Annonce

30. september 2011 - 18:54

FOA: Frivillige presser vores medlemmer

Lektiehjælpere, fodboldtrænere og besøgsvenner. Frivilligt arbejde hædres i dag på den Nationale Frivillighedsdag.

Blandt andet af fungerende socialminister Benedikte Kiær (K), som tidligere har udtalt, at det er hendes ambition, »at hver anden dansker udfører en eller anden form for frivilligt arbejde inden 2020«.

Læs mere på socialministeriets hjemmeside

Dog mener en stor del af FOA’s medlemmer, at der bør være en kant.

Således mener lidt over en fjerdedel af forbundets medlemmer, at frivillige udfører fastansattes opgaver.

Det får i dag FOA til at reagere.

JPEG - 144.2 kb
Det er vigtigt at skelne mellem de frivillige og de ansattes opgaver, mener Karen Stæhr fra FOA. Foto: PR

– Jeg synes, det er lidt bekymrende, at 26 procent af FOAs medlemmer fortæller, at frivillige udfører opgaver, som de mener, burde varetages af de ansatte, udtaler Karen Stæhr, sektormand i FOA.

Klare regler efterlyses

I en undersøgelse foretaget i slutningen af august har FOA spurgt medlemmerne om deres holdninger til og erfaringer med frivilligt socialt arbejde. Her gav 90% udtryk for, at de frivilliges arbejde i høj og nogen grad forbedrer hverdagen for borgerne.

– De frivilliges indsats er prisværdig, og de er ikke bare en stor hjælp for borgerne, men også et supplement til de ansatte. Det er bare vigtigt, at der bliver lavet klare retningslinjer for de opgaver, som frivillige kan varetage, påpeger Karen Stæhr.

FOA og en række andre fagforbund har allerede i samarbejde med de frivillige organisationer udarbejdet spilleregler, der skal styrke samarbejdet mellem de frivillige og det faglige personale.

JPEG - 83.5 kb
Klare regler på frivilligeområdet, mener FOA. Arkvivfoto: Mark Knudsen/Monsun

– Jeg kan kun på det kraftigste opfordre arbejdspladserne til at tage hul på diskussionen om brugen af frivillige. Fagforbundene og de frivillige organisationer har lagt rammerne for samarbejdet, men det er op til de enkelte institutioner at konkretisere, hvordan man mener spillereglerne skal være på arbejdspladsen, tilføjer Karen Stæhr.

Hun opfordrer derfor til, at rammerne udarbejdes med respekt for de fastansatte, så deres arbejde ikke reduceres til tunge og ikke-borgernære opgaver, mens de frivillige tager sig af den direkte kontakt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce