Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
23. august 2011 - 19:32

Som spøgelser, der vækkes til live

Lørdag strømmede mennesker til H. C. Ørstedsparken. Nogle for at deltage i festivalen Woodstock Genopstår, nogle for at støtte Copenhagen Pride, og en lille skare, på cirka 120 mennesker, for at deltage i den årlige picnic afholdt af The Dragonfly Society.

En picnic i en park, er ikke et helt unaturligt syn. Alligevel skilte cirka 120 mennesker sig gevaldigt ud fra H. C. Ørstedsparkens sædvanlige klientel, da de deltog i The Dragonfly Society’s årlige picnic.

Her lød dress coden nemlig: »Kom gerne klædt i hvidt! Vi opfordrer folk til at klæde sig med inspiration i temaet; 1880’erne til 1910’erne, Elvira Madigan, Sixten Sparre. Linedansere og Løjtnanter. Victoriansk og Edwardiansk picnic-antræk. Som minimum opfordrer vi til at komme iført selskabstøj«.

JPEG - 72.1 kb
Foto: Filip S - Lilit.dk.

Det blev dog et mix og match, de forskellige stilarter imellem, men fælles for næsten alle deltagere var, at de havde gjort noget ud af at være klædt ud. Ideen om, at fortiden skulle bringes til live, var en fælles ide – og det blev den så. Da arrangementet begyndte klokken 17, skød picnictæpper, madkurve, parasoller og tekander op som små paddehatte på græsplænen.

Høje hatte

Der var hvide handsker og høje hatte, uniformer i både klassisk og selvopfundet stil, overdådige kjoler og små slør i skøn forening. Som spøgelser, der vågner for en stund, sad flokken dér på græsset og repræsenterede hver deres tidsalder.

Mens de deltagende drak te, øl, vin og mjød i den vilde natur, opviste ny-cirkusartisten Moa Asklöf Prescott, sit halsbrækkende linedansernummer, som bogstavelig talt foregik på slap line og tribal-style mavedanserne Tribe of Gaia forførte den festklædte flok til æggende rytme. Enkelte afbrydelser i opvisningerne blev det dog til, bl.a. kom digter Christoffer Gertz Bech og læste højt fra sine finske skjaldinspirerede digte.

JPEG - 131.4 kb
Foto: Filip S - Lilit.dk.

I år var temaet for picnic’en A dream within a dream, som Edgar Allan Poe skrev det, og hilsner blev sendt tilbage til det »der var engang« gennem reklamejingles fra 30’erne og klassisk Bellmann, som bragede gennem højtalerne, der var strategisk placeret, så man undgik larmen fra Woodstock Genopstår, og derved kunne beholde fantasien om at befinde sig i den senvictorianske periode.

JPEG - 96.8 kb
Foto: Filip S - Lilit.dk.

Og hvad passer bedre til en picnic end et lille slag kroket? Spillet blev i hvert fald fundet frem, til stor glæde for både børn og barnlige sjæle. Den første nær det klassiske spil var en ung mand iklædt en militæruniform fra før anden verdenskrig.

At holde på formerne

Men selvom de deltagende hver og én var klædt ud i tidstypiske kjoler og jakkesæt, gik snakken alligevel om hverdagsting og den nyeste computer, mens smartphones blev fundet frem fra tasken.

Nogle valgte dog at holde mere på formerne end andre og havde ladet den slags moderniteter forblive hjemme.

Og på græsset under den strålende aftensol i H. C. Ørstedsparken, kunne man således opleve unge og gamle i hvide kjoler og høje hatte, rygende på vandpiber til lyden af fortiden, mens himlen blev mørkere og stjerner og fakler tændtes i skøn forening.

JPEG - 82.3 kb
Foto: Lars W. Schmidt.

The Dragonfly Society fungerer normalt som en natklub-event, afholdt på det hedengangne Club Faust, hvor tidsperioden 1700-1940 hyldes. I år er det dog blevet valgt at hylde fortiden i H.C. Ørstedsparken.

Næste Dragonfly Society arrangement bliver afholdt i november. Se mere hos The Dragonfly Society på Facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce