Forkerte reformer giver ikke rigtig velfærd

Tilbagetrækningsreformen, som de borgerlige partier aftalte i maj, vil slå fejl. Reformen vil ikke få danskerne til at holde væsentligt længere ud på arbejdsmarkedet end i dag.

Derfor giver den heller ikke den store økonomiske gevinst, som forligspartierne har stillet vælgerne i udsigt. Til gengæld har reformen mere alvorlige sociale følger, end tilhængerne hidtil har indrømmet.

Det konkluderer vores bog Forkerte reformer giver ikke rigtig velfærd, der udkom tirsdag den 23. august.

Bogen analyserer efterlønsproblematikken dybtgående og kritisk på basis af tal fra Finansministeriet og de senere års forskning. Samtidig lægger den op til debat om, hvordan vi kan gøre arbejde i den tredje alder overkommeligt og attraktivt for flere.

Bogen viser, at reformen rammer efterlønnerne meget forskelligt efter deres situation. Efterlønsgruppen kan groft sagt opdeles i kernebrugerne, der tæller ca. halvdelen, og en række mere perifere grupper

Kernebrugerne er dem, der går på efterløn som 60-61-årige, selvom de ville have stor økonomisk fordel af at fortsætte et år eller to.

Gruppen består stort set af arbejdere med et kraftigt islæt af ufaglærte fra typiske nedslidningsbrancher som slagterier og rengøring. Kernebrugerne har typisk reduceret arbejdsevne – for manges vedkommende på grund af fysiske og psykiske helbredsskavanker.

Hver fjerde går på efterløn som arbejdsløse og en forholdsvis stor del bor i de dele af landet, der har tabt mange arbejdspladser i de senere år.

Det er ikke sandsynligt, at der kan findes varig beskæftigelse til ret mange i kernegruppen. Reformens økonomiske regnestykker forudsætter ikke desto mindre, at 68 pct. af dem, der ellers ville være gået på efterløn, får et fuldtidsjob.

Det kræver, at der skabes 125.000 nye jobs fra 2013 og frem til 2020 i den private sektor, og at den gennemsnitlige nettoledighed mindskes til 3,5 pct. i gennemsnit. Det svarer til, at der skal oprettes mere end 15.500 nye private job pr. år til navnlig faglærte og ufaglærte arbejdere.

Så høj jobvækst – og så lav ledighed – har vi kun haft i et par år ud af de sidste 30 år.

Alternativet vil for mange blive førtidspension, evt. i den nye variant, seniorførtidspensionen, som sandsynligvis vil få langt flere brugere, end Finansministeriet har forudsat.

Der vil samtidig blive flere, som må krydse sig igennem deres sidste år på arbejdsmarkedet på sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp. Måske får vi igen de fattige ældre at se i gadebilledet, som man kender det fra andre lande.

Ud over at de ældre i kernegruppen får en ringere og mere utryg økonomi, vil de også blive økonomisk afhængige af en evt. samlever.

Derfor er reformen ikke alene et socialpolitisk tilbageskridt, men også en svækkelse af ligestillingen, sammenlignet med i dag.

Den halvdel af efterlønnerne, der befinder sig i periferigrupperne, rammes langt mindre hårdt af reformen. Dels bruger de ikke efterlønsordningen så længe. Dels er det typisk i en bedre situation, helbredsmæssigt, beskæftigelsesmæssigt og økonomisk.

Derfor vil de ofte have alternativer til efterlønnen, hvis de fortsat ønsker at trække sig tilbage før pensionsalderen f.eks. i form af store pensionsopsparinger.

I de kommende år vil vi desuden se et marked for private efterlønsordninger, bl.a. finansieret af de store skattefri tilskud, som ifølge reformen skal udbetales til dem, der forlader efterlønsordningen.

Der er derfor brug for nye metoder til at holde på de lidt bedrestillede seniorer, hvis de skal forblive i arbejdsstyrken.

KVOR-partiernes aftale indeholder intet om, hvordan en mere effektiv seniorpolitik skal se ud, eller hvordan arbejdspladser og faglige organisationer involveres i at udforme rammerne for et længere arbejdsliv.

Reformen bygger grundlæggende på anbefalingerne fra Arbejdsmarkedskommissionen, der slet ikke undersøgte mulighederne i en bedre seniorpolitik, selvom de udtrykke¬ligt var blevet bedt om det.

Kommissionen undersøgte heller ikke efterlønnernes helbred eller arbejdsevne, før den konkluderede, at langt de fleste efterlønnere vil komme i ordinær beskæftigelse, hvis efterlønnes afskaffes.

Kommissionen byggede i stedet sin vurdering på en udredning fra de private pensions- og forsikringsselskabers brancheorganisation.

Bogen viser, at denne udredning var særdeles skæv og mangelfuld, og at Arbejdsmarkedskommissionen desuden ignorerede den tilgængelige viden om efterlønnernes sundhed fra bl.a. Statens Institut for Folkesundhed.

Kommissionens manglende ekspertise på to afgørende områder fik den til at anbefale en reform, som ikke holder i virkelighedens verden.

Derimod har nordiske arbejdsmiljøforskere, arbejdssociologer m.fl. i de senere år fremlagt en lang række forskningsresultater, der kan bringe et længere arbejdsliv for ældre inden for rækkevidde.

De mest avancerede virksomheder er også nået et stykke, ligesom bl.a. 3F arbejder med at få arbejdsmiljø og sundhedsfremme til at gå hånd i hånd, så flere ufaglærte bevarer arbejdsevnen.

Nogle af de centrale resultater sammenfattes i bogens del 4, hvor vi foreslår at sætte de ældres velfærd i centrum for tilbagetrækningspolitikken i stedet for abstrakte økonomiske mål om arbejdsstyrke og finanspolitik.

Gevinsten vil ikke bare være menneskelig, men også økonomisk. For mange mennesker har for få muligheder for et produktivt liv i deres ældre år.

Et af de centrale mål bør være at modvirke udstødelse på grund af alder. Derfor lægger bogen bl.a. op til en »omstigningsreform,« der gør det realistisk at skifte karriere midt i arbejdslivet.

Jacob Andersen er journalist og Nils Enrum er lektor på Professionshøjskolen Metropol.

De har sammen stået for bloggen »Fup og fakta om efterlønnen« på information.dk og skrevet bogen Forkerte reformer giver ikke rigtig velfærd der er udgivet af mediebureauet Dansk Kommunikation.

Læs del fire af bogen »Den rigtige reform« på hjemmesiden for Dansk Kommunikation (pdf-fil)