Valg 2011: Musikken er budskabet (1)

ANMELDELSE: Den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen har sagt i den igangværende valgkamp, at kulturpolitikken bør spille en større rolle i valget.

Det har han god grund til at mene, da VKO-flertallet har haft stor indflydelse på vilkårene for det danske kulturliv, især negativt.

Men kunsten og kunstnerne spiller allerede en vigtig rolle i valgkampen. Både dér, hvor de aktivt tager stilling, og dér, hvor de uafvidende misbruges af politikere.

Mange lokale kandidater fra alle partier har lagt sange ud på nettet, hvor de enten selv synger, eller lokale partikammerater synger kandidatens pris. Denne type videoer og musikindspilninger vidner om et socialt og politisk engagement, som ikke nødvendigvis er omsat i en æstetisk oplevelse, så derfor holder vi dem ude af denne anmeldelse.

Derimod vil vi i det følgende kigge nærmere på musik og tekster, som rent faktisk spiller en markant rolle - de deles i stor stil i sociale netværk - for at se på forholdet mellem budskab og æstetik. Kunstens udformning og ophav siger nemlig også noget om det tankesæt, der ligger bag det politiske budskab.

Listen

Enhedslisten, som ikke har de samme penge til valgkamp som f.eks. Dansk Folkeparti (DF er på Mærsk McKinney-Møllers lønningsliste), er helt afhængig af kunstnernes villige opbakning. Og heldigvis er den stor.

Det bedste eksempel i denne valgkamp er den københavnske rapper Vakili’s »Listen«. Han har, uden at Enhedslisten valgkampkontor har været indblandet, komponeret en rap, som musikalsk fungerer fremragende i sig selv, fordi det virker hjertefølt, men som også skærer budskabet klart ud i beats.

Vakili slår fast, at han stemmer med hjertet, og at han ikke kan andet, fordi hjerne og hjerte hænger sammen for ham. Men samtidig sætter han det konkrete parlamentariske valg i et antikapitalistisk perspektiv: »Har du brug for din boss, eller har han brug for dig«, rapper Vakili, og man mindes om, hvor længe det egentlig er siden, at sådanne spørgsmål blev stillet i det danske kulturliv.

Musikken er farverig, beats blødgjort af fløjter og harmonika og mellow bas, og det klare budskab understreges af det gentagne »enhed«. Et ord, der tilføjes en ny betydning, når Vakili i videoen går sammen med en cyklende dreng, der tydeligvis ser op til ham - fra Nørrebro til Christiansborg.

Videoen og musikken fungerer fremragende som politisk kunst, fordi der er sammenhæng mellem ord og musikalsk udtryk, og endda også med det visuelle udtryk. Og så kan musikvideoen forstås og føles, selv om man måske ikke er enig i budskabet.

Kald en spade for en spade

Michael Hardinger, tidligere den væsentligste sangskriver i popgruppen Shu-Bi-Dua, har skrevet en sang, »Kald en spade for en spade« til fordel for Liberal Alliance.

Hardinger har selv fremført den på partiets landsmøde, men den optagelse er for dårlig til at kunne bruges som valgpropaganda. Til gengæld har partiets folketingskandidat Nichlas Larsen benyttet sangen i en studieoptagelse som akkompagnement til sin digitale animerede valgplakat.

Michael Hardingers musik er fuld af sødme. Dele af melodien kan minde lidt om Shu-Bi-Dua’s ældre sang »Hvalen Valborg«. Og i princippet kunne der hældes et andet tekstindhold i sangen, uden at musikken ændrede karakter. Alligevel er der en vis sammenhæng mellem musik og tekst.

Sangen er domineret af en melodilinje, som virkelig fører lytteren med sig gennem en sød, rar akkordrække, man hurtigt føler sig hjemme i.

Og det er en melodilinje, man let husker. Men man husker måske også, at ophavsmanden flyttede til USA og boede der i mange år, hvor han så slap for at betale skat til det danske samfund. Og før Shu-Bi-Dua tjente han sine penge på at sælge hippietøj og lilla bleer til 68’ere.

Så hvis teksten giver indtryk af, at Liberal Alliance og Michael Hardinger går ind for økonomisk frihed og er mere til sociale udfordringer end systemisk tryghed, så passer det med ophavsmandens historie. Dermed også sagt, at det også passer med de mere negative træk: en klar sans for opportunisme og lav fællesnævner minus evne til kunstnerisk udfordring. Som dermed smelter sammen med Liberal Alliances projekt.

I denne forstand er det musikalske og tekstlige udtryk personligt og ærligt.

Og Liberal Alliance har en god ven i Michael Hardinger, da han formår at tillægge den klichéfyldte tekst en sødme, som partiets program og kandidater ikke ellers formår.

På den anden side formår Hardinger ikke i sin sang virkelig at kalde en spade for en spade, dertil er han alt for blød i sine formuleringer. Det er nu også svært reelt at kalde en spade for en spade, når man selv skovler sponsorpenge ind fra bankejeren Lars Sejer og den enevældige erhvervskonge Mærks McKinney Møller.

Det er først og fremmest disse rigmænds interesse og frihed, man beskytter med kravet om lavere skat. LA repræsenterer ikke den bekymrede befolkning i midten mellem fløjene, som Hardinger synger om. Og derfor er Hardinger ude på en propagandatur, der ikke holder i længden.

Men som værk hænger det udmærket sammen. Liberal Alliance er pop og overflade.

Hitler danser

Ikke mindst Dansk Folkeparti udgør fjenden for en meget stor del af de danske kunstnere, der agerer på internet og især YouTube. Det er den iboende racisme i partiets retorik, stramheden og det inhumane grundsyn, som støder mod kunstnernes kreativitet og lyst til at forbinde sig med det ukendte, inklusive mennesker.

Der er mange eksempler på anti-DF sange og videoer at finde på nettet, nogle af dem er ikke særlig saglige, men kan være morsomme nok.

Tjek for eksempel denne dansevideo:

Kunstneren her er Rob Simonsen, som har lavet det korte track »Smokin’ Chocolate«. Det er så benyttet som underlægning til en manipuleret video. Udtrykket er klart og konkret. Ingen argumenter, kun en følelse. Måske en følelse af hævn, måske en følelse af, at livsglæden vil vinde over racismen.

Det musikalske udtryk er moderne funktionel dance, der får kroppen til at bevæge sig, men det kunne ligeså godt være Offenbach’s »Can-Can«, hvis det groteske i optrinnet skulle understreges.

Fransk Dolkeparti

Da statsministeren har været længe om at udskrive valget, og da længslen efter forandringer har hobet sig op, har det haft den bivirkning, at flere kunstnere har lavet valgsange allerede før, valget var udskrevet.
Det gælder for eksempel Fransk Dolkeparti, der som navnet antyder, er dannet i en protest mod Dansk Folkepartis dominerende indflydelse på dansk politik.

Fransk Dolkeparti har fået et mindre hit med »Ka’ Vi Så Få Fred«, en ironisk sang om ikke at ville se virkeligheden i øjnene og i stedet søge tryghed i konservatismen.

I »Ka’ Vi Så Få Fred« hænger musik og tekst fuldstændig sammen. Det musikalske udtryk stryger lytteren med hårene, man føler sig behaget og kælet for. Man kan virkelig føle, at ballade på gaden er et forstyrrende element i den idyl, der fremstilles.

Og det er måske også et problem, når der er tale om en ironisk sang. Hvis et udtryk skal forstås som ironi, skal der være noget i udtrykket som modsiger udsagnet. Enten som overdrivelse, i iscenesættelsen eller direkte i det musikalske udtryk. Ironien forstås af mange først, når den bliver forklaret. Men når den er forklaret, altså iscenesat af en fortæller, virker sangen stærkt.

Derfor er det også video versionen, der skaber hittet, da politiets vanvittige optræden ved Brorsons-kirken skaber sin helt egen fortælling og sætter sangens udsagn i et gribende perspektiv.

Kandidatsang

Det Radikale Venstres perspektiv på politik er, at det hele handler om det parlamentariske spil, og derfor er der en vis konsekvens i, at den mest hittende video til fordel for partiet har fokus på en enkelt kandidat, nemlig Zenia Stampe.

Sangen er en traditionelt lydende akustisk folkesang, tilsat en tekst, der ligeså godt kunne have stået på en løbeseddel. Det vil sige, at teksten ikke relaterer sig til det musikalske udtryk. Der er ikke tale om poesi, men nøgterne politiske overvejelser, og derfor fungerer sangen ikke særlig godt udover dens umiddelbare formål. Altså, den er glemt, når Zenia har fået sin taburet.

Og dog - hittet ligger i, at denne tørre sang i videoversionen er tilføjet en mandlig stripper i baggrunden, som helt tager opmærksomheden fra budskabet.

Det giver heldigvis for sangskriveren en ironisk distance til den primitive tekst samtidig med at navnet Zenia Stampe listes ind i hjernen på publikum.

En gyser

De borgerlige partier kan ikke opvise særlig meget aktiv støtte fra kunstnere på nettet. Og noget af det, der ligger, er faktisk så dårligt, at det kan bruges imod dem. Og det bliver det.

De Konservatives Landsrådssang 2010 er en virkelig gyser for partiet, som er blevet et hit, der deles mellem modstandere af VKO.

Også sangens ophavskvinde Nanna Lüders har klaget over misbruget og mishandlingen af hendes melodi, der er skabt som en støttesang for en indsamling til sultende i Afrika.

Udførelsen sætter De Konservatives glæde ved kanon’er og borgerligt smagsdommeri i perspektiv. Derfor er denne omgang politiker-karaoke kontraproduktiv for partiet.

Også i tilfældet med De konservatives Landsrådssang siger æstetikken noget i sig selv. Teksten, som dårligt kan høres, er en typisk lejlighedstekst, der vækker glæde og samhørighed, og der er vel ikke noget i vejen for, at lade hver fugl synge med sit næb og give »plads for alle der vil«, som det hedder i en gammel socialdemokratisk sang.

Men sangen er ikke del af en konservativ sangtradition eller på anden født ind i dette fællesskab. Melodien er tyvstjålet fra en venstreorienteret kunstner, som aldrig ville bidrage til de konservative, hvis hun blev spurgt. Den er ovenikøbet skabt for at samle ind til nødlidende, så der er tale om dobbelt-tyveri.

Den følelse, der ligger i musikken, er så omsat til støtte for et projekt, der mere handler om at støtte sig selv end at give til andre.

Og så er sangen jo ikke sunget af delegerede fra lokale vælgerforeninger, men af selve topledelsen hos De Konservative.

Man ser to kulturministre, hvoraf den ene har påtvunget kultur- og uddannelsesinstitutioner sine egne kanon-projekter, synge falsk i denne video.

Derfor udtrykker udførelsen og de æstetiske valg i høj grad et klassestandpunkt. Vi har ingen respekt for arbejderen, altså ophavskvinden, siger de konservative, men vi har respekt for retten til at tilegne os frugterne af andres arbejde og gøre med dem, hvad vi vil.

Fler Farver

Nu skal det hele jo ikke ende i falske toner. Gruppen Fler Farver har lavet en opmuntrende og fantasifuld valgkampagne, som ikke handler om et bestemt parti. Sangen »Statsminister På Et Dansegulv« handler tydeligvis om rummelighed:

Tekst og musik er i den lette genre, først og fremmest udtrykkes optimisme og et overskud, der må være båret af en vished om fantasiens og de fantasifuldes sejr. Teksten tynges ikke af paroler - de står på videoens valgplakater og er ikke af den tørre realpolitiske slags.

Fler Farver taler værdipolitik. Teksten udtrykker livsglæde og åbenhed, og det fungerer, fordi musikken også udtrykker livsglæde og åbenhed.

Læs også om og hør Fransk Dolkepartis nye sang med Sidney Lee

Læs også om Laboratorium for Politiske Visers Rejsehold, der støtter kampen for en rød regering.

Se også valgboxen på Modkraft.dk om valgkampen og valghumor