Det anti-kommercielle og venstreorienterede pladeselskab Kontrafon har besluttet at tilbyde deres første udgivelser som gratis download.
På selskabets hjemmeside kan man frit vælge mellem 10 helt nye numre fra danske undergrunds artister indenfor reggae-, ska- og hip hop-genren – alle med en skarp politisk kant.
– Vores mål er ikke at sælge plader men at sprede svedige politiske budskaber gennem noget fed musik. Vi kommer bredest ud ved at lægge sangene til fri download, fortæller Naja Belling fra Kontrafon til Modkraft om initiativet.
Download musikken på Kontrafons hjemmeside her.
Kontrafon-projektet blev startet for et halvt år siden og udspringer af kulturkollektivet Politisk Engagerede Terrorister (PET), som ønsker at synliggøre moderne politisk undergrundmusik.
Tidligere i denne måned sendte selskabet fem 7-tommer vinyl-plader på gaden.

Det drejer sig om ska-bandet One More Than 12, hip-hip duoen Paulo & DJ Cars10, rap-dronningen Wendy Wonder, reggae-dancehall håbet Raske Penge samt Topgunn & Klumben i samme genre.
Læs artiklen »PET sender »en lort« på gaden« hos Modkraft.
– Vi har valgt kunstnere og grupper i forskellige genrer for at nå så bredt ud som muligt fra start af. Vi synes selvfølgelig dels at den musik de lavede var fed, og samtidig ville vi gerne prøve at se om vi ikke kunne presse noget politisk indhold ind i dem, fortæller Naja Belling.
Hver plade er udgivet i 300 eksemplarer og sælger allerede nu som varmt brød i små musikbutikker i hovedstaden, til trods for at den selvsamme musik altså kan downloades gratis på nettet.
Et eventuelt overskud fra salget skal sammen med støttefester og koncerter være med til at finansiere nye udgivelser.
– Vi regner med at udgive to syv-tommer singler i februar. Vi kan dog ikke løfte sløret for hvem det er endnu. Til april håber vi at udgive et helt album med en kunstner og en syv-tommer mere. Og derfra vil der selvfølgelig blive ved med at blive udgivet flere plader, siger Naja Belling.
Læs bloggen »Du ka’ få uden bilag. Du ka’ få brændt din bil af« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96