Anna Calvi i stramme tøjler

»Hun formår sørme at tiltrække et bredt publikum!« siger min veninde.

Udenfor Store Vega står der en gruppe af middelaldrende kvinder og mænd, allerede ret så stive og laver fis med hinanden. Der bliver hældt ølsjatter i håret, grint og sunget.

Hov, men det er jo ikke Anna Calvi, der spiller her. Det er »Danser Med Drenge«. Anna Calvi spiller i Lille Vega.

Min veninde gungrer med sine højhælede op ad trappen til mødet med en kontrast.

Her går en engel igennem lokalet, og publikum er meget ædru og lyttende.

Anna Calvi synger dæmpet og slår en tone an på guitaren, hvorefter helvedet bryder løs i »The Devil«.

Anna Calvi i Vega. Foto: Mikkeline Gudmand-Høyer.

Anna med guitaren, med stramt opsat hår, crimson-mund og fint nystrøget tøj. Hun er en blanding af intens passioneret fuldblodsdiva og kontrolfreak i stramme tøjler.
Anna synger med opspærret powergab, om begær og black out, imens hun får sin guitar til at leve med glød og dramatik.

Anna er en fascinerende og heftig dame, så der er hårdt brug for en god base. Den leveres af den meget tighte trommeslager Daniel Maiden-Wood, samt den spændende percussionist og harmonium-spiller Mally Harpaz, som dybt koncentreret
skaber drys og flade af rytme og klang til kraftsilden. Fed idé iøvrigt at skære sit crashbækken up til en spiral.

Sammenligninger skal man ignorere, for det, at Anna Calvi bliver sidestillet med folk som Patti Smith og PJ Harvey og Jimi Hendrix, er bare irriterende og ødelægger sanseoplevelsen.

Anna Calvi skal ses som Anna Calvi. Hun er en original kunstner, som med sit højoktan organ og sine »for-en-gangs-skyld-ud-af-kassen«, legende og charmerende guitarsoloer formår at skabe ny, interessant, sammensat musik.

Jeg håber dog, at hun med tiden også løsner lidt af den stramhed og kontrol, som gør, at musikken alligevel ikke kravler helt så dybt ind under min hud.

Anna Calvi: Koncert i Lille Vega, København, 8. okt. 2011