»Ikke-vold - sammenhold«

Amerikaneren Gene Sharps bog »Fra diktatur til demokrati« er ikke et stort værk – med lidt god vilje kan bogen, som netop er udkommet på dansk, være i baglommen på et par jeans.

Den lille bog er dog tankevækkende læsning. Især fordi den og dens forfatter, som er tidligere professor i politologi, har været med til at inspirere en række folkelige opstande mod brutale, undertrykkende regimer – fra Burma over Serbien, Iran og Egypten til de aktuelle begivenheder i Syrien.

Bogen – med undertitlen »En håndbog i folkelig frigørelse« – er nemlig en generel anvisning i, hvordan man mobiliserer en befolkning og undergraver et diktaturs magt, så det til sidst bryder sammen.

Sharps første og måske vigtigste lektie til håbefulde oprørere er, at selv tilsyneladende usårlige tyranner faktisk ikke er så stærke, som de ser ud til – og gerne vil fremstå. De har altid svage punkter.

Samtidig er folk langt fra så svage og magtesløse, som de selv tror – eller man vil have dem til at tro. Ifølge Sharp handler det først og fremmest om at bruge sine ressourcer mest effektivt, planlægge langsigtet og bevare sin disciplin.

Så vil diktaturet uundgåeligt styrte sammen, i og med at grundlaget for dets magt – såsom folkelig opbakning og økonomiske ressourcer – gradvist undermineres og forsvinder.

198 ikke-voldelige protestformer

Som det primære kampmiddel anbefaler Sharp, hvad han selv kalder »politisk ulydighed«. Begrebet dækker over strategisk brug af forskellige ikke-voldelige prostestformer og pressionsmidler, hvoraf han opremser 198 typer i bogens appendiks.

Blandt de mere eksotiske kan nævnes sexstrejke (også kaldet »lysistatisk passiv modstand«) og ikke-voldelige luftangreb, mens andre er mere gammelkendte og indlysende – det gælder for eksempel brugen af bestemte farver i sin påklædning, masseoptog samt strejke og boykot.

Det måske mest tankevækkende ved bogen er, at Sharps argumenter for at undgå vold ikke primært er moralske. Hans pointe er derimod, at politisk ulydighed – som for ham intet har at gøre med pacifistisk passivitet – er det mest effektive middel i kampen mod diktatur, den mest effektive form for modstand.

Gene Sharp.

Som sådan er der altså ikke meget sandhed og forsoning a la Sydafrika over Sharps tilgang. Han fraråder da også på det kraftigste, at man forhandler med diktaturet.

I bedste fald opnår man meget små og betydningsløse indrømmelser, og ens modstander får til gengæld underbygget sin legitimitet. I værste fald kan man miste dygtige folk i den oppositionelle bevægelse, fordi de simpelthen forsvinder, når de møder op til forhandlingerne.

Volden er herskerens hjemmebane

I forhold til at bruge vold for at opnå sine politiske mål er problemet – og her burde især den radikale ikke-parlamentariske del af Modkrafts læsere spidse ører – at man angriber regimet på dets egne præmisser, og hvor det er allerstærkest.

Selvom man ikke møder regimets veludrustede og godt organiserede hærstyrker i regulære kampe, men bruger guerillataktik, vil det desuden ofte medføre repressalier over for civile. Dermed vil dem, man jo kæmper for, betale en høj pris.

Historien om bogens tilblivelse og udbredelse er også i sig selv tankevækkende. Oprindelig skrev Sharp »Fra diktatur til demokrati« i 1993 på opfordring af den burmesiske opposition, og teksten blev trykt som føljeton i en avis udgivet af burmesiske flygtninge i Thailand.

Året efter udgav de den så i bogform, og herfra har den spredt sig som fotokopi over hele verden. Siden er bogen blevet gjort alment tilgængelig på The Albert Einstein Institutions hjemmeside, en organisation drevet af pensionisten Sharp fra hans hjem i Boston. Det har sikkert bidraget yderligere til bogens globale udbredelse med oversættelser til ca. 30 sprog.

Ideologisk ståsted?

Det kan nok ikke undgås, at man som venstreorienteret sidder tilbage med et par ubesvarede spørgsmål eller indvendinger, når man har læst bogen. Her vil jeg fremhæve to. På den ene side er der spørgsmålet, om bogen og dens anvisninger overhovedet kan bruges i den politiske kamp i et – på papiret – »frit« samfund som det danske. På den anden side kan man undre sig over, hvor Sharp egentlig selv står ideologisk.

I forhold til det første spørgsmål mener jeg, at bogen faktisk godt kan bruges, også selvom vi ikke står over for et egentligt diktatur. Desuden er flere af Sharps generelle anvisninger og analyser også gangbare, når den politiske arena er mere lokal, og kampens målestok er mere beskeden end at vælte en diktator.

For eksempel kan det virke banalt, at man ifølge Sharp skal basere sin strategiske planlægning – som i sig selv er fuldstændig uomgængelig – på grundige analyser af situationen og sin modstander. Men det bliver det jo ikke mindre rigtig af.

Derudover kan man lade sig inspirere af de konkrete metoder, som Sharp nævner, og her er kampens arena og målestok mindre relevante.

Endelig kan bogen være med til at nuancere debatten i forhold til militans – om ikke andet udvider bogen definitionen af begrebet modstand betragteligt.

Desuden vil den ikke-voldelige tilgang uden tvivl gøre det nemmere at mobilisere bredere grupper i kampen.

Spørgsmålet om Sharps ideologiske ståsted er lidt mere speget. Umiddelbart er hans synspunkter sympatiske, men samtidig virker hans samfundsanalyse sine steder temmelig naiv. Selvom han da anerkender sociale og økonomiske forhold som en del diktaturets undertrykkelse, er begreber som kapitalisme og klassekamp og overvejelser i den retning fuldstændig fraværende i hans tekst.

Med andre ord skulle geden være barberet, så snart diktaturet er afskaffet, og demokratiet er indført.

Angreb og forsvar

Retfærdigvis er Sharps demokratibegreb dog bredere end parlamentarisk repræsentation. For eksempel lægger han stor vægt på befolkningens uafhængige egenorganisering – en af kampens positive bivirkninger – som et middel til at undgå, at en ny diktator tager magten, når den gamle er blevet styrtet.

Sharp er fra forskellig side – blandt andet af det iranske præstestyre og af Hugo Chavez – blevet beskyldt for at arbejde for CIA og for at gå den amerikanske imperialismes ærinde. Det har fået nogle – især amerikanske – venstreorienterede til at afskrive Sharp og hans Albert Einstein Institution.

På den anden side har særdeles prominente amerikanske venstreintellektuelle – anført af Noam Chomsky – skrevet under på en støtteerklæring for Sharp.

Her må lektien være, at vi som venstreorienterede forholder os kildekritiske og ikke nødvendigvis lader det ligge Sharp til last, at nogen gør brug af hans metoder til at opnå mål, vi ikke er enige i.

Gene Sharp: »Fra diktatur til demokrati – En håndbog i folkelig frigørelse«. Paperback, 139 sider. Informations Forlag 2011. Oversat af Jesper Jordan.

Læs mere i bloggen »Attacks on Gene Sharp and Albert Einstein Institution Unwarranted« på Huffington Post.

Læs mere og download »From Dictatorship to Democracy« som pdf-fil på Albert Einstein Institutions hjemmeside.