Annonce

2. november 2011 - 14:57

HK beklager falsk historie om Kristelig Fagbevægelse

Modkraft bragte fredag den 28. oktober nyhedsartiklen »Højesteret: Gule fagforeninger ubrugelige i fyringssager« samt historien »Gule fagforeninger er ubrugelige« i vores faglige sektion.

Her fortalte vi om en sømand, der har mistet retten til godtgørelse efter usaglig opsigelse, fordi hans fagforening, Kristelig Fagbevægelse (Krifa), ikke er en del af det fagretslige system.

Selvom det ikke fremgår, så bygger Modkrafts historie udelukkende på en pressemeddelelse fra fagforeningen HK samt en artikel bragt samme dag hos Nyhedsmagasinet HK.

Tirsdag den 2. november erkender Nyhedsmagasinet HK, at den opsigtsvækkende historie er uden hold i virkeligheden og udsender via deres nyhedsbrev en berigtigelse, hvor de beklager overfor Krifa.

JPEG - 59.7 kb
Fagforeningen HK beklager en falsk historie om konkurenterne Kristelig Fagbevægelse. Foto: HK.

I sin helhed lyder meddelelsen:

»Kære læser

Ved en meget beklagelig fejl bragte vi i Nyhedsmagasinet HK i fredags historien ”Kristelige får det røde kort”.

Det viser sig nu, at historien helt usædvanligt ikke var ordentligt researchet.

Den bygger på en gammel højesteretsafgørelse og handler ifølge juridiske eksperter om helt særlige forhold, der ikke giver grundlag for historiens meget generelle udlægning af Krifas evne til at føre sager eller ej. Det beklager vi overfor Krifa.

Vi har derfor fjernet artiklen fra HK’s hjemmeside.

Med venlig hilsen

Niels Møller Madsen

Redaktør, Nyhedsmagasinet HK«

»Torskedumt«

Overfor Modkraft forklarer HK-redaktør Niels Møller Madsen, at en journalist på fagforeningens nyhedsmagasin tilsyneladende har sammenblandet to forskellige domme afsagt i Højesteret.

Sagen om sømanden, der ikke kan få godtgørelse, har således intet med Krifa at gøre.

Den handler derimod om en tvist mellem Rederiforeningen og Sømændenes Forbund, og dommen faldt allerede den 23. august 2011.

– Vores artikel bygger i bedste fald på en helt anden sag, der er flere år gammel. Men under alle omstændigheder, så kan ingen af sagerne bruges til at sige noget som helst om Krifas muligheder for at fører sager på vegne af deres medlemmer, siger Niels Møller Madsen til Modkraft.

Hvordan kan sådan en fejl opstå?

– Det er en beklagelig fejl, der skyldes manglende research. Én af vores journalister bliver ringet op af en faglig sekretær, som fortæller om retssagen, og så bliver historien skrevet uden at tjekke fakta og på baggrund af tredjehånds kilder, fortæller Niels Møller Madsen.

Hvorfor vælger I nu at fjerne artiklen fra jeres hjemmeside?

– Fordi historien ikke holder. Når Krifa skriver på deres hjemmeside, at HK lyver, så passer det jo i denne her sag. Det var torskedumt at bringe artiklen, siger redaktøren.

Læs artiklen »HK lyver og vildleder om Kristelig Fagbevægelse« hos Krifa.

Klar kilde-angivelse

Efter Modkraft fredag bragte de to historier om HK’s kritik af Kristelig Fagbevægelse er vi blevet kontaktet af flere advokater og fagforeninger, som gerne vil se en kopi af den omtalte dom i Højesteret.

Dette har vi desværre ikke kunnet hjælpe med. Det skyldes, at historien alene bygger på HK Nyhedsmagasin og er bragt i tillid til, at fagforeningen har styr på fakta.

Også Modkrafts redaktion vil derfor gerne bruge anledningen til at beklage eventuelle misforståelser, der er opstået efter, at vi har viderebragt de urigtige oplysninger fra HK’s Nyhedsmagasin.

Fremover vil vi have en klar kilde-angivelse i vores historier, så der ikke igen opstår tvivl om hvornår, der er tale om selvstændig research fra vores side, og hvornår vi blot refererer andre mediers historier.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce