Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
25. oktober 2011 - 15:40

Endelig kom Batman og reddede os?

ANMELDELSE: Hvis jeg stadig tænkte, som da jeg var nitten og imod systemet, havde jeg ikke sat mine ben i Forum og støttet det »kommercielle pis«.
»Det er jo udelukkende for at tjene penge de laver det. Og hovsa, de tjener faktisk penge, hmmm, hvordan mon det kan være..?«.

Jeg har med tiden lempet lidt på min holdning til kunst og underholdning.
Det er altså ikke alle, der er kommercielle, der ikke betaler deres skat og
ansatte.

Og nogle kommercielle er ovenikøbet dygtige og laver noget, der udstråler kvalitet. Og nogen gange så orker jeg sgu ikke at tage fanatisk stilling til alt.

Jeg er vegetar, jeg kører offentlig trafik, jeg støtter folkeskolen, jeg har bosat mig i en ghetto på Nørrebro for at se min angst for fremmede i øjnene og integrere mig, det må være nok for nu.

Hvis jeg derudover kun tillader mig at elske alt det, der er alternativt,
så bliver det jo netop ikke alternativt, men bare dogmatisk.

Der må være plads til det hele. Plads til nuancer. Plads til at finde kvaliteterne i det klassiske også. Klassisk plot-opbygning og aristotelisk historiefortælling.
Ikke alt, der er avantgarde og nytænkning, er nødvendigvis godt eller vedkommende.

Er kunsten fri?

Og ikke alt, der har en mission eller et skjult budskab, kommer til at rykke ved
noget som helst. Det kan være stagneret i sin form, og nogle gange så
elsker man bare noget, fordi det gør én glad og er skabt til at gøre én glad
uden andet formål.

Det er slet ikke sikkert, at underholdningsskaberne havde i sinde at undertrykke folket via glad massepsykose, så de glemte oprøret.

Det kan være, at skaberne bare var vilde med at gøre sig selv og andre glade.

Nogen mener, at hvis noget går hen og bliver kommercielt, så mister det sin kunstneriske frihed, men så kan man så spørge sig selv, om
kunsten er fri, hvis den så alligevel er afhængig af Statens Kunststøtte, eller
anden support?

Er kunsten overhovedet fri, når den kan købes? Er den fri, når den er
afhængig af andres samarbejde/anerkendelse/engagement? Er der
overhovedet nogen, der er fri, hvis ikke de er døde?

Men se, det er en helt anden historie.

Jeg elsker tegneserier. Hvis ikke der fandtes tegneserier, superhelte og
antihelte, så gad jeg ikke denne her planet.

Selv i den dybeste vinterdepression kan jeg nemt se lyset i et af de
kulørte hæfter, og med alderen og erfaringerne, så er de banale og enkle
passioner virkelig værd at klamre sig til. Bare det, stadig at have en
passion, det er da en lille frihed.

3D Gotham City

»Batman Live« er en forfriskning til kriseramte sanser. Og hvordan føre
Batman videre fra hæfterne og filmene? Jo, instruktøren Anthony
van Laast og co-instruktøren James Powell har skabt en imponerende
multimedie forestilling i samarbejde med Cirkus Space.

JPEG - 288 kb
Foto fra produktionen: Batman Live World Arena Tour.

Det er blevet til en blanding af stunts og akrobatik foran en 30 meter lang storskærm med en 3D udgave af Gotham City samt masser af flot scenografi.

Det er som en stor levendegjort pop-up tegneserie. Jeg havde ikke forventet at
blive så opslugt, som jeg så alligevel blev. Jeg tillod at folde mit indre
ubekymrede barn ud, upåvirket af hverdagens politiske strømninger og
hvem og hvad, som nu er korrekt, for de her dansere og akrobater, de
kan altså noget, også selvom de er mainstream, og det er set før i andre
indpakninger.

Lyssætningen i sig selv er fantastisk og genskaber den klarhed, man kan have i drømme. Med scenografien lykkes det at skabe en illusion over et tegneseriebillede så virkeligt, at det er som at blive slugt ind et hæfte for en tid.

Batman Live er ren underholdning skabt for at gøre mig glad. Det er ikke
kunst, som berører mit hjerte og får mig til at græde eller på anden måde
ændre min bevidsthed, nej, der er forskel. Underholdning giver folk, hvad
de vil ha’, kunst giver folk, hvad de har brug for. Her får jeg, hvad jeg vil
ha’. En spændende, underholdende drøm.

Klassiske elementer.

Historien er nyskrevet til forestillingen, men den er ikke særlig
nytænkt. Den indeholder alle de klassiske elementer og personer,
som Bruce Wayne/Batman, Robin, Jokeren, Harley Quin, Pingvinen,
Gækkeren, Catwoman, Poison Ivy, Wayne Manor, Arkham Asylum og
Batmobilen.

Det er de samme spændinger og forviklinger, man er vant til, og der er ikke
noget nyt under solen angående de forskellige rollers reaktionsmønstre.

Jokeren prøver at få Batman overbevist om, at han er en nar, når han tror, at
han kan finde mening i meningsløsheden og kaos. Jokeren selv
er glad for at have overgivet sig totalt til uansvaret og evig psykose.

Catwoman er en moderne uafhængig kvinde. Hun prøver at overtale
Harley Quin til at frigøre sig fra Jokerens dominans. Hun gider ikke selv
have en fast kæreste, hvis det skal være med alle de magtkampe.

Nu, hvor kvinder på lige fod med mænd skal være skaffedyr, samt føde baby, samt alligevel have overblikket i hjemmet og til forældremøder og se godt ud,
så de ifølge Falcks krisehjælp ringer og er fuldstændig ødelagte.

Batman har også fået sine erfaringer angående kvinder, for han accepterer
passivt, at hun er en fri kvinde og lader hende slippe væk efter et passioneret kys, velvidende at hun ikke lader sig binde af nogen restriktive dogmer og snærende bånd i kontrollerede partnerskaber.

Og at han netop ved at holde døren helt åben og acceptere hendes
frigjorthed vinder hendes respekt.

Man kan så diskutere, om Catwoman i virkeligheden er så frigjort som storby singlekvinde. Er hun ikke bare bundet ind i ren afmagt og MIStillid og handler som en, der er borderline uden at lade nogen komme for tæt på?

Om deres forhold holder i længden er uvist. Selv Batman ender vel
med en dag at ville have lyst til en lidt mere forudsigelig hverdag uden
de store spændinger. Nok om det.

Det er et show med en gammel tegneseriehistorie om forbrydelse, hævn, magtkampe, helte og skurke, pakket ind i ny flot indpakning, og det er godt nok og spændende, når man har Batmanbrillerne på.

Batman Live World Arena Tour. Multimedieforestilling m. Circus Space. Instr. Anthony van Laast og James Powell. Scenografi af Es Devlin, musik komponeret af James Brett; lyddesign af Simon Baker; lysdesign af Patrick Woodroffe; video udvikling af Sam Pattinson og kostumedesign af Jack Galloway.
19.10,2011 Forum, København

Showet kan igen opleves i Danmark efter nytår i Boxen, Herning d.
18-22 januar 2012

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce