SUF vs. Enhedslistens Ungdom anno 2001

Den nuværende ballade mellem SUF og en udbrydergruppe, som kalder sig Enhedslistens Ungdom har virkeligt fået minderne frem hos en halvgammel støder som mig.

Da SUF i sin tid blev dannet, tilhørte jeg nemlig også et højtråbende mindretal, som ønskede en Enhedslistens Ungdom, men det skal nu ikke få mig til at tage stilling i den nuværende sag. Dertil er jeg for gammel og uden aktier i de to foretagender. Det skal dog ikke forhindre mig i at bringe nogle sjove minder og anekdoter til torvs, og måske et enkelt godt råd eller to.

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten i 1997, og før det havde jeg aldrig været med i Rebel eller Rød Ungdom. Sidstnævnte fandtes ikke engang i Silkeborg dengang. Det gjorde Rebel.

Bevares jeg kendte da rebellerne, og husker specielt en gang, hvor de bad om et oplæg nede på det lokale medborgerhus. Dengang arbejdede jeg som jord og betonarbejder, og da jeg kom til mødet sad der fire langhårede gutter og guttinder i aflagt militærtøj, eller klassik sort, hvoraf jeg kendte en del fra gymnasiet.

Mødet startede kl. 19 og den første halvanden time gik med at snakke om sidste afsnit af Beverly Hills, sidste weekends fester og den kommendes, alt imens vi ventede på Jeppe, som vist nok havde sagt, at han kom. Da han endelig dukkede op, ville de først ned i cafeen og købe en øl inden vi kunne starte, og så var det sgu næsten min sengetid, når jeg skulle op kl. halv seks næste morgen.

En anden gang ringede Anders fra København, som jeg kendte fra Enhedslistens daværende ungdomsudvalg. Rebel havde ikke nogen med kørekort, så jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne komme til Århus næste morgen (var så vidt jeg husker netop blevet fyret pga. årstiden) og køre for dem ud til uddannelsesstederne.

Jo da, vi aftalte, at jeg skulle komme tidligt, så jeg stod op og tog toget kl. 7 og nåede frem til Niels Juels Gade, hvor min senere så gode ven Henning Bek boede og hvor vi skulle mødes. Kl. 8 ringede jeg på, og jeg ringede og jeg bankede indtil jeg var ved at give op. Først da åbnede en tydeligt tømmermandsramt Anders døren uden andet tøj end boksershorts.

Vi kom først af sted halvanden time senere til min store irritation, men vi havde en pragtfuld dag. Rebel blev jeg dog aldrig!

Til gengæld var jeg med i Enhedslistens Ungdomsudvalg, og jeg husker tydeligt min første københavnertur til et seminar på Sortedamsskolen (tror jeg nok). Jens Borking holdt et godt EU-oplæg og om aftenen ville vi jyder gerne i byen og se det vilde liv.

Her blev Morten Kabell guide, og vi endte på en bøssebar uden, at jeg anede det. Først da jeg, som sædvanen tro for en silkeborgensisk ungersvend med mod på livet og verdensmandsmanerer (!?), råbte til den kjoleklædte bartender med ryggen til: Hey frøken, kan jeg få en HOF, og bartenderen vendte sig og gav et stort smil omkranset af et endnu større fuldskæg, ja først da gik det op for mig, hvor jeg var. Han tog det nu festligt, og jeg havde røde ører til stor morskab for de lokale.

Så kom turen, hvor Rebel strakte våben og en sammenlægning mellem ungdomsudvalget og Rebel kom på tapetet. SUF skulle stiftes og jeg var i mellemtiden flyttet til Århus.

Jeg husker især de lange debatter i Ungdomsudvalget. De fleste af os jyder ville helst have en Enhedslistens Ungdom. Det ville vi, da vi netop mente, at Rebel var et københavnerfænomen, og da det var vigtigt for at blive landsdækkende og at ride med på den kendthed, som Enhedslisten havde.

Damn, vi fik ikke et ben til jorden!

Vores jævnaldrende københavnere i ungdomsudvalget gjorde ikke meget væsen af sig, men overlod debatten til et par små sortklædte hobitter på 14-15 år. Jeg var selv 22-23 år dengang, men vi blev virkeligt udmanøvreret af de andre, når vi sad i Studiestræde og skulle diskutere vores holdning til forhandlingerne.

Når vi så kom over i Solidaritetshuset og skulle forhandle med Rebel, så skiftede de unge bordside og gik fra at have siddet med ved ungdomsudvalget til nu at sidde som rebeller. Og de kunne ikke få det fladt og antiparlamentarisk nok, selv om det siden har ændret sig, så i hvert fald en af dem i dag er en flittig (og hyggelig) Villynist her på Modkrafts debatter.

Endelig oprandt dagen for det stiftende landsmøde, og især husker jeg aftensmaden den første aften, hvor en af de få århusianere, som ikke var en del af min fraktion havde taget sin skildpadde med, som blev løftet op midt på spisebordet under aftensmaden og kvitterede ved at pisse ud over bordet, lige hvor vi Enhedslisten Ungdomsfolk sad. Ret symbolsk for resten af weekenden.

Dagen efter skulle der være navnedebat og afstemning. Vi tabte hurtigt, og forsøgte med et allerede dengang latterligt navn om at tilføje De Rød-Grønne bag navnet Socialistisk Ungdomsforbund, som var det mest sandsynlige udgangspunkt. Igen var det for at have en reference til Enhedslisten, som dengang var mere kendt som Enhedslisten De Rød-Grønne i medierne. I stedet stillede Bertil forslag om at ændre Ungdomsforbund til Ungdomsfront, hvilket vi protesterede vildt over. Den mente vi ikke at kunne sælge uden for det mørkklædte Nørrebro.

Men under megen hujen og latter, så skulle de dumme jyder nu have en på hatten, virkede det til, og Ungdomsfront blev det.

Jo jo, disse minder! Jeg husker, at vi bagefter pakkede vores ting og udvandrede i protest, hvilket vist ikke gjorde andet end at øge munterheden for de tilbageblevne. I stedet tog vi på MacDonald’s på Hovedbanegården og skrev en syrlig udtalelse om spildte muligheder, som jeg i dag kun kan ærgre mig over ikke at have gemt. Det ville sikkert have været grineren at genlæse.

Det skal dog siges, at det trods alt blev vedtaget at lave en samarbejdsaftale med Enhedslisten, hvilket ikke alle rebeller var glade for, ligesom ledelsesstrukturen blev en kopi af Rebels (stort set, så vidt jeg husker). Det var jo ikke min kop the, men sådan blev det.

Det var heller ikke gratis for det nye SUF, faktisk gik flere af lokalgrupperne i Ungdomsudvalget ud (bl.a. Vejle og Aalborg), og vi blev ikke så landsdækkende, som vi kunne være blevet.

I tiden efter blev vi andre i SUF, og lærte endda at leve med det nye navn. Men i den første tid gik debatterne højt. De ”værste” anarkister fra Rebel-dagene forsvandt efter en ophedet diskussion om Direkte Aktion contra Socialisme. Mange af disse debatter foregik på mailinglisten og for søren da, hvor kunne der til tider have været brug for Modkrafts nænsomme moderator.

Især kan jeg huske et par gamle Rebeller, som dengang vel var midt i trediverne, som jeg er i dag, og hvor kunne de belære os unge og mene noget om alting og især om gamle Rebel-dage, indtil det blev for meget og operation ”Træk stikket ud, Knud” blev iværksat med et par venlige opfordringer til d’herrer.

Dengang lød opfordringen i øvrigt, at man blev i SUF til man var 25 år, og jeg smuttede ret præcist der omkring, selv om jeg fortsat var støttemedlem. I stedet helligede jeg mig listen.

Bevares, ovenstående er mine meget selektive og lettere komiske og selvironiske minder. Der var bestemt også gode minder, gode seminarer og gode aktioner, fester og alt det der. Bottom line er, at vi ikke fik vores vilje, og det var måske endda godt nok i forhold til, hvor godt SUF udviklede sig!

Når jeg kigger tilbage, så blev SUF nemlig meget federe, bredere og større, end vi turde håbe på dengang, hvor vi var vant til to konkurrerende og meget små organisationer, som ikke kunne samarbejde synderligt godt.

Men men men. Ovenstående er jo ikke kun skrevet for de gode minder og skæve smils skyld.

Eksemplerne med mig og Rebel viser jo tydeligt, at aktiviteter skal laves på tidspunkter, hvor alle kan være med, hvis man vil samle unge fra ufaglærte og faglærte arbejdspladser. Men her er jeg faktisk imponeret over, hvor godt SUF har fat og hvor seje de er med alt fra blokadestøtte, Fremtidsfighters og Jobpatrulje. Og dette viser jo også, at navnet IKKE har været afgørende.

Samtidig viser mine historier også, at dengang var der dælme også uformel ledelse, og det havde stor betydning. Vi jyder, som ikke var en del af ”netværket” fik ikke et ben til jorden. Og var desuden slet ikke på omgangshøjde med de små irriterende hobitter og deres dygtige manøvren rundt i processen. Vi var vel egentligt temmelig naive…

Men for pokker da. Uformelle strukturer er en del af alle organisationer. Bare se Enhedslisten, hvor dem fra de store afdelinger nemmere kan koordinere årsmødeforslag, hvor ansatte og valgte har enorme netværk, og hvor sjællændere og københavnere især har helt andre muligheder for at begå sig i de landsdækkende udvalg, droppe forbi lokalerne osv. Og sådan vil det næsten altid være, hvis ikke man skal sande til i bureaukrati.

Og især da for ungdomsorganisationer vil dette være en medfødt børnesygdom for alle organisationer af en vis størrelse. Det tager simpelthen tid at lære at lytte og snakke sig ordentligt tilrette, og så kan man have nok så mange formelle strukturer. En daglig ledelse kan jo også have mindretal, være påvirkelig for netværk osv.

Som sagt, så vil jeg ikke tage stilling i den nuværende konflikt. Jeg stoler rigtigt meget på gode kammerater på begge sider, og faktisk, så aner jeg intet om debatterne internt og hvilke uenigheder, der har været.

Men hvis jeg alligevel skal slå slumretæppet om benene og læne mig tilbage i gyngestolen, løfte pegefingeren og komme med et alfaderligt råd fra et gammel frontsvin i SUF’s dannelse, så håber jeg virkeligt, at I besinder jer en smule.

Min erfaring fra dengang er, at uanset hvor højt bølgerne gik, så endte vi sgu med at stå sammen og lave noget godt. Og alle jer, som nu har travlt med at slette hinanden som venner på Facebook og svine hinanden, I skal da forhåbentligt arbejde sammen i mange år i Enhedslisten, så behandl hinanden ordentligt – det lønner sig senere.

Jeg vil også sige til Enhedslistens Ungdomsfolk, at I dælme skal gøre op med jer selv, hvor svær en opgave, som I har startet. Er I klar over, hvor lang tid det tog at bygge SUF op? Er I klar over, hvor mange kræfter der gik på grundlæggende ting som opstart for at blive landsdækkende, de evindelige kampe for at sikre DUF-midler, kontingenter, kartoteker osv. osv.

I skal tænke godt over, om det er det værd og især, når jeg kan se, at mange af jer allerede er godt oppe i tyverne. Kan I virkeligt se jer selv bruge 5 år på at kæmpe jer op, og måske uden at det lykkedes og uden, at I er lovet hjælp fra listen?

Og til SUF’erne, brug kritikken konstruktivt. Har I, som alle andre, bøvl med uformelle ledelsesstrukturer, og føler folk sig ikke hørt og taget alvorligt (hvilket splittelsen vel er bevis for?), ja så tag debatten konstruktivt. Hvad kan I gøre bedre? Skal noget laves om?

Og til alle os andre gamle hoveder. Lad være at tale konflikten op, og brug i stedet tiden på at opfordre de unge til at finde sammen igen. Måske er der brug for reformer af SUF, måske ikke? Måske dropper ELU-folkene helt SUF, måske de kan finde tilbage og finde ud af det under en eller anden form. Måske bliver det kun Enhedslisten for dem, måske starter de deres egen organisation i praksis også. Jeg aner det ikke!

Men det er ikke os, som skal tale sagen op.