Revolution i Enhedslisten

Det var satans som det revolutions-ord pludselig kom tilbage i offentligheden. Hvem fanden går ind for revolution nu til dags? Gør jeg? Er du revolutionær eller hvad, begynder folk at spørge? Øøøhh… Det har jeg ikke tænkt over siden jeg var 14.
Anledningen var naturligvis, at der i Enhedslistens principprogram optræder bøjninger af ordet revolution 18 gange. Revolution mig her og revolution mig der.

”Lidt støvet”

Enhedslistens Finn Sørensen og Rosa Lund – to helt nye flotte ansigter – forsøgte sig med et forsvar af principprogrammet i et debatprogram på DR2. Det var noget med, at revolution var nogle grundlæggende forandringer hvor befolkningen tager magten over samfundet. Og noget med at politiet og militæret ikke længere fandtes. Hvor sejt tænkte jeg. Totalt ynglings-samfund.
Andre i Enhedslisten har talt om principprogrammet som noget støvet noget fra en svunden tid. Det skal skrives i et andet sprog ”så almindelige lønmodtagere forstår det”. Fair nok!

Men det går ikke. Det der revolution. For i TV kan man ikke sige, at man går ind for et samfund uden politi. Gør man det bliver man spurgt om alt muligt underligt af studieværter og kommentatorer som Mikael Jalving og David Rehling. Hvem skal så bestemme? Er det jer? Hvem er folket? Er folket dem der mener det same som jer?

Politisk fantasi i fjernsynet

I fjernsynet er der ikke plads til fantasi. Om det er et samfund uden politi eller revolutioner. Bruger man meget tid i fjernsynet er det dumt hele tiden, at sige revolution. Derfor duer det ikke at Enhedslisten siger revolution. Det virker dårligt på TV, simpelthen.
Den politiske fantasi kommer ikke fra de politiske partier. Det er ikke nogen nyhed, men det blev endog meget tydeligt, med revolutionssnakken. Man kan ikke forsvare et statsløst samfund på TV. Det går bare ikke. Den politiske fantasi og bægeret efter et helt andet liv kan ikke forklares til folk, der stiller spørgsmål om realpolitik. For politisk fantasi har ikke noget med realpolitik at gøre.

Enhedslisten lever af, at folk stemmer på dem. Det gør folk når de kan genkende sig selv i Johanne eller de andre fra TV. Enhedslisten vil lave politik for fjernsynet og derfor må det statsløse samfund og revolutionen smides ud. Det er det eneste der giver mening. Ingen i fjernsynet tror jo på det statsløse revolutionære samfund.