Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
16. september 2011 - 12:48

Per er død. Syng!

NEKROLOG: Nordens bankende hjerte er holdt op med at slå. Troubadouren, folkeoplyseren, venstrefløjsmanden, mennesket Per Warming er pludseligt afgået ved døden i København.

Hvem skal nu få hjertet til atter at slå og give liv til den plads på Jorden, hvor vi nordboere har forsøgt at bygge et åbent hjem?

Som få eller ingen andre fyldte Per Warming dette hjem med sit nærvær og sang fra Korpilombolo til Sønderjylland, Karelen til Reykjavik og videre til Manila, Mumbai og Moskva.

JPEG - 93 kb
Per Warming.
Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun.

Per Warming ikke bare ville, men levede det gode samfund. Når man travede de mange trin op til lejligheden i Halfdans gade, ventede altid god dansk mad og indimellem en finsk kålgryde. Maden havde Per lavet, så den havde balance mellem at være både kraftig og smelte på tungen, du ved, sådan at man let forledes til at spise for meget.

Sidenhen fulgte samtaler af den slags, man mindes i tiår eller livet igennem - og selvfølgelig en cognac til kaffen.

Gerne også nogle sange, egne eller fra pladesamlingen.

Det gode samfund

Det gode samfund opstod omkring Per i kraft af den ånd af ansvar for verden, som strømmede igennem det, han gjorde - hvor tanke mødte følelse, handling mødte det åndelige i tilværelsen, og generationerne førtes sammen.

I dette lå et bydende krav om moral og en bekræftelse af de spontane livsytringer, ureguleret af den stadigt mere markedsstyrede stat - det, som teologen K.E. Løgstrup også kalder de suveræne livsytringer.

Ofte indebar dette, at Per befandt sig midt i vor tids folkebevægelsers aktioner og tænkning i verden. Og langt fra de dominerende kræfter i vore dages nordiske samfund til både højre og venstre.

Per følte en smerte i forhold til forvandlingen af de nordiske lande fra samfund, hvor folkebevægelserne frembar en stræben efter lighed og fred,
til samfund, der var den nyliberale imperialismes aktive medløbere.

Modmediet var sangen, illusionstab og nabosamvirke for solidaritet, i hjemkvarteret på Islands Brygge mod gentrificeringen, i og mellem landene i Norden og globalt.

Per Warming og Olga Trunova synger »Håbets Lille Orkester« og »Lad Os Vise Vore Sår«

Rødderne

Rødderne fandt han i de mytologiske folkehøjskolers opgør med passiviteten i forhold til Nazitysklands besættelse af Danmark.

Med en kristen baggrund, som opfordrede til handling, rejstes på disse folkehøjskoler en modstand, som ikke blot blev forfulgt af den tyske besættelsesmagt, men også af den danske samarbejdsregering.

Den bedste del af Danmark gjorde væbnet oprør mod ikke bare den fremmede herrefolkstænkning, men også mod den danske stats aktive medvirken.

I denne tradition blev Per Warming tidligt rektor i en levende nordisk folkehøjskolekultur. Med en søn, der var aktiv i bz-bevægelsen, en anden, der er borgmester og en tredje, der arbejder på kasino i København, samt en hustru, som er gartner, havde Per en kontaktflade, som er få forundt.

I spørgsmålet om vold, fremskridt og religion stod han for en rank holdning, hvor han af og til følte sig ensom. For Per var volden noget, vi alle må tage ansvar for, og som findes, hvadenten vi vil det eller ej.

Dermed handler det ikke om at tage afstand fra vold eller på lignende måde påstå at have rene hænder. Det gælder om at bestemme sig for hvilket voldsniveau, som er moralsk forsvarligt ud fra en så illusionsfri holdning som muligt.

Hverken staten eller det civile samfund kan sige sig fri for både at handle og afstå fra at handle i konflikter, der indebærer, at man er delagtig i voldudøvelse eller accepterer den, og dermed gør den mulig.

Synet på fremskridtet

I spørgsmålet om synet på fremskridtet, mente Per, at venstrefløjen tenderede til at overordne fremskridtet i forhold til retfærdigheden og dermed kom til at alliere sig med urbane interesser, mens bønderne og landsbybefolkningen blev anset som mindre vigtige.

Men hvad sker der, hvis de urbane interesser, man har allieret sig med for at opnå fremgang, viser sig at sætte retfærdigheden på aftægt, samtidig med, at økologiske begrænsninger sætter spørgsmålstegn ved, om samfundskonflikter kan løses blot ved til stadighed at skyde dem foran sig?

Religion

I spørgsmålet om religion afveg Per også fra de gængse opfattelser på den danske venstrefløj. Per så i teologen K.E.Løgstrups ånd de suveræne livsytringer, før de formes af samfundets institutioner, som grundlaget for kollektive bevægelser og byggede videre på den svenske lægmandsforsker Jan Wiklunds teorier om folkebevægelser.

Det åndelige så Per manifesteret i fællessangen, og som noget, der er uadskilleligt fra unikke relationer mellem mennesker, som vi behøver for at eksistere.

Per forblev gennem hele livet en selvstændig sammenholdende kraft mellem landene, som førte folkeuddannelsen og det folkelige engagement i politikken og kulturen sammen. På Filippinerne, i Tyrkiet, i sociale fora og på økologisk arbejdslejr på Solovetsk-øerne i Hvidehavet hørtes hans stemme synge sange for at styrke modet hos os alle.

Det livslange engagement for folkehøjskolen, folkebevægelserne og folk i Norden manifesteredes i flere bøger og i deltagelsen i det politiske liv.

Modstand og myter

I bogen »Modstand og Myter« førtes en samtale mellem datidens bz’ere og antiracister og en modstandsmand fra krigen.

Sammen med Patrick MacManus, Sara og Erik Stinus organiserede han 75-års jubilæet for Gandhis saltmarch, som sammen med mange arrangementer i det øvrige Norden stod for halvdelen af den globale fejring af marchen - med en stærk appel til modstand i vor tid.

Det kan synes som om, den politiske kultur og verden, som Per bar frem, er passé i et nyt sekulariseret Norden, hvor det gælder om at eje sin identitet og være omstillingsparat snarere end at handle i fællesskab med andre for at forandre samfundet. Men måske er det tværtimod sådan, at det, han stod for, er det, vi behøver i fremtiden.

For Per var Norden ikke en unik egenskab hos de nordiske folk, en identitet som kan dyrkes frem. Det var i stedet i relationen mellem folk, at vi i Norden har lært noget, som er værdifuldt, noget, som kan udstrækkes til andre, og som indebærer, at der hverken findes en yderste grænse for det nordiske, eller at det for altid er givet, at det fortsat findes.

Den russiske guitarpoesi

Måske kommer der en dag, hvor det at eje sit varemærke viser sig at være utilstrækkeligt. Og at skyde ansvaret for udviklingen fra sig gennem henvisning til senere fremskridt, ikke længere er den fremgangsfortælling, den engang var. En tid, hvor der synges nye sange i fællesskab, og gamle sange får ny kraft.

Per levede, som han talte. Hans sidste store projekt var at forbinde Norden med den russiske guitarpoesi. Den voksede frem i Sovjetunionen i 50’erne blandt russiske unge, som rejste ud i naturen for at synge og skrive sange sammen.

En amatør sangbevægelse, som hverken tog afstand fra den russiske revolution eller tilpassede sig magten. Den er lyslevende også i andre lande med tidlige eksponenter som Okudzhava og Vysotskij.

Per har udgivet deres sange i en bog med både russisk og dansk tekst, og han sang dem selv på turnéer i Norden og på besøg i Moskva.

Per Warming i Den Gule Villa 1

Per Warming i Den Gule Villa 2

Bærer af demokratiet

Hvem skal nu skabe venskab med vore nabolande og få os til at opdage fremmede verdener på den anden side af Jorden og i vores eget land?

Med sin illusionsløshed og samtidige tro på fornuft og følelse byggede Per bro mellem mennesker og bevægelser af de mest forskellige slags.

Hvem skal nu bære dette videre på en måde, som forener mennesker med vidt forskellig ideologi og udgangspunkt?

Jan Wiklunds bog om de globale folkebevægelser de seneste 2500 år, som Per satte så stor pris på, har titlen »Demokratiets bærere«.

Per var en bærer af demokratiet.

Musikere i valgkampen

Han ikke bare sang demokratiet frem, han organiserede det også.

I forbindelsen med den seneste valgkamp i Danmark tog han initiativ til, at musikere stillede sig til rådighed.

Inspirationen kom fra det politiske sangværksted på PH caféen i København, som han grundlagde og udbredte til Helsingsfors med Jan Hammarlunds viseværksted i Stockholm som forbillede.

Til World Social Forum tog han initiativ til, at musikere fra hele verden indspillede en cd med modstandssange som en hyldest til alle kæmpende folkebevægelser.

Per er død.

Vi har et valg. Vi kan tage ansvar og bære demokratiet videre.

Undertiden kan vi lave os et godt måltid for dem, vi lever sammen med på Jorden.

Og lytte til det danske sprog, når det er smukkest, når Per synger guitarpoesiens »Håbets Lille Orkester Med Kærlighed Som Dirigent« og »Lad os vise vore sår og vrede, når det smerter«.

Eller synge den Mikael Wiehe sang, som Per har udbredt til så mange sociale fora og lande. Den begynder: »Her er en sang til modet, den går til alle dem, som drømmer om en morgendag, selv om natten er lang«...

Oversat fra svensk af Kim Ingemann

Om Gandis saltmarch, se Tidslinjen 12. marts 1930

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce