En stemning af forbi og opbrud

ANMELDELSE: Hvor Nicklas Burman i Riffelsyndikatet befandt sig et sted mellem punkmetal og rockmytologi, er han med sin solodebut trådt ind i det rum, hvor man kommer længst med en akustisk domineret, afdæmpet elektrisk guitarmusik og melankolske sange. Det er et rum, der tidligere har været domineret af danske sangskrivere som Benny Holst og Jan Toftlund, og af og til Leif Sylvester.

Ikke at han ligner disse mulige forbilleder, for han synger helt anderledes: Han har sit eget, meget pesonlige udtryk i den traditionelle ramme, og dertil en udtryksfuld, behagelig stemme.

Men han glider ubesværet ind og ud af værtshusets tåger, ser byen gennem glas og røg, mærker kulden og gennemlyser de ensomme eksistenser, der udgør byen. Han er selv en aktør på denne scene, der længes i en evighed, der snart er forbi.

Burmans tekster besidder i sin sociale og introspektive refleksion også momentvis modernistiske, surreelle greb, som i for eksempel i »Byer Af Støv«, der er et ekspressionistisk digt forklædt som sang:

og du var tynd som en nål

og du var spids som en syl

og vi pløjed et spor

i din sorte vinyl

og du vasked dit hår

og trak mig ned

i dine rodede lagner

og din tilfældighed

(...)

i byer af støv

og gader af røg

går engle af glas

gennem haller af støj

de byder en mund

du ikke kan få

giver verden et navn

du ik kan forstå

Dansk sangskrivning er ikke forvænt med dette niveau i sangtekster, hvis vi lige ser bort fra C.V.Jørgensen (og de få eksempler på tonsætning af Inger Christensens digte), og det er da heller ikke alle Burmans tekster, der kommer op i denne sfære.

Men generelt formår Burman at sammenknytte den dagligdags observation med en eksistentiel refleksion, der rækker ud over den dag og den vej, der for det meste beskrives som værende alt for kort.

Det er by-musik og by-poesi med stort B, der hverken nævner neon eller trafik eller plakatparoler. Burman ser kun mennesker og alt det, de rummer, på sine byture i nat og morgensol.

Sangen »Café Louise« fanger for eksempel meget godt værtshusets råhed, ensomheden og den nøgne eksistens. Den er taget lige på kornet, som det bedst lader sig gøre ud på de små timer, når der kun er den kolde seng derhjemme at se frem til.

Nicklas Burman. Foto: Sisse Damgaard.

Der er en kraftig stemning af efterår og eftertanke i disse sange, når det hele ikke ligefrem fryser helt til i vinterdepression.

Okay, der er også sange om foråret, men Burman tilgår dette underlige fænomen, som var det et gammelkendt hylster, der hele tiden vender tilbage, og som man ikke rigtig kan undgå.

En sang fortjener at blive citeret udførligt. »En Frodig Og Tyst Allé«, der næsten fremstår som en ikke-religiøs salme. Dem har vi ikke for mange af:

en frodig og tyst allé

her bor døden og efteråret

en kiste af træ

tung for dem som har båret

en sang i et rungende rum

en stilhed der runger des mere

en stemme der pludselig bliver stum

en klokke der ringer sin lære

alt forgår

kærtegn og sår

alt skal tælles og nævnes

i dage og år

og så

når tiden den kommer

så bliver du græsstrå på en mark

og vind på en sommerdag

en prik i horisonten

et frø, en klode

og skyer rundt om den

Den musikalske ramme om denne tekst er nøgtern, uden pynt, og den holder lige netop distancen til det emotionelle kaos, der ligger og ulmer under overfladen.

Med dette soloalbum skriver Nicklas Burman sig ind blandt de fineste sangskrivere herhjemme. Hold øje med ham.

Nicklas Burman Og Det Tørre Beat: »Celle No. 5« (Eget Forlag - NB1)

(Format:cd)

(Kan købes i Rockuglen i København eller via Nicklas Burman Og Det Tørre Beats’ Facebook-side)

Lyt til Nicklas Burman’s »En Evighed« her:

Lyt til Nicklas Burman’s »Byer Af Støv« her: