Annonce

13. november 2011 - 10:33

Normaliseringens pris

I filmen »Rosa Morena« følger vi den succesfulde, rige arkitekt Thomas Guldberg og hans rejse til Brasilien for at adoptere et barn. Thomas opsøger en advokat, som forklarer, hvordan man kan købe et barn på det illegale marked. Thomas afviser i første omgang dette, men da der viser sig en mulighed for, at han kan købe et endnu ufødt barn af en ung, fattig, brasiliansk kvinde, Maria, slår han til.

Rosa betyder som bekendt lyserød, mens morena er spansk slang for en mørkhudet latina.

Se traileren til Rosa Morena

Thomas flytter herefter ind hos den alkoholiserede Maria, som til gengæld for datteren, Rosa, får et hus og en frisørsalon. Samtidigt indleder Thomas et seksuelt forhold til Maria og bliver en slags far for både Rosa og Marias to andre børn.

Bent er en pris, der uddeles ved den årlige MIX filmfestivalen. Prisen tildeles »modige producenter, manuskriftforfattere og instrukturer, der i løbet af året har turdet skabe troværdige homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede karakterer«

Foruden Thomas’ følelsesmæssige rejse ind i den nye familie drives filmen frem af spænding om situationens afslutning: Vil Maria »snyde« Thomas og undlade at opføre ham som far på Rosas fødselsattest, for dermed selv at beholde både Rosa og det nye hus? Eller vil det lykkedes Thomas at returnere til Danmark med Rosa?

Hen mod slutningen af filmen bliver Rosa kidnappet af Thomas. Han fortryder dog, lige inden han boarder flyet til Danmark, og vender i stedet tilbage til Maria for at aflevere Rosa. I erkendelse af sin fattigdom afgiver Maria dog alligevel Rosa til Thomas, der kan vende tilbage til Danmark med en adoptivdatter.

Læs mere om MIX filmfestivalen

Læs mere om MIX filmfestivalens filmpriser

Vi har bedt adoptionsforsker Lene Myong og homoforsker Michael Nebeling kommentere filmen og spurgt, hvilke fortællinger om homorettigheder og transnational adoption, der bliver præsenteret i filmen. Er det en »troværdig« skildring af de komplekse problemstillinger? Og hvordan kan det være, at det netop blev »Rosa Morena«, som vandt årets Bent?

Den kosmopolitiske homo

Lene: Hvad tænker du om »Rosa Morenas« portrættering af hovedpersonen Thomas og måske især hans længsel efter at blive far?

Michael: Det, der slår mig, er Thomas’ mulighed for at bevæge sig. Han bor i Danmark, har arbejdet i Manila, og vi møder ham i Brasilien. Skildringen af den kosmopolitiske homo, for hvem penge er en selvfølge, og verden er en landsby, er mere en skildring af en bestemt urban, privilegeret, ofte hvid og mandlig klasse end en seksualitetsskildring. Denne skildring gør os blind for de problemer og uretfærdigheder, som queers, der ikke er privilegerede på samme måde, kæmper med. Og den gør os blind for den globale ulighed, som giver mobilitet til nogle og begrænser andre.

Thomas’ rejse fra Danmark (hjemme) til Brasilien (ude) og hjem igen peger på filmens komposition som en klassisk dannelsesroman. Thomas starter som en homoseksuel mand, drager ud på en mental rejse og udvikling, hvor han lærer at blive et helt menneske og vender hjem som far. Det er derfor interessant at tænke over, hvad der gør denne udvikling mulig. Hvordan bliver han til en (egnet) far?

I filmens start afviser Thomas et engangsknald på en bar. På vej hjem fortæller han sin ven, at han ikke længere vil det overfladiske liv med tilfældig sex og en materiel karriere. Han vil være far, han vil give noget videre i sit liv. Allerede her fornemmes filmens heteronormative præmis: At blive et helt menneske er at skabe en familie. Queer relationer og ambitioner/karriere er overfladiske i forhold til den hellige reproduktion af selve livet. Filmen konstruerer Thomas som en egnet far, som vi kan sympatisere og identificere os med. Og jeg vil argumentere for, at denne konstruktion af Thomas etableres som heteronormativ dannelse i en kolonialistisk forestillingsverden.

Thomas bliver forsørger, økonomisk og moralsk, for Maria og hendes børn. Han kan løfte hende op af slummen, geografisk og mentalt, samtidigt med, han indleder et forhold til hende. Det seksuelle forhold er dog mindre »heteroseksuelt« end den rituelle opbygning af Thomas som en familiens beskytter og vogter.

JPEG - 33.7 kb
Under sit forsøg på at få mulighed for at adoptere Marias ufødte barn, indtræder Thomas i rollen som økonomisk og moralsk forsørger for Maria og hendes to børn. Foto: »Rosa Morena«, Fine & Mellow, 2010.

Filmen fortæller os, at dét at blive en god far er at indoptage en række klassiske hetero-patriarkalske karaktertræk. Thomas må ikke nødvendigvis forlade homoseksualiteten, men han må opgive promiskuiteten og seksuelle tvetydige relationer for at kunne blive egnet som far. Denne skildring næres af skildringen af Maria og hendes brasilianske elskers seksualitet, som fremstår utæmmet, vild og hovedløs. Det danner grobund for, at Thomas kan konstrueres som en civiliseret og genkendelig heteronormativ far, og Maria som en uegnet mor, der nødvendigvis må give sit barn bort.

Er det en troværdig skildring af Thomas? På mange måde er det jo en troværdig skildring, at Thomas, som hvid, homoseksuel og veluddannet mand, er i en privilegeret position.
Er hans heteronormative dannelse troværdig? Den giver i hvert fald mening, vi genkender personerne. Men om det er en genkendelse af allerede etablerede heteronormative og kolonialistiske stereotypier, eller om det er reelle skildringer af reelle liv, der tror jeg mest på det første. Og om det er sådan, at queer familierelationer og –konstellationer gøres, skal jeg ikke sætte mig til dommer over.

Til gengæld er jeg meget skeptisk over for »troværdighed« som kriterium for en film. Filmen er om noget konstrueret: Thomas Guldberg findes ikke. Måske det ville være produktivt at spørge, hvad gør filmen? Hvilke idealer stiller den op? Hvilke utopier forestilles og begrebsliggøres? Hvilke fortællinger præsenteres, og hvilke forsvinder?

At anskaffe et barn på en etisk måde

Michael: I filmen præsenteres en række forskellige adoptionsformer: Den lovlige og den ulovlige, og den ulovlige i både en etisk forsvarlig og uetisk form. Hvilke forestillinger om transnational adoption fortælles her? Hvordan differentieres de forskellige former for adoptioner og med hvilke konsekvenser?

Lene: Som jeg ser det, er filmens fremstilling af transnational adoption interessant, fordi fænomenet kommer til at indgå i et normaliseringsprojekt for den hvide, homoseksuelle mand. Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser det får, både for den konstruktion af Thomas som ansvarlig og »rigtig« far, som du peger på, og for vores tænkning omkring adoption?

En af de centrale scener i filmen, udspiller sig på et advokatkontor i Brasilien, hvor Thomas får af vide, at den letteste måde at adoptere på, er at finde en kvinde, som i retur for penge er villig til at opføre ham som far på sit barns fødselsattest. I så fald vil han kunne vende tilbage til Danmark med barnet. Man kan dog også bevæge sig ind på det (endnu) mere lyssky marked for adoption, hvor børn diskret afhentes på børnehjem. For $100.000 vil man endda kunne vælge race, køn og alder på barnet. Det er, som advokaten bemærker, et spørgsmål om udbud og efterspørgsel af børn, og hvide børn er selvfølgelig mere efterspurgte end brune børn.

Scenen opstiller med andre ord to former for adoption/køb af børn, som Thomas skal tage stilling til. Modellen med at finde en kvinde, som til gengæld for kompensation, »frivilligt« vil afgive sit barn, fremstilles som bedre end modellen med de lyssky bureauer. Der installeres med andre ord en grænse mellem værre og bedre former for adoption. Og den grænse er kompleks. Adoption fremstilles i begge tilfælde som en økonomisk transaktion, men hvor den ene transaktion fremstår som et tag-selv-bord i forhold til at vælge og vrage i forhold til barnets køn, alder og race, så fremstår den anden model, hvor den biologiske mor »frivilligt« afgiver sit barn, og hvor hun kompenseres uden mellemmænd, knap så kynisk og konsumptionsorienteret.

Filmen postulerer dermed, og det er lidt interessant, at forbrugerisme og økonomiske interesser rammesætter transnational adoptionspraksis, men at der inden for denne ramme findes værre og bedre adoptioner. Og de rigtig slemme adoptioner er altså dem, hvor meget store pengebeløb er involveret, og hvor ønsket om at få et barn kobles med et meget tydeligt racialiseret og kønnet begær i aftageren/køberen. Bedre er de adoptioner, hvor transaktionen hviler på »frivillighed«, mindre pengebeløb og knap så ekspliciterede præferencer i forhold til barnets køn, alder og race.

At filmen reserverer spørgsmålet om et racialiseret forbrug til de lyssky adoptioner via mellemmænd tjener til at stemple disse som ikke bare ulovlige, men også som etisk anstødelige og decideret racistiske. I samme bevægelse friholdes andre former for adoptionstransaktioner fra især mistanken om racisme og kynisk kapitalisme gone crazy. Denne friholdelse kommer til at gælde for den adoptionsmodel, som Thomas vælger. Thomas køber måske nok et barn, men i filmens logik bliver det til en etisk og omsorgsfuld handling, fordi han ikke stiller krav til barnets race og køn (noget filmen fremstiller som en anti-racisme), og måske især fordi der kan påberåbes en »frivillighed« fra den biologiske mors side.

JPEG - 22.4 kb
Ved at lade Thomas’ adoption af Rosa hvile på en »frivillig« afgivelse fra den biologiske mors side, bliver hans adoption set som en etisk og omsorgsfuld handling. Foto: »Rosa Morena«, Fine & Mellow, 2010.

Det er interessant, at filmen har øje for transnational adoption som en praksis, der er informeret af markedsøkonomi og forbrugerinteresser, men også at filmen grundlæggende accepterer denne præmis, og ikke i højere grad forholder sig kritisk til hele spørgsmålet om »frivillighed«. Hvad skal vi overhovedet forstå ved »frivillighed«? Hvilke handlinger og valg bliver skrevet ind fortællinger om »frivillighed«? Og med hvilke konsekvenser? I »Rosa Morena« giver Marias »frivillighed« legitimitet til ikke bare de valg, som Thomas træffer, men også til transnational adoptionspraksis mere generelt. Fremstillingen af hendes »frivillighed« kommer med andre ord til at tjene nogle helt bestemte interesser, som i dette tilfælde gavner den købedygtige, hvide, vestlige forbruger.

Danskhed som identifikationspunkt

Lene: Thomas’ udviklingshistorie inviterer til identifikation, som du påpeger. Men hvordan etableres dette i filmen? Hvilke greb benytter den sig af?

Michael: Det er klart, at Thomas etableres som identifikationsobjekt for beskueren. I filmens første scene kører vi med Thomas ind i Sao Paulo. Det er en genkendelig turistrejse, hvor storbyen genkendes som alle andre storbyer: Store motorveje, skyline, barer med dunkende housemusik.

Men efter at Thomas har røbet sin hemmelighed, at han er i Brasilien i håbet om at kunne adoptere et barn, viser Sao Paulo sig fra en anden side. Thomas bliver frivillig i et fattigdomsprojekt og skal uddele mad i byens slumkvarterer. I bevægelsen ind i disse kvarterer skifter kameravinklen – vi fokuserer ikke længere på Thomas’ ansigt og bekymringer, men følger Thomas bagfra: Vi ser, hvad han ser. Han bevæger sig ind på fremmed territorium, og som beskuere etableres vi også som turisten/den fremmede i nyt land.

Fra åbningsscenens brede motorveje skildres slumkvartererne som snævre, labyrintiske gyder, hvor faren venter om hvert hjørne. En klaustrofobisk og skræmmende fornemmelse, hvor pusherne styrer gaderne, og Thomas er, som vi beskuere, på nyt ukendt territorium, ude, hvor vi ikke hører hjemme, og vi føler os, som ham, truet. Her tales ikke engelsk, og Thomas må skifte til sit ubehjælpsomme portugisiske.

JPEG - 32.7 kb
Foto: »Rosa Morena«, Fine & Mellow, 2010.

Foruden at slummen bliver et billede på Thomas’ langsomme etiske forfald, at han gerne vil købe et barn, bliver denne skildring af den raciale, klassemæssige og sproglige geografi en etablering af et fællesskab mellem Thomas og beskueren. Hermed bliver identifikationen mellem beskuer og Thomas ikke etableret gennem Thomas’ queerness, men gennem hans danskhed. Filmen, som er anmeldt positivt for dens realistiske, dokumentariske skildringer af Brasiliens slumkvarterer, er lavet for et dansk publikum, der kan katastrofe-turiste sig ind i det ukendte land.

Læs anmeldelse af Rosa Morena i Politiken

Vi nærmer os her en bestemt kolonialistisk struktur, hvor den hvide mand udforsker ukendt land (ukendt for den hvide) og koloniserer det. I filmen koloniseres Maria, som nævnt gennem den hetero-patriarkalske fortælling, hvor Thomas’ bliver Maria og hendes børns forsørger og frelser.

Det er i øvrigt også værd at bemærke, hvordan længslen efter at få et barn også etablerer en fælles nærmest klassisk heteronormativ identifikationsramme. Filmen dvæler ved Thomas’ længselsfulde blikke efter hvert et barn på gaden, og hans skypesamtaler med sin søster om hendes børn og senere også om Rosa viser, at denne længsel efter at blive forælder er grundlæggende og fællesmenneskelig.

Filmen interesserer sig overhovedet ikke for, hvorfor Thomas’ begær efter at bliver forælder er større end alt andet. Vi forstår, at denne længsel er nærmest uundgåelig og en naturlig del af det at blive et helt menneske. Jeg vil ikke klandre folk for, at længes efter forældreskabet eller at etablere slægtskabsbånd, men det er interessant, at filmen slet ikke interesserer sig for, hvorfor Thomas har denne længsel, men alene hvordan denne længsel udspilles og fører ham hen.

Adoption og affektivt arbejde

Michael: Identifikationen med Thomas kan siges at være en normalisering af den homoseksuelle mand i et dansk/hvidt, middel-/overklasse paradigme, hvor den raciale anden bliver en projektionsflade for dette politiske projekt: Ved at etablere Maria som uegnet mor, kan Thomas blive en egnet far. I en anmeldelse beskrives filmen som en utraditionel feel-good med kant. Denne feel-good må absolut være for den danske beskuer – hvis man identificerer sig med Maria, er filmen nok snarere en feel-bad. Hvad betyder det for fremstillingen af Maria, at hun bliver en projektionsflade for Thomas’ udvikling og den homoseksuelle mands normaliseringsprojekt?

Lene: Det er forholdsvis usædvanligt, at de forældre som afgiver børn til adoption bliver hørt og repræsenteret, og det gælder både i afgiver- og aftagerkontekster. »Rosa Morena« er anderledes, fordi den biologiske mor, Maria, udgør en stor del af filmens handling. Men hvad er præmisserne for hendes synliggørelse? Som jeg ser filmen, kommer hun til at fungere som ikke bare en reproduktiv, men også det man kan kalde en affektiv arbejdskraft for den hvide, homoseksuelle mand. Affektivt arbejde forstår jeg her som et følelsesmæssigt arbejde. Man kan også formulere det således, at Marias affektive arbejde helt konkret består i, at hun imødekommer og forstår Thomas’ følelsesmæssige behov for at få et barn og blive far. Udover at bifalde Thomas’ valg af adoption, bestyrker hun ham også i, at det er den eneste og bedste løsning for alle parter.

Arbejdsdelingen mellem Thomas og Maria er både informeret af køn og race. Det globale syd, i skikkelse af en sort kvinde, må lægge sin arbejdskraft hos det globale nord, i skikkelse af en hvid mand. I »Rosa Morena« sker en udskiftning på seksualitetskategorien. Den heteroseksuelle mand har ikke længere patent på patriarkatet. Spørgsmålet er, om filmens racialiserede og kønnede arbejdsdeling »glider« lettere ned, fordi der her er tale om en homoseksuel mand og ikke en heteroseksuel mand? Ville filmen også have modtaget priser og fundet et taknemmeligt publikum, hvis historien handlede om en hvid, heteroseksuel mand på jagt efter et sort barn? Eller ville filmen så risikere at blive for patriarkalsk, for meget, for usympatisk for et dansk publikum?

At Thomas forsøger at kidnappe barnet, for siden at levere det tilbage til Maria, etablerer ham som et hæderligt menneske. Efter en lille tænkepause vælger Maria alligevel at afgive Rosa. Den biologiske mor får med andre ord sit barn tilbage, så hun »frivilligt« kan afgive det til adoption. Denne afgivelse installerer etisk og moralsk integritet i Thomas. Den biologiske forælder tildeles her en form for agens, men hun gøres også til hovedansvarlig for de beslutningsprocesser, som adoption implicerer.

I filmens logik bliver Maria til en god mor, fordi hun opgiver sit barn. Hun skildres som et i sidste ende selvopofrende individ, der vil det bedste for sit barn. »Vil Rosa komme på privatskole i Danmark, vil hun få god mad og smukke kjoler? Får hun en iPod?«, som Maria spørger. Hun fortæller også, at hun ikke kender andre end Thomas, der kan tage sig af barnet. I »Rosa Morena« trækkes selvopofrelsen ekstra langt. Da Thomas tilbyder, at han hvert år vil tage Rosa med tilbage til Brasilien, svarer Maria, at det eneste han skal love er at elske Rosa.

Filmens skildring af Marias motiver for at afgive sit barn følger her en velkendt fortælling: Nemlig at den biologiske forælder ofte er tvunget eller ansporet af sine omstændigheder, fordi der ikke findes andre muligheder end adoption. Denne konstruktion får dog også den (skjulte) effekt, at adoptivforælderen ikke kan andet end at adoptere. Der står jo netop en forælder, som »frivilligt« afgiver sit barn – og hvis højeste ønske er, at barnet får en iPod.

Forestillingen om, at den biologiske forælder ikke har andre muligheder, får således indlysende konsekvenser for netop den biologiske forælder, men den bidrager samtidig til at sikre adoption som et privilegium for Den Hvide Adoptivforælder – homo eller hetero. Selvom man måske nok – som Thomas – har fornemmelsen af, at regnestykket et eller andet sted er lidt problematisk, så kan man ikke andet end at tage imod privilegiet. Den Anden står jo ligefrem og giver det bort.

På den måde kan man sige, at filmen – når det handler om transnational adoption – er konventionel og traditionel. Den stiller ikke spørgsmålstegn ved, om adoption altid og i sidste ende er den bedste løsning for de mennesker, som afgiver børn. Eller for de mennesker som bliver bortadopteret. Og den giver sig slet ikke i kast med at fantasere om eller udforske alternativer til adoption, så de fremstår som levedygtige og attraktive. På den måde læser jeg filmen som et indlæg for forandring og omfordeling af privilegier mellem (primært hvide) hetero- og homoseksuelle subjekter. Og at værdien af den fattige, brune kvindes affektive og reproduktive arbejde her bliver en vigtig brik i denne kamp. En mere radikal vision om omfordeling, som omfatter de raciale og klassebetingede præmisser, hun lever gennem, må man derimod kigge langt efter.

Alternative læsninger, alternative slægtskaber

Lene: De læsninger, vi (eller i hvert fald jeg) hidtil har kredset om, er meget skeptiske. De peger på filmens loyalitet og bundethed til en kolonial grundfortælling, og hvordan dette bidrager til at opretholde eksisterende magtforhold. Men får du øje på mere optimistiske læsninger? Opstår der sprækker i fortællingen, som peger mod andre former for slægtskab og politiske potentialer, som giver ideer til, hvordan ens inklusion som homoseksuel mand ikke nødvendigvis behøver hvile på en kolonialistisk præmis om, at fattige kvinder »frivilligt« og med taknemmelighed skal afstå deres børn til adoption?

Michael: Ja, vores læsninger har været ret skeptiske. Selv om jeg bifalder skeptiske og kritiske læsninger, som muliggør, at vi kan se de dominerende »sandheder«, der udgør præmisserne for vores umiddelbare forståelse af fx film, så synes disse skeptiske læsninger ind i mellem også at gøre os blinde for de alternative fortællinger og sprækker i fortællingen. På den måde kan vi komme til at gentage, det vi kritiserer: Vi kritiserer filmen for at hvile på en kolonialistisk og heteronormativ præmis, men genopfører fortællingen ved at insistere på netop kun at læse denne fortælling og ikke dvæle ved eller bemærke, de fortællinger, som filmen også præsenterer.

Jeg mener ikke, at det diskvalificerer en kritisk og skeptisk læsning. At »Rosa Morena« kan vinde Bent-prisen er et argument i sig selv for vigtigheden af netop en kritisk og skeptisk læsning. Og »Rosa Morena« er måske ikke den nemmeste film, at »læse med hårene«. Ikke desto mindre er det interessant, at Maria gives så megen repræsentation i filmen, for som du nævner, er dette usædvanligt i skildringer af adoption, der oftest synes at skildre adoptivforældre og adoptivbarn.

Det er i sig selv en sprække i den fortælling om frivillig og taknemmelig afståelse af børn til adoption. Den såkaldte feel-good-slutning er også en præsentation af smerten og urimeligheden ved den transnationale adoption og dens forbindelse til global ulighed og kapitalisme. Ingen tvivl om, at filmens logik bifalder, at Rosa adopteres af Thomas, der repræsenterer den mest ønskelige opvækst for Rosa. Men som jeg ser det, er der to fortællinger, som arbejder imod denne logik.

Den første er en stemme imod adoption. En stemme som præsenteres af drukkenbolte og pushere, og måske netop derfor kan være så meget mere skinger i sin udsigelse (og måske også derfor glemmes i receptionen af filmen): Da Thomas første gang prøver at købe et barn af en fattig kvinde, bliver han overfaldet og tæsket af barnets far og hans venner, som minder meget om de rå pushere, der styrer gaden i slumkvartererne. Inden de overfalder ham, spørger barnets far, om det er ham, der er den gringo, der vil stjæle hans baby. Og da Thomas vågner på hospitalet efter overfaldet, spørger hans vens kone, om han tror, det er et supermarked, hvor han bare kan købe, hvad han vil. Hermed åbnes for en fortælling om adoptionen som racialiseret tyveri, der muliggøres af global liberalisme.

Filmens positionering af Maria som uegnet og Thomas som egnet forælder kan siges at være en forhandling af netop dette budskab i starten af filmen. Som du skriver, installeres der en moralsk og etisk integritet i Thomas ved at lægge beslutningen for adoptionen over på Maria som en frivillighed. Men ganske interessant bliver stemmen om adoption som racialiseret tyveri gentaget i slutningen af filmen, hvor Thomas afleverer Rosa tilbage til Maria efter kidnapningen. Her er der stimlet en gruppe mænd sammen, der truer Thomas og råber, at han er en bastard, der stjæler børn.

Den brasilianske maskulinitet fremstilles som utæmmet, voldelig og patriarkalsk, på den ufede måde (de er utro og dominerende). Hvor Thomas’ hvide maskulinitet fremstilles som tæmmet, reflekteret og patriarkalsk, på den fede måde (han er tro og beskyttende). Derfor »vinder« Thomas’ refleksioner omkring adoptionen, at Rosa vil have det bedre hos ham, over de brasilianske mænds udsigelser om racialiseret tyveri. Men hvis vi dvæler ved de brasilianske mænds stemmer, så muliggør filmen faktisk en anden fortælling om adoption netop fra den raciale og nationale Andens perspektiv.

Den anden stemme, som taler imod filmens logik, er en queer stemme. Som vi har talt om, er Thomas’ udvikling en bevægelse fra queer til heteronormativ. Dette fortælles ved, at lade Thomas opnå en hetero-patriarkalsk funktion i Marias familie som beskytter og forsørger. Men i den udvikling drives filmen frem af spændingen omkring, hvorvidt Maria vil underskrive papirerne og lade Thomas adoptere Rosa eller om hun vil »snyde« ham. I denne del af filmen bliver Thomas mere og mere integreret i Marias familie, og man kan bemærke, at Thomas bliver mere og mere hetero, mens Maria bliver mere og mere »middelklasse-hvid« (hendes hår bliver glattere og glattere, mens hendes hættetrøje skiftes ud en feminin top).

JPEG - 37.3 kb
Thomas bliver i løbet af filmen mere og mere integreret i Marias familie. En proces, der både rummer normalisering af Thomas og Maria, men også nye muligheder for queere slægtskaber. Foto: »Rosa Morena«, Fine & Mellow, 2010.

Dette nye slægtskab, at Thomas og Maria bliver en familie, på trods af modsætninger i seksualitet, klasse og race, åbner for en fortælling om et alternativt slægtskab, som med lidt god vilje, kan læses som et queer slægtskab. Hvor Thomas er udelukket fra slægtskabet qua sin seksualitet er Maria udelukket fra det gode slægtskab qua sin klassestatus. Den nye familiekonstellation hetero-gør Thomas og middelklasse-hvid-gør Maria. Det er i høj grad en normalisering af både Thomas og Maria, men dog samtidigt en fortælling om et slægtskab af udskud, som finder en ny (queer?) konstellation, som ikke kan genkendes af hverken Maria eller Thomas’ familie og venner, og som de ikke engang kan sprogliggøre, men »det er bare rart«, som Thomas siger.

Dette muliggør, at filmen kunne ende anderledes. Som filmen skrider frem, er vi som beskuere ikke sikre på, at Thomas ender med at få barnet. Undervejs opstiller filmen to andre muligheder for Thomas’ »faderskab«: At Thomas forbliver i Brasilien i sit nye slægtskab eller at Thomas’ udvikling til far muliggør, at han forlader Brasilien uden Rosa, men at hans faderskab består i, at han har hjulpet Maria ud af slummen, og at det kommer til at hvile på en accept af, at han kan hjælpe Maria og hendes børn ved ikke at adoptere Rosa, men give hendes familie mulighed for at vælge et alternativ til adoption, at »snyde« Thomas.

Disse andre faderskaber og slægtskaber er dog en umulighed i filmens logik. Ikke på grund af seksualiteten eller kapitalismen, men på grund af filmens kolonialistiske præmis: Maria kan ikke tæmmes. I scenen inden kidnapningen bliver Thomas forført af Maria og Marias søsters mand, Denilson, til en trekant, men kaldes til orden ved Rosas gråd. Thomas, som den egnede forælder, forlader sengen og passer Rosa, mens Maria giver sig hen sammen med Denilson i promiskuøs og incestuøs sex. Den brasilianske Anden er for utæmmet, og Thomas er for god en far: Konstellationen er umulig. Men det er dog en anden fortælling om slægtskab og faderskab, som kan læses som et alternativ til den dominerende fortælling om det gode slægtskab og adoptionens nødvendighed i filmen.

Omkostningerne ved normalisering

Michael: Vores læsninger af filmen centrerer om den kolonialiserede Anden og queeren. Der synes at være en tendens, at seksuel lighed sker på bekostning af racial lighed. Og samtidig kan en kritik af transnational adoption risikere at blive skrevet ind i et heteronormativt paradigme om, at biologiske slægtskaber er mere ønskelige end andre slægtskaber. Hvordan åbner eller lukker filmen for alliancer mellem LBGTIQ-aktivister og adoptionsaktivister? Er sådanne alliancer overhovedet ønskelige?

Lene: Kritik af de præmisser, som skaber transnational adoption, bliver ofte opfattet som indlejret i forestillinger om det biologiske slægtskabs forrang – forestillinger som bl.a. får den implikation, at ikke-heteroseksuelle diskvalificeres som egnede (adoptiv)forældre. Så det man kan kalde adoptionskritiske stemmer risikerer at blive afskrevet som heteronormativitetens og det biologiske slægtskabs vogter.

Jeg tror, jeg ser det lidt anderledes. Nemlig at der er fællestræk ved de strukturer, som får mennesker til at føle sig mislykkede, hvis ikke de får børn, og som ekskluderer homoseksuelle fra adoption, ægteskab og andre slægtskabspositioner. Og så de strukturer som skaber magtfulde forestillinger om, at det transnationalt adopterede barn altid, allerede har det bedre i en hvid, vestlig (primært hetero- men i stigende grad også homoseksuel) adoptivfamilie, og at den biologiske forælder grundet sine omstændigheder som noget selvfølgeligt må afgive sit barn. Noget af det som her »går på tværs« er idealet om den hvide, heteroseksuelle kernefamilie. Et ideal som altså får betydning for både deplacering af homoseksuelle og konstruktionen af transnational adoption som den eneste og mest oplagte løsning for den biologisk forælder og for den adopterede.

Så fra et aktivistisk synspunkt ligner dette et oplagt udgangspunkt for alliance. Og selvom det at indgå i og åbne op for alliancer i et politisk felt vel ikke kan siges at være et mål i sig selv, så kan nogle former for alliancer måske producere en stærkere kritik af netop de strukturer og idealer, som går på tværs af forskellige levede identiteter. I min læsning fremstår »Rosa Morena« dog ikke som særlig interesseret i at indgå og afsøge det politiske potentiale ved sådanne alliancer, men mere i at udvide et heteronormativt ideal til at omfavne homoseksuelle, og på den måde bliver det et meget eksklusivt projekt.

Når det er sagt, så er minoritetslængsel efter normalisering, assimilation og social anerkendelse på ingen måde en uforståelig tilstand for mig. Men det er interessant, hvordan denne længsel gør blind for, at normalisering ikke kun »gør noget« ved den, som efterstræber normalisering. Men at normaliseringsprojekter gør brug af og hviler på Andres (affektive, symbolske, konkrete) arbejdskraft, og at dette altid får konsekvenser for disse Andre. Konsekvenser som ikke nødvendigvis leder til forandring af deres livsvilkår, men som tværtimod fastholder mønstre af ulighed og udbytning.

Hvorfor Bent nu?

Lene: I stedet for at spørge til, hvad der mon har kvalificeret »Rosa Morena« til Bent prisen, så kunne jeg tænke mig at spørge, hvordan vi kan forstå det, at Bent gives til en film som »Rosa Morena« lige præcis nu?

Michael: Jeg tror, filmen vinder anerkendelse på at tage et emne op, som er meget aktuelt for homoseksuelle personer netop nu. Både lovgivningsmæssigt og socialt er homoseksuelle forældreskaber blevet anerkendt, lovligt og forståeligt. Og filmen spørger, hvordan forældreskab og homoseksualitet gøres, når det ikke længere er slægtskabets trussel og modsætning?

Og derfor er det også ganske deprimerende, at filmen hviler på både heteronormative og kolonialistiske præmisser, og at den reproducerer en række race- og klassestereotypier. Men hvordan skal vi forstå, at filmen til trods for dette kan vinde en progressiv filmpris?

Jeg kan ikke sige noget om, hvorfor de enkelte jurymedlemmer har valgt denne film, men filmen illustrerer en række tendenser, der kendetegner inklusionen af den homoseksuelle figur: For det første fungerer inklusionen af homoseksualitet på en indskrivning af den homoseksuelle i det hvide nationale fællesskab og for det andet gøres inklusionen mulig gennem homonormative strategier.

Jeg mener, at man i »Rosa Morena« kan tale om hvidhedsstrategi: Thomas etableres som det primære identifikationsobjekt i filmen, det er gennem hans refleksioner, at vi som beskuere kan tvinges til at tage stilling til filmens problematikker. Dette gør filmen ved at etablere et hvidt fællesskab, hvor seksualiteten træder i baggrunden, men den hvide mands møde med det fremmede træder i forgrunden. Dermed bliver identifikationen primær en racial/national identifikation. Dette peger på, at den homoseksuelle figur gøres til en hvid national figur, som står i modsætning til det fremmede/det Andet. Dette understreges ved, at Thomas’ homoseksualitet ikke fremstilles som noget der truer en heteronormativ (national) orden, tværtimod er Thomas’ seksualitet kontrolleret, tæmmet og civiliseret over for den sorte underklasses perverse, incestuøse og utøjlede seksualitet.

Bemærk også, hvordan Thomas bliver en illustration på modernitet: Den gode børneopdragelse, selvrefleksion og agens, mobilitet og økonomisk overskud overfor det tilbagestående, patriarkalske, traditionelle, immobile og urefleksive Brasilien. Hermed fungerer den homoseksuelle Thomas som en grænsedragning, der adskiller det moderne og det udenfor: En struktur, som kan genkendes i dansk immigrationspolitik, hvor accept af homoseksualitet bliver en gatekeeper for national inklusion..

Homonormativitet dækker over de homopolitikker og –praksisser, som ikke udfordrer eller bekæmper heteronormative institutioner og logikker, men reproducerer og opretholder dem. Thomas garanterer os igen og igen, at han ikke er ude på at queere noget som helst. Filmens manglende forklaring om Thomas’ ønske om at blive far, skriver ham ind i en heteronormativ fortælling om reproduktion som livets mening. Og vi forsikres, at han er færdig med engangsknald, overfladiske byture og Melodi Grand Prix. De alternative familie- og slægtskabsformer, som trods alt repræsenteres i filmen, afskrives, da Thomas tager aktivt afstand fra den monstrøse seksualitet.

Jeg tror, vi kan forstå, at »Rosa Morena« fik prisen lige netop nu, som et eksempel på netop disse to tendenser i udviklingen af den homoseksuelle figur fra outcast til medborger. At denne bevægelse hviler på en række nationale og heteronormative indskrivninger, som etablerer den homoseksuelle som et hvidt, moderne, liberalt og heteronormativt individ og den raciale Anden som umoderne, tilbagestående og queer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce