Københavns Byret har frikendt 125 mennesker, som blev anholdt og tiltalt for ulovlig indtrængen i forbindelse med en piratfest den 26. februar i år i den forladte Scala-bygning i hjertet af København.
Af dommen fremgår det, at byretten frikender de tiltalte, da det er »betænkeligt at lægge til grund, at Scala-bygningens tilstand og indretning i sig selv viste, at ophold i bygningen udgjorde en krænkelse af husfreden«.
Desuden finder retten det ikke bevist, at de tiltalte »hver især havde forsæt til uberettiget at tage ophold i ejendommen«, fremgår det af dommen, der er afsagt den 14. november.
Læs artiklen »Masseanholdelse i København« hos Modkraft.
Frifindelsen skyldes blandt andet, at de trøstesløse lokaler i bygningen denne lørdag aften var forvandlet til et farvestrålende festmekka.
Flere tiltalte kunne således fortælle, at der var rullet en rød løber ud foran hoveddøren og tændt levende lys, da arrangørerne i pænt tøj bød gæsterne velkommen.
Indenfor blev gæsterne mødt af diskolys og plakater med et detaljeret musikprogram ligesom flere barer tilsammen gav indtryk af en helt lovlig fest.
Ifølge Modkrafts oplysninger var piratfesten blandt andet arrangeret af personer med tilknytning til det venstreradikale miljø.
Af en løbeseddel fundet i bygningen og siden fremlagt i retssagen fremgår det endvidere, at arrangørerne ikke var uvidende om risikoen for, at politiet ville dukke op.
På løbesedlen stod der:
»Velkommen til en nat i krisens ruiner
Ingen hårde stoffer - Nyd livet og gratis joints.
Gå på opdagelse i huset - Men stedet er fucking stort så pas på hinanden.
Bliv indenfor - Så undgår vi for meget opmærksomhed og kan feste længere.
Slap af hvis politiet kommer - Så længe andet er bevist er det vores fest og den fortsætter.
Pas på glaspladerne!!! - De sidder løst så læn dig ikke op af dem.
God fest
Med venlig hilsen og tak«
I retten blev 14 personer da også kendt skyldige i ulovlig indtrængen. Men det skyldes alene, at de indrømmede, at de vidste, at de opholdt sig i bygningen uden ejerens tilladelse.
De blev idømt en bøde på 700 kroner hver og skal sammen betale sagsomkostningerne.
Læs artiklen »Festpirater pudser ombuds-manden på politiet« hos Modkraft.
Læs artiklen »Festdeltagere vil kræve erstatning af politiet« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96