en blokade af Agnes Cupcakes butik i Sværtegade 2 ligeledes i København mandag den 12. december.

Og på Facebook er der oprettet en gruppe med navnet »Krav til Agnes Cupcakes - Overenskomst nu« som samler op alle aktiviteterne i konflikten.

I gruppens grundlag står der blandt andet:

»Vi vil ikke acceptere at virksomheder som Agnes Cupcakes behandler deres ansatte som skidt, ved at lave ulovlige kontrakter med ansatte. Derfor kræver vi at Agnes Cupcakes indgår overenskomst med HK-Handel, så vi kan sikre ordenlige forhold for de ansatte.«

Følg udviklingen i konflikten på Facebook-siden »Krav til Agnes Cupcakes - Overenskomst nu«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce