Kritikkens død er politikkens genkomst

De intellektuelle har længe feticheret kritikbegrebet. Men i de aktuelle kampe på gader og på pladser er denne intellektuelle sport blevet overflødig. Kritik fra elfenbenstårnet er erstattet med politik på Wall Street.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det netop var den kritiske teoris største tænker, Theodor W. Adorno, der ringede efter det tyske politi ved universitetsbesættelserne i Maj 68. Adorno var leder af Institut für Socialforschung, og politiet havde kun adgang på campus, hvis han gav dem lov. Det gjorde han.

Jeg har i en årrække læst mig igennem en del kritisk teori. Min interesse har været stor for tænkere som Honneth, Habermas, Adorno og Horkheimer. Jeg har fulgt forelæsninger, læst Marcuse og Benjamin i studiekredse og engageret mig i teorikonstruktioner.
Men der manglede altid noget. Engagementet for filosofien og begreberne overskyggede den engagerede politiske kamp. Den blev formalistisk og abstrakt.
Den kritiske teori adskiller sig altid fra politikken fordi kritikken af samfundet ofte dækker over et manglende politisk engagement. Den kritiske disciplin, som vi ser fra den akademiske verden, er bange for at få beskidte hænder. For ude på gaden, på arbejdspladserne og blandt de arbejdsløse kan retfærdighedsteorier sjældent forandre det store. Her erstattes filosofiens abstrakte kritik med den særlige kropslige fornemmelse af nedværdigelse i køen ved jobcentret.

Politikkens genkomst

Over alt i verden er oprør og modstand blomstret op i skyggen af den verdensomspændende økonomiske krise. Folk går på gaden. Men ikke med Marx, Honneth eller Foucault under armen. De går på gaden med deres følelser, fantasier og begær efter et andet liv. Selv i europæiske velfærdsstater drømmer demonstranter om et andet liv.
I de seneste 10 – 15 år har Europa befundet sig i en tilstand, man kunne betegne som postpolitisk. De grundlæggende politiske konflikter blev ikke diskuteret, men henkastet som nødvendigheder, der ikke kunne være anderledes. Den neoliberale verdensorden havde sejret, og der var ikke mere at diskutere. Men den politiske ørkenvandring er slut nu. Murens fald er kommet på behørig afstand og krigen mod terror er tabt. Mennesker verden over sidder ikke længere kun på sidelinjen og kritiserer. De er på gaden med deres kroppe og begær.
Politik er ikke en ren, retfærdig, fornuftig og demokratisk affære. Politik er til forskel fra kritikken en beskidt kamp med elementer af vold, oprør, glæde, begær, forbudte fantasier og raseri. Noget det akademiske sprog aldrig vil eller kan begribe.

Oprør – ikke kritik

I Grækenland er der ikke brug for teorier om demokratiske rettigheder og ytringsfrihed. Der skal ikke tales eller oplyses. Folk er fuldt oplyste om grådigheden og radikaliseringen af den økonomiske ulighed. Gadekampenes politiske attitude lader sig ikke begrebssætte af den kritiske oplysning.
Så sent som forleden blev begæret efter en anden demokratisk orden for stort for protesterne i Rom. Dele af byen blev smadret og voldsomme gadekampe stod på i timevis. Det dysfunktionelle italienske system lader sig ikke kritisere. Det må i stedet politisk forandres.
Tidligere på året så vi optøjer i London, der ikke just havde én bestemt retning, men også tog form af plyndringer. En yngre kvinde med maskering udtalte i den forbindelse: ”Vi tager vores skatter tilbage”. Et udsagn der viser, at samfundet allerede er krakeleret. Der findes ikke længere en offentlighed, hvor en kritisk ytring har en plads. Britiske politikere har alt for længe ikke interesseret sig for det fælles gode, og oprørerne skylder ikke samfundet noget.

Fornuftens undertrykkende fordring

Kritikken har altid haft fornuften på sin side. Den kritiske teori opbygger avancerede retfærdighedsteorier med baggrund i den filosofiske kánon med Kant og Hegel i spidsen. Den kritiske teori er fornuftig og tålmodig.
Men kritikken har ingen krop. Intet begær. Ingen fantasi. Den er formel og tom. Det politiske begær bliver med henvisning til fornuften skubbet udenfor som uetisk. Vi bliver kaldt utålmodige.
Den slovenske tænker Slavoj Zizek har - med rette – kaldt den kritiske teori for postpolitisk, med henvisning til, at særlige betingelser skal være til stede for, at en kritisk og demokratisk samtale kan finde sted. Disse betingelser er ikke til stede i Athen, Rom og London.
De kritiske teorier kan ikke begribe, hvad, der sker på gaderne, når folk har fået nok. De græske fagforeningsaktivister vil skide diskurs- eller anerkendelsesetikken et stykke. De mangler mad på bordet og vil bestemme over deres eget liv. Anerkendelse fra et græsk samfund, der er gået i opløsning kan ikke betale for de manglende lønninger. Anerkendelse er blevet til kontrol.

Kritik er kapital

Den kritiske teori har besvær med, at navigere i de aktuelle politiske kampe. For kampene handler ikke om abstrakte retfærdighedsprincipper. De handler om arbejdsløshed, depression, arbejdspres og dårlige leveforhold i et samfund, der kunne se radikalt anderledes ud.

Men ikke nok med det. Kritikken er direkte årsag til øget undertrykkelse.
Den samfundskritiske borger eller forsker er nemlig selve drivkraften i de forskellige nederdrægtige former for strategiske selvfordoblingsøvelser. Fra selvudviklingskurser, til HRM-teknikker over kropsterapi og psykologiserende gruppedynamiske kurser er kritikken den altafgørende selvfornedrende teknik. Selvkritikken er arbejdsgiverens sprog. For i den kritiske manøvre ligger en higen efter nye former for udbytning. Samfundets magtmekanismer bruger kritikken til at afsøge steder, der endnu ikke er blevet til genstand for akkumulation. Kritik af stress og depression på arbejdspladsen bliver til frugtordninger, kritik af manglende kreativitet bliver til gentrificering og kritikken af arbejdsløshed bliver til tvungen aktivering. Kritikken er spændt for kapitalens fortsatte kolonisering.

Pseudo-politisk engagement

Den kritiske intellektuelles ytring bliver til et forestillet samfundsengagement, hvor intet er på spil. Problemet er, at kritikken bliver til en fetich, der står i vejen for politiske forandringer. Den intellektuelle er ikke selv en del af samfundet og blander sig ikke i konflikter med egen krop. Kroppen sidder hjælpeløst på kontorstolen.
Den kritiske intellektuelle lever stadig i den forestilling, at hun/han på privilegeret analytisk vis kan beskue samfundet fra sit kontor på campus. Men den eneste der tror på samfundets eksistens er den intellektuelle, der alt for længe har undladt, at kigge ud af vinduet. For her ville hun finde et samfund på renden af sammenbrud. Kritikeren holder sine egne begreber ubrugeligt i live.
Kritikeren bliver en person med et pseudo-politisk engagement, der tager form af en handling uden handling. Kritikkens engagement bliver en fritidsbeskæftigelse, der er oplyst om sin egen afmagt. Et engagement, der med Peter Sloterdijks ord, kan betegnes som oplyst falsk bevidsthed: Den kritiske intellektuelle ved godt, at hans nye bøger, artikler eller tanker egentlig ikke bevæger samfundet, men fortsætter ufortrødent.

Tænkning i fællesskab

De intellektuelle kommer til kort ved massemøderne på Wall Street. Den besatte gade inddrager hele livet som det politiskes genstand. Det er ikke kun de politiske krav som formuleres kollektivt, der har et radikalt demokratisk perspektiv. Også det forhold, at folk bebor Wall Street i fællesskaber og udvikler et fælles sprog og fælles tanker, har radikale politiske konsekvenser. Alle kan nemlig tænke.
Honneth, Zizek, Habermas, Adorno og alle de andre har ikke privilegeret adgang til kapitalismekritikken på gaderne. Her tænker demonstranterne sammen. Alle ved nemlig allerede, at samfundene er gået i stykker og skal laves om. Det kan man mærke i kroppen. Det, der skal tænkes nu, er ikke, hvad vi vil have, men hvordan vi får det.