Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
1. oktober 2011 - 14:30

Demokrati versus multinationale

I august afsluttede EU den 13. forhandlingsrunde om vores allerførste frihandels- og investeringsaftale med Indien.

Men trods forhandlingerne befinder sig i de sidste afgørende faser og forventes afsluttet inden årets udgang, har de siden begyndelsen i 2007 været indhyllet i store kontroverser.

Det skyldes især forhandlingerne om vidtrækkende bestemmelser på investeringsområdet og intellektuel ejendom. På de områder har EU sandelig ikke fløjlshandskerne på. Hensynet til sundhed, miljø, velfærd og demokrati må vige for hensynet til multinationale selskaber.

Liv eller død

Både Læger uden Grænser og FN frygter, at aftalen kan betyde urimeligt lange patent perioder på livsvigtig medicin samt sætte en stopper for Indiens store produktion og eksport af billig generisk medicin.

De, som kan se frem til at vinde på aftalen, er de multinationale farmaceutiske virksomheder som Sanofi Aventis og GlaxoSmithKlein. Den manglende konkurrence fra den generiske medicin vil ganske enkelt sende medicinpriserne i vejret og give de store farmaceutiske virksomheder en næsten monopol lignende status.


Derfor har der været højlydte protester blandt befolkninger både i og udenfor Indien. Indien, som ofte omtales som ’udviklingsverdens apotek’, producerer størstedelen af den billige kvalitetsmedicin, der bruges i u-landene til at behandle epidemier som HIV/AIDS og malaria.

Et studie udgivet i september sidste år i Journal of the International AIDS Society viste, at 80 pct. af den AIDS-medicin, som bruges i udviklingsprogrammer, kommer fra Indien.

Konsekvensen bliver, ifølge FNs direktør for UNAIDS, Michel Sidibé, at »millioner af mennesker vil dø, hvis ikke Indien har mulighed for at producere (...) det er et spørgsmål om liv eller død« (Reuters, 5. juli).

Multinationales rettigheder

Beklageligvis, er EU og Indien ikke et isoleret eksempel på hvordan handels- og investeringsaftaler imellem regeringer sjældent forhandles i befolkningens interesse.

Generelt er formålet med aftalerne, at bane vej for multinationales investeringer og beskytte deres spillerum mod lokal lovgivning og regulering, som ellers er til for netop at varetage den brede befolknings interesser.

Endnu værre er det, at EUs nye fælles politik for internationale investeringer på ingen måde antyder en anderledes praksis i fremtiden.

Udenlandske investeringer er et nyt område, som EU-kommissionen har fået fuld kompetence over med Lissabon Traktaten.

Udspillet til den nye investeringspolitik blev lanceret i sommmeren 2010 og var en oplagt mulighed for at sætte en ny dagsorden med en ny model for investeringer i udlandet (bilaterale investeringstraktater).

Et år senere har udspillet nu været igennem møllen i Ministerrådet og EU-parlamentet. Men i stedet for at gøre op med medlemslandenes hidtidige investeringsmodeller og deres entydige prioritering af virksomhedernes rettigheder, knæsætter EU en stribe principper, som peger i samme retning.

Det mest kontroversielle princip er bestemmelsen om ’investorer-til-stat tvistbilæggelse’.

Bestemmelsen gør det muligt for udenlandske virksomheder at slæbe værtsstater og deres befolkninger igennem årelange og dyre tvistbilæggelsessager, såfremt virksomhederne mener, at den lokale regulering underminerer deres investeringer.

Samtidig har virksomhederne ret til at gå udenom de offentlige domstole og i stedet føre sagen ved en international voldgiftsret – for eksempel Verdensbankens Internationale Center for Bilæggelse af Investgeringstvister (ICSID).

Der er tre grunde til at virksomheder foretrækker international voldgift fremfor de lokale domstole. For det første, er det parterne selv, som udpeger tribunalet, der skal efterprøve sagen.

Modsat en offentlig domstol, står tribunalet ikke til ansvar overfor lovgivningen og offentligheden. Dermed har virksomhederne langt mere kontrol over afgørelsen.

For det andet, giver international voldgift – for eksempel ICSID – mulighed for at hemmeligholde tvistbilæggelsessager for offentligheden.

For det tredje har de involverede parter – både stater og virksomheder – ofte store lån hos Verdensbanken, hvilket gør det umuligt for ICSID at optræde som en neutral part uden egeninteresser.

Tobakslov gik op i røg

Tobaksindustrien har mange fine eksempler på virksomheder, der ikke er blege for at udfordre værtsstaternes love på sundhedsområdet ved en international voldgift.

I 1994 overvejede Canada at indføre ’plain packaging’ på tobak, som ville betyde, at tobaksproducenternes traditionelle cigaretpakker fremover skulle erstattes af en brun standard pakke med sundhedsmæssige advarsler.

Det fik USAs to største tobaksproducenter, Philip Morris (Marlboro, Parliament) og R.J. Reynolds Tobacco Company (Camel, Lucky Strike) til at reagere.

Sammen med en tidligere amerikansk ambassadør sendte de et notat til Underhusets sundhedsudvalg, som forklarede, at ’plain packaging’ ifølge Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (NAFTA) ville blive betragtet som en krænkelse af et beskyttet brand.

De advarede derfor politikerne om et erstatsningskrav, som ifølge notatet lød på »hundreder millioner af dollars« (Investment Treaty News, 1. jul). Truslen om erstatningskravet og en lang og dyr tvistbilæggelsessag var nok til at lovforslaget faldt brat til gulvet.

Philip Morris har for nylig truet med tilsvarende sager mod Uraguay og Australien.

Ekspropriation

Et andet princip, som vil blive et omdrejningspunkt i EU’s fremtidige forhandlinger med tredjepartslande, og som allerede er genstand for blodige slagsmål i forhandlingerne med Indien, er bestemmelsen om ’ekspropriation’.

Normalt forstås ekspropriation som overtrædelsen af den private ejendomsret ved nationalisering, men i bilaterale investeringstraktater forstås der noget langt mere vidtgående.

Al statslig regulering, der påvirker rentabiliteten af en virksomheds investering, kan potentielt betragtes som ekspropriation og altså medføre erstatningskrav.

Bestemmelsen var et afgørende stridspunkt i de mere end 30 tvistbilæggelsessager, som Argentina fik på halsen på grund af de reguleringer, som staten indførte for at rette op på landets finanskrise i 1999-2002.

Under Argentinas økonomiske nødlov fastfrøs regeringen afgifterne indenfor en stribe sektorer – vand, energi, transport m.m. – som var blevet udliciteret til europæiske og amerikanske virksomheder under den tidligere præsident Carlos Menems privatiseringsprojekt.

Ved at fastfryse afgifterne i pesos forsøgte regeringen at beskytte borgerne mod den galoperende inflation. Den argentinske pesos, som var bundet til dollaren, havde taget et styrtdyk på 70 procent.

Milliard-erstatninger

De udhulede afgifter betød store tab i indtægter for de udenlandske virksomheder. British Gas, BP, Exxon Mobil, Enron, Vivendi, Siemens og mange andre stod derfor i kø med anklager om ekspropriation af deres investeringer.

I 2005 beløb de samlede erstatningskrav sig til 16 milliarder dollars.

Argentina baserede sit forsvar på, at krisen var en af nyere tids værste finanskriser og påberåbte sig retten til kontraktbrud i medfør af internationale love om nødvendighed.

I mange sager udtrykte voldgiftsretten stor forståelse for forsvaret, men afgjorde i sidste ende at finanskrisen ikke var en tilstrækkelig grund til at overtræde investorernes rettigheder.

I sagen med det amerikanske mulitinationale selskab, Enron, som formentlig bedst huskes for deres massive skandale om regnskabsfusk, afgjorde voldgiftsretten, at Argentina ikke havde behandlet selskabet fair og rimeligt.

Statens forpligtelser overfor befolkningen stod ikke over de kontraktlige forpligtelser overfor virksomheden. Argentina måtte derfor kompensere selskabet med 106 millioner dollars.

Samme år vandt den tyske industrigigant, Siemens, en sag mod Argentina om ekspropriation af indtægter, idet Argentina havde afbrudt sin konkrakt med Siemens. Det tyske selskab modtog 217 millioner dollars i erstatning.

Det skete samtidig med, at Siemens blev afsløret for svindel for over 1 milliard euro, som blandt andet var brugt på at bestikke argentinske embedsmænd.

Politisk spændetrøje

Indenfor ganske få år er der sket en eksplosion i antallet af tvistbilæggelsessager. I perioden 1995-2009 er antallet af kendte sager ifølge FN steget fra seks til 357 aktive sager (UNCTAD, 2010).

Det er sket sideløbende med, at verdens lande indenfor de sidste 15 år har indgået knap 2.000 nye bilaterale investeringstraktater, som har givet virksomhederne flere og flere rettigheder uden at stille tilsvarende mange krav til virksomhederne selv.

Stigningen i antallet af tvistbilæggelsessager viser, at virksomheder har en klar strategi om at udfordre al lokal lovgivning og regulering, som måtte stå i vejen for deres investeringer.

Som eksemplerne viser, så betyder investeringstraktater, at stater kan blive straffet for at forfølge særlige sociale, sundhedsmæssige og økonomiske politikker.

Som i eksemplet med Canada kan det i sidste ende betyde, at staterne helt underlader at forfølge visse politikker.

Men regeringer og beslutningstagere skal ikke stå til ansvar overfor multinationale selskabers snævre interesser. De bør først og fremmest stå til ansvar overfor deres befolkninger.

I al sin enkelthed er investeringstraktater et frontalangreb på befolkningens og statens ret til selv at bestemme den politiske udvikling.

Gensidige aftaler

Men kan vi i Danmark ikke være ligeglade med, hvad der sker i udlandet? Svaret er nej.

Selv hvis kritikken af danske og europæiske virksomheders opførsel på udenlandske markeder ligger en fjernt, bør investeringstraktater give anledning til bekymring.

Det gælder ikke mindst politikerne herunder de medlemmer af EU-parlametet, som har måttet se deres relativt fornuftige beslutninger om EU’s investeringspolitik samt handelsaftalen med Canada (Kader Arif betænkningen, april 2011 samt Vital Moreira beslutningsforslaget, juni 2011) blive ignoreret af EU-kommissionen og Ministerrådets Handelspolitiske Udvalg.

Det handler om det forhold, at investeringstraktater er gensidige. De rettigheder som danske virksomheder opnår på udenlandske markeder, opnår de udenlandske virksomheder på tilsvarende vis i Danmark.

Vi er i dag med i over 50 bilaterale og multilaterale investeringstraktater med omverden, der er baseret på modellen om at tildele virksomhederne maksimal beskyttelse mod staters regulering.

Dertil kommer, at Danmark i fremtiden vil blive omfattet af de aftaler, som EU-kommissionen indgår på vegne af fællesskabet.

Udover Indien, er Canada, Singapore, Kina og Rusland de lande, som står øverst på EU-kommissionens ønskeliste over lande, man vil indgå investeringstraktater med.

Både Indien og Kina er offensivt engageret i udenlandske investeringer.

EU-landende er ganske vist sjældent blevet udsat for erstatningssager, idet EU er en markedsførende aktør på udenlandske investeringer med over 1.200 investeringstraktater en bloc.

Men givet et intensiveret skifte i de globale økonomiske magtforhold som følge af gældskriserne i USA og Sydeuropa, kan det meget vel blive skatteborgerne i EU, som må bløde i fremtiden.

Som eksemplet med Argentina viser, kan mange af de tiltag, som EU og medlemslandene implementerer for at rette op på den økonomiske krise, bekæmpe klimaforandringerne og regulere bank- og finanssektoren, blive genstand for tvistbilæggelssager.

Vattenfall vs Tyskland

Et eksempel på, at europæiske skatteborgere ikke er afskærmet for tvistbilæggelsessager, var da det svenske energiselskab, Vattenfall, i 2009 førte en erstatningssag mod Tyskland for at have overtrådt Energi Charter Traktaten.

Traktaten indeholder en multilateral aftale om bestemmelser for investeringer i energisektoren, som er tilsvarende dem, der findes i investeringstraktater.

På baggrund af EUs vanddirektiv havde Tyskland indført miljøtiltag, der forbød Vattenfalls kulkraftværk, som var under konstruktion i Hamburg, at bruge og udlede afkølingsvand i Elben-floden. Det skyltes, at store mængder varmt spildevand ofte har ødelæggende konsekvenser for vandmiljøet på grund af de høje temperaturer.

Da miljø-restriktionerne ville forhindre kraftværket i at operere optimalt, sagsøgte Vattenfall den tyske stat for 1.4 milliarder euro (plus renter).

I 2010 nåede Vattenfall og Tyskland til forlig, men på grund af generel ugennemsigtighed i tvistbilæggelsessager er betingelserne for forliget ikke offentliggjorte.

Tyske og internationale medier har dog spekuleret i, at parterne skulle være nået til et kompromis om en udvanding af de lokale miljø-restriktioner (Investment Treaty News, sep 2010).

Politikernes opgave

Den 15. september fik vi et nyt Folketing. Tillykke til de 179 medlemmer. Forhåbentligt viser I jer at være et Folketing, som er optaget af internationale forhold og ikke blot overlader handelspolitikken til EU-kommissionen og udenrigsministeriets embedsmænd.

Det gælder som sådan ikke om at være optaget af internationale forhold for det internationales egen skyld. Det handler snarere om den åbenlyse kendsgerning, at vi lever i en globaliseret verden.

Hvis der er noget klimaforandringerne og den økonomiske krise har lært os, så er det, at intet land er en ø.

Vi opfordrer jer, politikerne, til at gøre tre ting: For det første, skal I stille spørgsmål til Danmarks bilaterale investeringstraktater og deres betydning for statens politiske råderum på de sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige områder.

For det andet, skal særligt Folketingets Europaudvalg sikre en grundig debat, når mandatet gives til ministeren om Danmarks politik i Ministerrådet. Det gælder for EU’s handels- og investeringspolitikker, overgangsordningerne for medlemslandenes investeringstraktater samt Ministerrådets mandat til EU-kommissionen under forhandlingerne med Indien, Kina, Singapore, Rusland, Mercosur og Canada.

Der eksisterer stadig uafklarede spørgsmål om hvem, der betaler regningen for erstatningssager med udenlandske investorere. Bliver det EU budgettet, som finansieres af medlemslandene? Eller bliver det det enkelte medlemsland, som ikke har været med til at forhandle eller ratificere aftalerne? Det er spørgsmål, som også det danske EU-formandskab i 2012 får til opgave at afklare.

For det tredje, skal de danske medlemmer af EU-parlamentet gøre det klart overfor EU-kommissionen, at man ikke giver sin godkendelse til handels- og investeringsaftaler, der er baseret på modellen om at beskytte virksomheder mod staters ret til at regulere i offentlighedens interesse.

Offentlighedens opgave

Velvidende at handelspolitiske sager ikke er noget, der skaber politiske karrierer, men kan frembringe hovedrysten hos enhver presserådgiver, så får de danske politikere brug for hjælp fra offentligheden.

Derfor er I, græsrødder og organisationer, der historisk har været optaget af handelspolitik, nødt til at gøre jeres bekymringer klare overfor politikerne.

En oplagt platform for mobilisering er den pan-europæiske kampagne ’Seattle to Brussels – Taking Action Against Corporate Globalisation’ (www.s2bnetwork.org), som både Afrika Kontakt og ATTAC er medlemmer af.

Vi kan ikke vente på, at der igen kommer gang i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO), før vi åbner munden – for det sker måske aldrig (og heldigvis for det).

Som Martin Khor, direktøren for Syd-landenes tænketank South Centre Geneva, sagde sidste år på en handelspolitisk konference i Bruxelles: »klimaforandringerne vil dræbe os om 10 år, EUs handelsaftaler dræber os i dag«.

Henrik Bang Andersen og Mads Christian Barbesgaard er aktivister i Afrika Kontakt. Kenneth Haar er aktivist i ATTAC.

Alle tre er medlemmer af det europæiske netværk Seattle to Brussels – Taking Action Against Corporate Globalisation.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce