Hvad nu, store (rige) Enhedsliste?

Sikke et valg! Aldrig har der været delt så mange flyers ud. Aldrig har Enhedslisten haft så mange medlemmer og aldrig har vi været større mandatmæssigt. Hele tolv af slagsen fik vi, og som en hidtil overset detalje betyder de 161.878 nye stemmer, den ekstra partiskat samt de mange nye kontingenter, at der er over 6 millioner ekstra årligt at lave politik for.

Der er altså al mulig grund til at hæve armene i vejret, og nå ja, vi slap da også af med Løkke og Pia, selvom Vestager kom med som havkatten i hyttefadet.

Alligevel er der grund til også at hæve et øjenbryn og være lidt kritisk. Som en kammerat sagde til mig under valgkampen, så var Enhedslistens kampagne den bedste socialdemokratiske kampagne siden en gang i halvfjerdserne.

Og sandt er det da også, at aviserne har flydt over med kommentatorer, som forklarer succesen med Johannes fremragende kommunikationsevner og ikke mindst en højredrejning af politikken. Og ikke mindst er kompromisviljen og beslutningen om at ville stemme for finansloven blevet fremhævet.

Omvendt vil jeg gætte på, at de fleste inde omkring valgkampsledelsen vil hævde, at der skam ikke er sket nogen højredrejning og at vi mener, som vi hidtil har gjort.

Og det er måske også rigtigt nok.

Højredrejningen består snarere i det, som ikke er blevet sagt end i det, som rent faktisk blev sagt.

Væk var den egentlige system- og kapitalismekritik. Stort set væk var EU-modstanden, når man ser bort fra nogle få udspil i valgkampens hektiske slutspurt. Og væk var en kommunikation af, hvad vi som et moderne socialistisk parti egentlig vil med magten på lidt længere sigt.

I stedet havde vi en valgavis bygget op om fem mærkesager, som placerede os strategisk lige til venstre for SF med en anstændig udlændingepolitik, bedre vilkår for arbejdsløse, bedre offentligt sygehusvæsen, klimajobs og en finansieringsplan. Alt sammen her og nu ønsker, som alle var gode og rigtige og bestemt satte en dagsorden og medvirkede til fremgangen.

Men særligt ambitiøse var de ikke.

Tag finansieringsplanen, som Johanne igen og igen fremhævede blot ville føre beskatningen af de rigeste danskere tilbage til 2009-niveau. Eller sygehuspolitikken, som vanskeligt lod sig adskille fra SF’s ditto. Eller beskæftigelse - hvor SF ville have 60.000 arbejdspladser på 3 år, så overbød vi i antal med 56.000 klimajobs på et år.

Så vidt jeg ved, så blev der omdelt 800.000 valgaviser. Hvorfor satte vi ikke her vores egen dagsorden med et ekstra opslag (4 sider) med to sider EU, nu vi er det eneste parti til venstre for Konservative, som ikke vil afskaffe undtagelserne og give EU mere magt. Når vi er det eneste parti til venstre for Konservative, som siger nej til EU’s dybt asociale krisepolitik og angreb på den offentlige sektor med Europluspagten?

Så kunne de sidste to sider af opslaget passende have haft en tekst om, hvad Enhedslisten egentlig er for en størrelse. Om at den nuværende økonomiske verdensorden skaber ulighed, fattigdom og rovdrift på klima og miljø og at vi vil en helt anden vej.

Men nej. Nu var vores valgkamp og sågar vores egne kommunikationskanaler alene bundet op på 4 velmenende velfærdsområder fra før sosserne gik af lave og en finansieringsplan med et slagnummer om en skat for de rigeste svarende til 2009-niveau.

Hvis ikke vi som socialister ville bruge noget af medgangstiden til at snakke om det vi virkeligt vil – også efter de første to år af en ny regering, ja hvornår skulle vi så? Og er det så ikke ligegyldigt overhovedet at mene det andet, hvis ikke vi siger det og dermed vænner folk til tanken om, at det ikke er så underligt det der socialisme alligevel?

Bevares, dette er fortid nu, og ingen skal være i tvivl om, at jeg er glad for fremgangen. Glad for de mange mennesker fra spidskandidater til helt almindelige medlemmer, som har knoklet for resultatet. For at gå tilbage til indledningen, så ER armene stadigt højt hævet!

Men trods fremgangen, så er det pinedød nødvendigt, at partiledelsen, de nyvalgte kammerater og ikke mindst deres rådgivere forstår ovenstående skepsis. Så kan vi forsikre os selv og hinanden nok så meget om, at vi ikke er drejet det mindste til højre, nu vi ikke har gjort det på et årsmøde. Så kan vi forsikre hinanden om, at det kun gælder en lidt anden form, eller en god og praktisk oversættelse af paroleagtige årsmødevedtagelser.

Sandheden er bare, at vi ud ad til har givet udtryk for noget andet. Det gik jo godt og vi spillede med på mediernes udlægning. Og som bekendt skaber sproget, det sagte ord, virkelighedsopfattelsen, mens det usagte forsvinder, også selvom nogle borgerlige tosser har haft travlt med at råbe op om det på deres indskrænkede måde.

Kære partiledelse, ny- som genvalgte, spidser, ansatte og ganske jævne partikammerater, ovenstående udlægning er ikke forkert, og masser af gode partisoldater har vitterligt haft svært ved at genkende dem selv og deres parti den sidste måned. Og vi har en enorm udfordring med dette faktum. Ja faktisk flere udfordringer.

For mig at se, så har vi i den grad hele 4 ganske store udfordringer foran os som parti.

1. Parlamentarisk rolle?

For det første, så skal vi være knivskarpe på vores parlamentariske rolle. Vi skal i arbejdstøjet og vi skal være konstruktive, jow jow, og vi skal nappe alle de små forbedringer og skridt i den rigtige retning efter 10 års ørkenvandring, sæ’fø’li!

Men vi skal dælme ikke hverken sluge kameler eller jordegern, eller hvad mine medbloggere ellers foreslår. Tvært imod, så har baglandet, så vidt jeg kan vurdere, behov for en forsikring om, at vi fastholder vores princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Her skal ikke være nogen højredrejning.

Enhver god forhandler ved, at kører man fast med et forslag, så må man anvise en anden vej. Står S-SF overfor et problem, hvor de radikale ter sig tossede og kræver forringelser, fx som led i en finansiering, ja så må vi komme med et, to eller tre andre forslag. Vi skal være garanten for, at der er alternativer. Vi skal tilberede en hel buffet af spiselige forslag, så kamelpartyet undgås. Og vælger S-SF-R så fortsat at føre blå politik, så er det ikke vores skyld, men deres eget ansvar – også når vi stemmer imod.

Vi skal nemlig ikke medvirke til borgerlig politik, og vi skal glemme alt om at stemme for finansloven, hvis dagpengeforringelser, efterlønsforlig, eller EU’s sparekrav er indeholdt – også selvom Per, Frank og Johanne har udtalt nok så meget, at de regner med at skulle stemme for den første finanslov.

2. Vi mangler en samlende fortælling

For det andet, så mangler vi en samlende fortælling, nogle mål om man vil, om hvor vi gerne vil rykke samfundet hen på mellemlangt sigte. Jeg er bekendt med, at debatten har været sat i gang. Men vi er slet ikke i mål endnu med spørgsmålene Hvad er vores svar på og vej til socialisme?

I de sidste ti år har vi haft en marginaliseret rolle som vagthund og den mest konsekvente opposition. Vores energi har samlet sig om at vælte Fogh og Løkke, og ranke ryggen og råbe op, når S-SF skejede ud. Men vi har forsømt os selv!

Hvis jeg kortfattet skal svinge mig op på den høje hest, så må kampråbet være: Meget Mere Demokrati! Om ti år skal samfundet, hvis vi får noget at skulle have sagt, have udviklet sig i meget mere demokratisk retning.

Vi skal have velfærdsledelse og reel medarbejder- og brugerdemokrati i den offentlige sektor. Vi skal have retssikkerheden tilbage og stoppet udflagningen af folkelig indflydelse til EU’s udemokratiske regime. Vi skal have stoppet markedets indtrængen på stort set alle områder, og iværksat en spirende produktion med alternative ejerformer. Give kommunerne lov til offentlig produktion under kommunalfuldmagten. Gennem lovgivning have stoppet (eller begrænset) spekulationsøkonomien til fordel for en bæredygtig og grøn real økonomi. Have en rettigheds og pligtdiskussion for det medborgerskab vi ønsker, hvor alle deltager og er sikret en værdig social status. Og sådan kan man egentlig blive ved.

Får vi ikke sådan en samlet fortælling på mellemlangt sigte, ja så bliver socialismediskussion ligegyldig. Så kan vi sidde i et kælderlokale som idealisterne hos Scherfig og vente på den sande revolutions komme, eller vi kan fortabe os i de dagsaktuelle forbedringer og krav, som under valgkampen, men med den risiko, at vi glemmer at vi ikke er et lappeløsningsparti, men rent faktisk vil noget – også på sigt.

3. Mange flere socialister, tak!

Vi er i den lykkelige situation, at vi for få år siden kun var 2500 medlemmer og nu er vi over 7500 – hurra! Gennem årene har vi sukket over, hvorfor miljøfreaken, den ulandsfrivillige, tillidsmanden og den ganske almindelig velfærdsdansker ikke meldte sig ind.

Det er ændret nu, det er fedt og det giver os en styrke til at nå meget bredere ud. Men selvom jeg nægter at se det som et problem, så giver det os en udfordring. Vi mangler nemlig i fællesskab at gøre de mange nye medlemmer til socialister. Vi mangler at give dem en forståelse af det kapitalistiske samfund, hvad en moderne klasseanalyse er for en størrelse. Hvordan kapitalen dominerer og ulande udbyttes.

Ja for pokker, vi aner det knapt nok selv, men vi vil stå så meget stærkere. Vores nuværende popularitet og coolness minder om de radikales i 2005 og Villys i 2007, men se hvor flygtige størrelser dette har været!

Vi skal kort sagt fremtidssikre socialismen ved at blive klogere, lave bedre analyser og få mange flere socialister. Det er ikke nok med Aktivistfabrik, hvor nye lærer at fremføre de budskaber, som andre tænker. Med et bedaget ord, så skal der sgu’ skoles!

4. Meget mere venstrefløj.

Sidst men ikke mindst, så skal vi i gang med en seriøs debat om, hvordan vi styrker hele venstrefløjen - også den udenomsparlamentariske.

Jeg har sagt det før, som faste læsere ved. Der er brug for en massiv satsning på at opbygge venstrefløjens medier. Der er brug for en medie-modmagt, hvor der ikke bare er tale om nichemedier til egen afklaring. Bredere, større og stærkere venstrefløjsmedier er nødvendige til at rejse bevægelser og sætte delkampe i et fælles perspektiv – også for dem, som deltager i bevægelsesarbejde for første gang.

Det er her de kritiske debatter skal tages internt, og her vi kan blive klogere på hinanden og læse alt det, som de borgerlige ikke gider skrive om.

Dette kræver økonomisk muskel og konkret foreslår jeg, at der skal afsættes en stor pose penge til en mediefond af de 6 mio. nye årlige kroner, som vi har fået.

En anden ting er at styrke alle de små græsrodsaktiviteter, de røde cafeer ad hoc-kampagnerne osv. Derfor skal Rød Fond, som er Enhedslistens græsrodsfond for alvor pumpes op, så de kan gøre en forskel mod de symbolske småbevillinger, som de er i stand til nu.

I det hele taget, så har vi nu en størrelse, hvor det er os, som i endnu større grad skal bære bevægelsernes krav ind i Folketinget, og os der skal hjælpe til udenfor i mobiliseringerne.

Kun hvis venstrefløjen bredt set vækster, som et nyt modeord lyder, nye initiativer blomstrer og bevægelser vokser frem, ja kun derved kan vi skabe den modmagt og modkultur, som rent faktisk kan præge mennesker og gøre op med tredive års indoktrinering som egoistisk egennyttemaksimerende individ. Det er faktisk en ret stor opgave og vi kan give vores lille bidrag, hvis vi vil.

Det er nu debatten om Enhedslistens fremtidige kurs skal tages. Det er nu nyvalgte skal have retning og opbakning, og det er nu, at debatten ikke kun skal køre internt mellem listefolk, men på hele venstrefløjen. Nu er Enhedslisten store nok til at tage rollen som hele venstrefløjens parti på sig.

God debat!