Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
10. november 2011 - 16:31

Hvordan organiserer man en revolution?

FOROMTALE: »Diktatorer er aldrig så stærke, som de siger. Folk er aldrig så svage, som de tror.« Sådan begynder filmen »How to Start a Revolution« om Gene Sharp, som dokumentarfestivalen CPH:DOX viser på søndag.

Gene Sharp er forfatter til bogen »From Dictatorship to Democracy«, som har inspireret til folkelig opstand mod diktaturer over hele verden.

Ud over at være et indfølt portræt af den 83-årige forfatter, giver filmen et indblik i Sharps anvisninger til ikke-voldelig modstand.

Sharps overordnede pointe er simpelthen, at ikke-voldelig modstand i de fleste tilfælde er det mest effektive middel til at vælte et diktatur. Med væbnet kamp kæmper man nemlig, ifølge Sharp, på magthavernes præmisser.

JPEG - 810.1 kb
Fra »How to Start a Revolution«.

Gennem en række interviews med Sharp og de folk, han har inspireret, oprulles dels hans ikke-voldelige måde at kæmpe mod undertrykkelse på og dels en række konkrete tilfælde, hvor den er blevet brugt.

Filmen kommer ind på både historiske eksempler som den serbiske Otpor-bevægelse, der bragte Milosevic til fald, samt forårets egyptiske 6. april-bevægelse og den aktuelle syriske opstand.

»How to Start a Revolution« vises på søndag kl. 14 i DOX:CLUB i Teater Grob i København. Gene Sharps bog udkommer for øvrigt på dansk fra Informations Forlag den 17. november under titlen »Fra diktatur til demokrati«.

»How to Start a Revolution« (Instr.: Ruaridh Arrow, Storbritannien 2011, 82 min.)

Læs mere om filmen samt tid og sted her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce