Annonce

22. november 2011 - 22:14

Ekrem-sagen: Ny kritik af myndighederne

Omstændighederne omkring den 23-årige Ekrem Sahins død i januar i år i Kolding Arrest og de efterfølgende obduktionsresultater er uklare og under al kritik.

Sådan lyder konklusionen fra flere eksperter fra ind- og udland, der revser de politi- og sundhedsmyndigheder, der har været involveret i sagen.

Læs artiklen »Grønt lys til at undersøge Ekrem Sahins død« hos Modkraft

Omstændighederne omkring den 23-årige mands død, efter at have været lagt i benlås med fikserede hænder af mellem syv og ti fængselsfunktionærer i Kolding Arrest, har fra starten medført kritik. I særdeleshed fra Ekrem Sahins familie, der i august stod bag en demonstration på Rådhuspladsen i København for at få sagen kulegravet.

JPEG - 73.3 kb
I august gik blandt andre Ekrems Sahins forældre på gaden med krav om kulegravning af sagen. Foto: Sasa Mackic

De danske myndigheders officielle forklaring om, at han skulle være død som følge af »voldsom vrede«, er stærk tvivlsom, ifølge en amerikansk ekspert.

– Det er en ren spekulativ diagnose. Og det er min fornemmelse, når jeg gennemgår de forskellige oplysninger, jeg råder over, at han døde, fordi han ikke var i stand til at trække vejret, forklarer tidligere chefretsmediciner i New York, Michael Baden, der blandt andet var ekspertvidne i O. J. Simpson-sagen, til TV2.

Læs artiklen »"Det er en spekulativ diagnose"« hos TV2

Han mener ikke, at forklaringen »akut stressrespons på egen ophidselse«, som i medicinske termer kaldes »Excited Delirium«, har noget hold i sig.

– USA’s psykiaterforening, som er ansvarlig for alle diagnoser i USA, anerkender ikke »Excited Delirium« som en ægte diagnose. Mit facit er, at påstanden om, at fængselspersonalet, som holdt Ekrem nede, ikke havde noget med hans død at gøre, men at hans hormoner var årsagen, og at det alligevel var sket, efter min mening er upræcis og ukorrekt, tilføjer han.

Læs artiklen »En uniform gør ikke straffri« hos Modkraft

»Hele forløbet under al kritik«

Michael Badens kritik bakkes op af danske eksperter, som mener, at de medicinske procedurer før og efter den unge mands død er stærkt kritisable. Eksempelvis blev Ekrem Sahins ryg ikke undersøgt, mens han lå i koma på Odense Universitetshospital.

På indlæggelsesdagen kortlagde en læge 29 sår på hans krop, men undlod at undersøge hans ryg.

JPEG - 47.7 kb
Ekrems Sahin døde på Odense Universitetshospital i januar 2011 efter tre dage i koma. Foto: Sasa Mackic

Det betyder, ifølge Hanns Reich, der er overlæge på Hvidovre Hospital, at vigtige beviser sandsynligvis er gået tabt. Især set i lyset af diskussionen om, hvorvidt personalet sad på den unge mands ryg, mens han var lagt i benlås.

Der gik tre dage, før ryggen blev undersøgt for eventuelle skader, som kunne afdække, om der har været et alvorligt pres på hans ryg, og at han derfor er død som følge af iltmangel, forklarer Hanns Reich til MetroXpress.

Læs artiklen »Ekrem Sahins ryg undersøgt for sent« hos MetroXpress

– Selvom de seks betjente siger, at ingen udsatte hans ryg for tryk, har han alligevel ifølge den retsmedicinske rapport knubs og skader på sin ryg under huden. Min erfaring siger, at uden tryk på ryggen kan man ikke lægge håndjern på en person, som stritter imod, tilføjer Michael Baden ifølge TV2.

I obduktionsrapporten, som MetroXpress har fået adgang til, fastslår statsobducenten, at eftersom man ikke fandt punktformede blødninger i bindehinderne i Ekrems Sahins øjne, kan han ikke være blevet kvalt.

Læs artiklen »Eksperter: Kvælning ikke modbevist som årsag til Sahins død« hos MetroXpress

Men det argument afvises af Lars Heslet, der er professor i medicin og overlæge på Rigshospitalets Intensive Terapiafsnit.

– De har ikke modbevist noget som helst. Han kan sagtens have fået hjertestop af det pres, der er blevet lagt på ham. Punktformede blødninger får du kun, hvis blodet ikke kan komme fra hovedet ned til hjertet, fordi du bliver kvalt om halsen. Men du kan sagtens være død af iltmangel uden at have punktformede blødninger, siger han til avisen og tilføjer, at betjentene ved at presse Ekrem Sahins ryg kan have blokeret for iltoptaget og derved have medvirket til et hjertestop.

Læs mere på mindesiden for Ekrem Sahin på Facebook

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce