Annonce

23. september 2011 - 10:21

Ikke flere penistests af biseksuelle, tak

I dag fejres den internationale dag for biseksualitet i hele verden! Dagen er blevet fejret siden 1999 med politiske og kulturelle aktiviteter for at skabe mere synlighed om og forstand på biseksualitet.

Beslutningen om at fejre den internationale biseksualitetsdag den 23. september skyldes, at Sigmund Freud døde på denne dag i 1939. Freud bliver betragtet som en af de første personer, der brugte ordet »biseksualitet«, og dermed skabte han en ny ramme for at forstå menneskers seksuelle orienteringer og seksualiteter uden brug af en enten-eller binær opfattelse.

Alligevel er biseksuelle personer anno 2011 stadig meget usynlige (også i Danmark) og biseksualitet er sjældent anerkendt som en gyldig seksuel orientering på lige fod med heteroseksualitet og homoseksualitet, men bliver snarere set som en slags abstrakt blanding af de to.

Videnskaben: »Biseksualitet eksisterer ikke«

I 2005 lavede Northwestern University en penistest-undersøgelse af en gruppe biseksuelle mænd, der »beviste«, at biseksuelle mænd ikke eksisterede. Konklusionen blev truffet efter en stor undersøgelse, hvor testpersonerne blev bedt om at se hetero- og homoporno, mens nogle sensorer målte blodgennemstrømningen i deres penis. Konklusionen blev på det tidspunkt spredt internationalt, blandt andet i The New York Times i den kendte artikel »Gay, Straight or Lying«.

I slutningen af august i år blev der udgivet en rapport i det videnskabelige tidsskrift »Biological Psychology«, som ville bevise det modsatte, nemlig at biseksuelle mænd virkelig eksisterede. Metoden var faktisk den samme som den, der blev brugt i 2005.

Den slags kontroversielle metoder blev også brugt i Tjekkiet for at kontrollere, hvorvidt asylansøgere løj om deres seksuelle orientering, når de ansøgte om asyl med seksuel orientering som grundlag. Heldigvis blev den metode afskaffet i begyndelsen af 2011 efter stort pres fra EU Kommissionen, fordi den blev betragtet som krænkende og dybt useriøs.

JPEG - 43 kb
Videnskabelige undersøgelser har på forskellig - og tvivlsom - vis forsøgt at bevise, at biseksualitet ikke eksisterer. En antagelse, der florerer mange steder...

Den slags pseudovidenskabelige tilgange, som Northwestern University har haft gang i, er ikke tilfældige, men snarere et meget udbredt mønster i mange akademiske cirkler, og de skaber stor forvirring og en stigmatisering af udsatte grupper, i dette tilfælde biseksuelle personer. En sådan »forskning« sætter sjældent spørgsmålstegn ved heteroseksualitet, mens alle andre seksuelle orienteringer undersøges som var de unormale ved at analysere menneskers hormoner, kroppe, opførsel osv. ud fra et heterosexistisk perspektiv.

Heterosexismen hævder, at man enten er mand eller kvinde, at alle mænd er tiltrukket af kvinder, og at alle kvinder er tiltrukket af mænd. Rigtige kvinder er feminine og rigtige mænd er maskuline. Alt andet er bare mærkeligt, og det skal undersøges. Men disse undersøgelser er sjældent lavet af personer fra målgruppen og resultaterne er sjældent til gavn for personer fra målgruppen.

Situationen ligner på en måde den kontroversielle forskning, som nogle vestlige antropologer valgte at udføre ved at rejse til »eksotiske« lande for at udforske »primitive menneskelige arter« og deres »sjove« vaner uden overhovedet at se sig selv i et kritisk perspektiv eller at sætte spørgsmålstegn ved deres egne forforståelser, holdninger og ikke mindst etnocentrisme.

En af de mest farlige konsekvenser af denne pseudovidenskabelige forskning er, at den faktisk bliver udgivet i kendte videnskabelige tidsskrifter og at den bliver betragtet som »objektiv«.

Til kamp mod hetero- og monosexismen

Uvidenheden om biseksualitet er så stor, at der er fri plads for fantasien og alle mulige fordomme. Man hører eksempelvis tit at biseksualitet ikke eksisterer, men samtidig hører man også at alle mennesker faktisk er biseksuelle.

Absurditeten kender ingen grænser.

Derfor er en af de største udfordringer for biseksuelle ikke kun heterosexisme, men også monosexisme. Monosexisme tager udgangspunkt i den opfattelse, at man kun kan være tiltrukket af ét af de to køn, som monosexisme anerkender, som enten »det modsatte« eller »det samme«. Monosexisme går, ligesom heterosexisme, ud fra, at alle mennesker er enten »mænd« eller »kvinder« og derfor deler monosexisme disse »mænd« eller »kvinder« op i heteroseksuelle og homoseksuelle.

Hvis man er i et forhold med en person af det »samme køn«, bliver man betragtet som homoseksuel, er man i et forhold med en person af det »modsatte køn«, bliver man betragtet som heteroseksuel. Mange biseksuelle forener heteroseksualitet og homoseksualitet i et ord: monoseksualitet.

JPEG - 35 kb
Biseksuelle bliver ofte mødt med antagelsen om, at de må være ENTEN heteroseksuelle ELLER homoseksuelle.

Både monosexisme og heterosexisme skaber bifobi. Bifobi er en bestemt undertrykkelsesform som rammer biseksuelle. Bifobien handler primært om at assimilere biseksuelle i en enten-eller binær diskurs. Vi er enten homoseksuelle eller heteroseksuelle. Men bifobi har også noget at gøre med den ide, at biseksuelle ikke er i stand til at være monogame. Eller at biseksuelle ikke kan have voksne og indholdsrige forhold med andre mennesker. Eller at påstå, at biseksualitet bare er en fase i en persons liv. Eller at overseksualisere vores kroppe og seksualiteter. Eller at sige, at biseksuelle personer kun er tiltrukket af »mennesker«, som om vi var aseksuelle.

Usynliggørelse af biseksuelle

Den svenske sociolog, Leyla Gransell, som selv er biseksuel, lavede en levevilkårundersøgelse i 2009 om LGBT-personer i Danmark. Nogle af de konklusioner hun kom med var, at biseksuelle kvinder havde højere selvmordstanker end homoseksuelle kvinder, og at biseksuelle mænd generelt var mindre åbne om deres seksuelle orientering over for venner, familie, arbejdsplads/skole og sundhedssystemet end de homoseksuelle var.

Bifobien kommer til udtryk på mange forskellige måder, som ikke kun er verbale eller fysiske overgreb. Usynliggørelsen og assimilering af biseksuelle identiteter i LGBT-sammenhænge er også bifobi.

Men bifobien kan også være meget groft som nogle rapporter om LGBT-asylansøgere viser. Mange biseksuelle personer bliver nægtet asyl, fordi de er biseksuelle. Da jeg deltog i BireCon i 2010 i London, hvilket er den internationale konference om biseksualitet, deltog jeg i en workshop, hvor jeg hørte om en case af en biseksuel kvinde fra Kenya som blev nægtet asyl i Storbritannien. Grundet var, at hun var gift med en mand; alligevel blev hun korrektions-voldtaget af hendes mand hjemme, for at hun skulle blive rigtig heteroseksuel.

Der er meget lidt seriøs forskning om biseksuelles vilkår og meget få referencer for os. Derfor vælger de fleste biseksuelle at sige, at de er homoseksuelle, når de bliver udsat for overgreb eller truet, og de skal kontakte myndighederne. På denne måde er de mere sikre på, at de bliver taget seriøst.

Det er meget problematisk, når myndighederne ikke er klar over den situation og de dyrker derved institutionaliseringen af bifobien. Københavns Kommune har fx en hjemmeside], hvor de forklarer, hvad en hadforbrydelse er pga. forskellige årsager, blandt andet seksuel orientering. Som eksempler på hadforbrydelser med seksuel orientering som grund bruger de ord bøsse, lesbiske, eller homoseksuel, men i ingen tilfælde biseksuel.

Man kan også registrere hadforbrydelser i Københavns Kommune gennem http://www.registrerdiskrimination.kk.dk/, men der bliver aldrig spurgt til ens seksuelle orientering.

Det glemte B - bifobi og homonormativitet

Under den sidste Copenhagen Pride udleverede Enhedslisten nogle brochurer, hvor der stod »Stop homofobi og transfobi« – de glemte »bifobi«. SF udleverede også lignende brochurer under en valgdebat om LGBT-rettigheder, hvor der stod en tekst imod »transfobi« og »homofobi«, men igen blev bifobi ikke nævnt. Socialdemokraterne ankom til Priden med parolen »Ja til homobryllup i kirken« blandet med en retorik om mangfoldighed, ligestilling og tolerance, mens de brugte ordet »homo« til at referere til både homoer, transer og bier. De Radikale er ikke meget bedre i den sammenhæng. Uffe Elbæk, som er deres nye »homo politiker« er kendt i biseksuelle kredse for at havde været ansvarlig for World Outgames 2009. Under World Outgames 2009 blev biseksualitet som en bestemt og uafhængig seksuel orientering meget marginaliseret, og den homoseksuelle dagsorden fyldte meget.

Ud over bifobien oplever biseksuelle også homofobi, når vi bliver læst som homoseksuelle, eller endda heterofobi, når vi bliver læst som heteroseksuelle i homoseksuelle kredse eller sammenhænge. Homofobi, bifobi og heterofobi kommer til udtrykt ikke kun på en grov og direkte måde, men også på den måde folk kigger, bruger deres kropssprog, den tid de bruger på at høre det, vi siger, de spørgsmål de stiller og alle mulige andre faktorer, som ikke kan måles nemt, men alligevel skaber en undertrykkelse.

JPEG - 174.1 kb
Biseksuelle indkalder i anledning af biseksualitetens dag til stiftelse af et netværk for biseksuelle m.fl. i København

Se kalenderen for indkaldelse til »Stiftelse af biseksuelt netværk«.

Forskellen mellem undertrykkelse og diskrimination er, at diskrimination tager udgangspunkt i, at man »normalt« ikke er diskrimineret, og derfor kun oplever diskrimination på konkrete tidspunkter eller ved bestemte lejligheder, mens undertrykkelsen sker hele tiden, på en både beviselig og ubeviselig måde. Undertrykkelsen er meget mere strukturel.

Ud over heterosexisme og monosexisme finder man en meget konkret undertrykkelsesform i LGBT-foreninger som er »homonormativitet«. Homonormativitet tager for givet, at alle kvinder i LGBT-sammenhænge er lesbiske og alle mænd er bøsser. Transpersoner bliver ofte betragtet som et tredje køn.

Homonormativitet dyrker også nogle meget bestemte koder med hensyn til påklædning, måde at snakke og forholde sig til hinanden på osv. I en homonormativ ramme betragtes biseksuelle personer som en slags homoseksuelle, der ikke vover at springe helt ud, og man bruger ordet homofobi som en fællessag for alle LGBT’er samtidig med, at man ignorerer bifobi.

Et eksempel på dette er en kampagne som den IDAHO (International Day Against Homophobia and Transphobia) har sat i værk. Selv om man påstår, at man repræsenterer biseksuelle, nægter kampagnelederne at anerkende, at bifobien eksisterer. Desuden bliver de kommentarer, som bliver skrevet af biseksuelle i kampagnens facebookgruppe, slettet.

Jeg er træt af heterosexisme, monosexisme og homonormativitet. Derfor er jeg også træt af mainstream LGBT-bevægelsen og deres normaliseringstilgang, der ikke vil anerkende eksistensen af homonormativitet, mens den bruger en »we are family«-retorik.

Men jeg er også træt af de radikale lesbiske feminister, der essentialiserer forskellene mellem mænd og kvinder, og betragter biseksuelle kvinder som forrædere, eller Bøssernes Befrielses Front, der for at bekæmpe den heterosexistiske undertrykkelse selv bidrager til undertrykkelsen med deres slogan om, at »alle mænd er bøsser«. Jeg er også træt af heteromiljøet og den udbredte opfattelse af, at alle kvinder er »bicurious«, mens biseksuelle mænd er skabsbøsser. Jeg er også træt af visse personer i queermiljøet, for hvem selvbestemmelsen af ens identitet ikke gælder for biseksuelle personer, og biseksualitet bliver betragtet som binært, uden at vi biseksuelle bliver lyttet til.

Derfor, selv om det i dag er den Internationale biseksualitetsdag, og der er mange ting, som skal fejres, er biseksuelle den mest glemte gruppe i LGBT-bevægelsen, og det er på tide, at vi tager B’et seriøst i LGBT-dagsordenen. Der vil ikke være en seksuel revolution uden en biseksuel revolution. Rigtig god international biseksualitetsdag til alle!

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce