Graffiti kulturen er i sin natur indelukket og udtaler sig i reglen kun på opfordring og anonymt. Det billiges ikke at gøre sig til talsmand for miljøet, og derfor tager graffitimalerne sjældent til genmæle, når de angribes i medierne.
Og det gør de ofte. I lange tider har man kunnet læse I dagbladene og se på tv, at graffitimalerne er multikriminelle, voldelige og på det nærmeste svælger i hård narko. En karakteristik, der er svær at genkende i det omtalte miljø, men som altså sjældent modsiges.
Som en slags kommentar til »debatten« om hvad graffiti er for noget, er der blevet annonceret et storstilet arrangement, kaldet »Meeting of Styles«, hvor et talstærkt udvalg af Europas graffitimaler-elite gæster København. Ikke for at lave hærværk, men for at male på en stor mur i Københavns Sydhavn, imens der skates, spilles musik, danses breakdance og drikkes sodavand.
En positiv tilkendegivelse fra miljøet om, at blot murpladsen er tilgængelig, behøver graffiti ikke være grimt og koste penge. Det kan se flot ud, malerne kan godt rydde op efter sig, og de kommer ikke op at slås.
Men Energi 2, der står som udlejer af lokaliteterne, har nu valgt at bryde udlejningskontrakten med arrangørerne. Det sker på kraftig opfordring fra Energi 2’s storkunde Københavns Kommune, der mener, at lovlig graffiti erfaringsmæssigt medfører hærværksgraffiti.
Modreaktion fra grafitti-malere
Denne erfaring stammer fra adskillige kuldsejlede graffiti-projekter i bl.a. Silkeborg, men succesfulde
graffitiprojekter i bl.a. Vesterå i Sverige fortæller en anden historie.
Eftersom miljøet selv står for arrangementet »Meeting of Styles«, er det sandsynligt, at det vil komme til at foregå under så gunstige betingelser for malerne, at de ikke har lyst til at lave hærværk.
Går det sådan, vil det være så stor en begivenhed – den største i Danmark nogensinde – at den ikke kan ignoreres, når kommunen fremover skal argumentere imod fristeder, hvor graffiti kan males lovligt.
Om det er den reelle grund, kan man kun gisne om, men nu ser det i hvert fald ikke ud til at arrangementet bliver til noget. Resultatet af den beslutning vil formentligt blive en modreaktion fra malerne.
Og erfaringsmæssigt er der noget der tyder på, at den reaktion snarere vil stå at læse på DSB’s materiel og i gadebilledet, end i pressens debatspalter.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96