Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
4. december 2011 - 23:31

Nordsø-aftalen: 110,9 milliarder til olieselskaberne

Jeg vil i denne artikel kommentere og vise beregninger over, hvad staten og olieselskaberne har fået ud af Nordsøolien- og gassen i 2004-2010.

Det sker ved at bringe de to kulbrinter på samme formel og giver formlen nogle nøgletal, der også kan bruges til at sammenligne Nordsøolien med forholdene andre steder.

De sidste par år har det kostet 16-18 dollar at producere en tønde olie og sammenlignelig gas i Nordsøen. Dette kan holdes op imod en markedspris på i øjeblikket knap 100 dollars.

Både Enhedslisten og Concito tænketanken har publiceret papirer om olieprofitterne i Nordsøen, nemlig »Nordsø-rapporten: Samfundet mister milliarder på olien« fra maj og »Finansiering af grøn omstilling via Nordsøbeskatningen« fra november i år.

Ingen af dem lægger dog helt klart frem, hvordan en tønde olie er sat sammen siden 2004, hvor den ny Nordsøaftale trådte i kraft.

På baggrund af de samme tal, der er publiceret i Energistyrelsens årlige olie- og gasproduktionsrapporter, kan man imidlertid opstille en tabel, der kan give nogle håndtag for at forstå produktion og omkostninger, selvom udregningerne naturligvis ikke kan blive bedre, end tallene tillader.


Styrelsen er langt mere glad for at bringe tekniske tal end finansielle data. Sidstnævnte er klattet ud rundt omkring i rapporterne eller sat op i ufuldstændige tabeller (tallene, der er brugt her, er uden inflationstilpasninger. Enhedslisten har nogle gange fået svar fra Styrelsen via energiministeren, der tilpassser priserne i fortiden, så de bliver højere, end de var. Det virker kun forvirrende).

Den største koncessionshaver i den danske del af Nordsøen er DUC konsortiet, der ejes af A.P. Møller Gruppen (39 procent), Shell (46 procent) og Chevron Denmark, tidligere Texaco (15 procent). I 2006 producerede det 85 procent af olien, mens Mærsk Olie og Gas var operatør på 15 ud af 19 felter.

Også DONG er operatør. Tallene bringes nogle gange for DUC alene, andre gange for alle felter (som i tabellen). Tallene for DUC er naturligvis de vigtigste, men man kan ikke helt slutte til helheden, så derfor skal man have større adgang til detaljerne bag tallene for at få et helt korrekt billede.



  • 1) Summen af investeringer i feltudbygning, driftsomkostninger og efterforskning.
  • 2) Investeringerne er fuldt inkluderede i omkostningerne, hvad der ikke er normalt. Til gengæld er afskrivningerne det ikke. Det ser imidlertid ud, som om afskrivningerne er nogenlunde af samme størrelsesorden som investeringerne. De opgivne tal for afskrivninger i Energistyrelsens rapporter inkluderer dog kun DUC (f.eks. Årsrapport 2009 engelsk version, s. 99), derfor er det svært at være helt præcis, men man kan vel sige, at med den fulde inklusion af investeringerne, er der tale om straksafskrivninger.
  • 3) Der er små inkonsistenser i beregningerne, fordi der er regnet med grove gennemsnit. Især er omregningen af gassen vanskelig. F.eks. vil man få en gns. oliepris på USD 80,3 per tønde i 2010, hvis man lægger de tre elementer sammen (statens del, produktionspris samt mer/profit per tønde).

For nu at se på et enkelt år. I 2006 blev der produceret olie og gas til en værdi af 60,7 milliarder kroner, heraf 48,4 mia. kroner fra olie og 12,3 mia. kroner fra gas.

Efter skatter etc. (selskabsskat, kulbrinteskat, overskudsdeling (bliver i 2012 afløst af Nordsøfonden) og olierørledningsafgift) til staten på 31,5 milliarder kroner fik olieselskaberne 29,2 milliarder kroner, hvoraf 10,4 milliarder kroner dækkede omkostningerne til investeringer, løbende udgifter, inkl. transport, og efterforskning.

Med andre ord var profitten på 18,8 milliarder kroner. Det er 150 procent af udgifterne, og det meste af det kan roligt kaldes merprofit. Det er imidlertid ikke helt klart, om der ligger normalprofit i omkostningerne. Renteudgifter er dog inkluderet i udgifterne.

For at hitte ud af, hvad det koster at producere en tønde olie, skal olie og gas bringes på samme formel. Regnestykket besværliggøres af, at rapporterne bruger mål, der stritter i alle retninger.

Her forsøges at sætte tallene i relation til tønder olie, der jo er det man altid hører om. De opgivne 19,8 millioner m3 olie for 2006 svarer til 124,6 millioner tønder (6,3 tønder (à 158,9 liter) per 1000 m3). Der blev produceret 9,2 milliarder Nm3 (normale kubikmeter) gas til salg, hvad der svarer til 60,7 millioner tønder olie energimæssigt set.

Den gennemsnitlige oliepris var på USD 65,1 per tønde. Men i forhold til energiækvivalensen var gasprisen kun på ca. 53 procent af olieprisen, og derfor blev der i værdi kun produceret gas svarende til 32 millioner tønder olie.

Til en dollarkurs af 5,9 kroner kostede en tønde olie eller værdiækvivalent gas 11,3 dollar at producere. Staten fik 34,1 dollar per tønde, og olieselskaberne kunne nyde 20,3 dollar i mer/profit per tønde.

I 2009 blev der produceret 95,6 millioner tønder olie (næsten 15,2 millioner m3), og 7,3 milliarder Nm3 gas blev solgt, hvad der svarer til 48,3 millioner tønder olie i energi.

Gasprisen var meget nærmere på olieprisen i 2009 end i 2006, for den kan beregnes til ca. 75 procent af oliens pris i forhold til energiindholdet, dvs. gasproduktionen kan omskrives til 36,1 millioner tønder olie.

Omkostningerne var på 12,9 milliarder kroner, staten fik 24,6 milliarder kroner og olieselskaberne 5,5 milliarder kroner i mer/profit. Til 2009-dollarkursen kan omkostningerne beregnes til 18,1 dollar per tønde, staten fik 34,6 dollar per tønde og olieselskaberne 7,7 dollar i lidt ekstra profit.

Man bemærker omkostningsstigningen per tønde mellem 2006 og 2009, fordi produktionen faldt, og totalomkostningerne steg 24 procent.

Produktionsprisen udgjorde 17 procent af markedsprisen i 2006, men 30 procent i 2009. Den faldt igen til 20,4 procent i 2010, men udgør altså kun en mindre del af salgsprisen.

Da omkostningerne ikke varierer meget fra år til år, giver år med høje verdensmarkedspriser ren ’grundrente’, dvs. ekstra indtægt i lommerne på olieselskaberne og staten. Men i de år, hvor verdensmarkedsprisen er relativt lav, vil olieselskabernes mer/profit falde.

Hvis normalprofitter ikke er en del af omkostningerne, kan man som en slags short-cut trække ca. 2 milliarder i normalprofit om året fra totalprofitterne, svarende til en mark-up på ca. 15 procent i forhold til omkostningerne.

Alligevel ville der være 96 milliarder kroner tilbage i merprofit af de 110,9 milliarder kroner i totalprofitter, som olieselskaberne har fået i perioden 2004-2010, efter at staten har fået sit.

Enhedslisten har beregnet, at selskaberne kunne have betalt 76 mia. kroner mere til statskassen, hvilket virker rimeligt. Det ville under alle omstændigheder have givet dem lidt ekstra, mindst ca. 20 milliarder kroner, til at snolde for.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad DUC har fået ud af det. Lektor Anita Rønne har i en kronik i Information (26-27 november 2011) skrevet, at DUC står for 82 procent af olien og 92 procent af gassen, hvilket bliver til 84-85 procent af den samlede olie- og gas produktion.

Ifølge ovenstående grove beregninger skulle det give 93 milliarder til DUC ud af de 110 milliarder kroner. Det er kommet frem, at DUC selv regner med et overskud på 88 milliarder kroner i perioden. Så det bliver spændende at få det helt nøjagtige regnskab med alle mellemregningerne på bordet.

Karen Helveg Petersen er ph.d i økonomi og medlem af redaktionen for tidsskriftet Det ny Clarté

Artiklen er en opdateret udgave af artiklen »Omkostninger og profit i en tønde olie« i Det Ny Clarte #16.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce