EU og dens krise(r)

Puha det er med sved på panden, at jeg nu vil kaste mig ud i en blog om den udvikling, som EU er inde i netop nu. For hvor starter man dog, og specielt, hvornår overhæler udviklingen alligevel alt hvad jeg skriver?

Sandheden er jo, at det går pokkers stærkt i disse dage, og at det man troede var sikkert i går, bestemt ikke er det i morgen. Så tillad mig at starte et sted, hvor jeg føler mig på nogenlunde sikker grund:

EU står i en historisk krise (hvor ofte har EU egentlig ikke gjort det efterhånden?), og der er ingen tvivl om, at det EU vi så i forgårs kommer til at være radikalt forandret i løbet af det næste halve år. Skarpt sat op; enten er EU gået i totalt opløsning eller også er det mere eller mindre totalt ændret.

Det vi ser lige nu er så, at i hvert tilfælde Euro-landene vil gå temmelig langt med magtoverdragelse til EU – ja, de vil faktisk skabe en finanspolitisk union. Hvad det præcist kommer til at betyde, har vi stadig til gode at se, men det kommer højst sandsynligt til at indbefatte;

- De enkelte landes finanslove skal ikke blot til gennemsyn (som de allerede skal) i EU, men EU får mulighed for at kræve bestemte og konkrete ændringer

- Og EU-domstolen får mulighed for at kræve en finanslov ulovlig (!)

- Der skal indskrives i de enkelte landes grundlove, at de kun må have et vist underskud eller en vis størrelse på deres gæld

- Der skal ske en markant stærkere ”koordinering” af den økonomiske politik – det lyder mest som EU-diktat, men konkretiseringen har vi vist til gode til topmødet i marts

- Man vil arbejde i retning af en fælles økonomisk politik og sikre koordinering af alle større økonomiske reformer

Det er nok ikke det hele, men den kan vel i store træk opsummeres til:
Den økonomiske politisk skal fastlægges i EU, og de enkelte regeringer kan derefter gennemføre det i deres egne lande.

Ikke på den måde noget, som lyder særlig tillokkende. Spørgsmålet kommer nu; skal Danmark være med? Hvis det står til Helle Thorning-Schmidt, så ja. Hun har allerede sagt til EU, at det vil hun gerne være med til – men senere kom hun vist i tanke om, at det er meget smart at spørge Folketinget (!). Men en så radikal overgivelse af magt til EU, det bliver vi da nødt til at kræve til folkeafstemning. Det er oplagt i modstrid med Euro-forbeholdet, og man skal sgu’ da være temmelig udemokratisk, hvis man virkelig mener, at befolkningen ikke skal være med til at tage stilling.

Enhedslisten har meldt ud; det skal til folkeafstemning. Det samme har DF. Hvis SF nu bare også bakker op, så skulle vi være sikre på en grad af demokrati – så kære venner; hvad siger I, skulle vi ikke lige spørge befolkningen, før vi indgår fuldstændig i en finanspolitisk union?