I den konkrete sag har Sø- og Handelsretten afgjort, at Ofir A/S godt må lave dybe links fra sit eget boligsite, bolig.ofir.dk, til konkurrenten home.dk.
Dermed er der vendt op og ned på den praksis, som Fogedretten ved Københavns Byret fastslog i den såkaldte NewsBooster-sag i juli 2002. Dengang blev det forbudt for nyhedstjenesten at linke direkte til nyhedsartikler hos forskellige internetaviser. Det blev erklæret i strid med databasebeskyttelsen i ophavsretsloven og lov om markedsføring.
Ifølge ophavsretsekspert Hanne Bender, der er advokat og partner ved advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted er det en »utrolig spændende afgørelse. Den rokker grundlæggende ved det, der er blevet sagt i de sager, der har været oppe hidtil«, udtaler hun til Jyllands-Posten.
Dommen i Sø- og Handelsretten er den første af sin slags. Tidligere har nemlig kun været afsagt kendelser, og dermed har der manglet egentlige retningslinier på området.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96