Man må aldrig lave terror. Det er forbudt. Og det står selv i Aktuelt! Og hvis der’ mere med dig, så bli’r det sagt

I dag oplevede vi Anders Riisager, vicestatsadvokat og anklager, procedere i sagen mod ROJ TV.

Hallo, for en stil. Jeg har aldrig set magen.

Kulminationen var, da han næsten hoppende gentagende råbte ud i retssalen, mens han med en løftet pegefinger slog i luften :

-  Man må aldrig lave terror. Det er forbudt!

Og så dokumenterede han sit overraskende og sublime udsagn med, at det havde han læst i en bog.

-  Sådan er folkeretten, triumferede Anders Riisager, som toppen på den argumentation han netop havde leveret.

-  Og Landsretten og Østre Landsret følger dette, underbyggede han.

MIN GUD! Er det standarden? Er det så simpelt at procedere? Kan man argumentere på den måde i en dansk retssal, når det er staten der anklager?

Er det niveauet?

”For det man siger er man selv (hvad?)
Det står i Aktuel (hvad?)
At du er en flødekaramel (nåå...)
Så bytte-bytte købmand
Og klappe-klappe kage
Send den videre, prutskid!
Men aldrig tilbage”

(Citat ”Anden” – også kaldet Anders Matthesen fra Terkel i Knibe)

Nej, undskyld, nu gled jeg vist ud af rollen og tangenten ….
Men det var ikke min skyld, det var Anden og Anders eller også er det min indre svinehund.

Jeg må hellere advare her: Dette referat er ikke journalistik. Det er mine personlige oplevelser af, hvad der skete på 2. retsmøde i ROJ TV-sagen.

ROJ TV sender i disse dage live fra København, Nytorv foran Domhuset. foto:lilsim

Anklageren har bevisførelsen

Men næh, for en procedering forsvarer Bjørn Elmquist leverede, iført prikket slips, hvide prikker på rød bund, modsat i går, hvor han bar et stribet slips, i klare hvide striber på blå baggrund.

-  Bevisførelsen har anklageren, startede Elmquist og konkluderede, at anklageren dermed havde bolden. Og kunne styre sagens bevisbyrde.

Men bevisbyrden skal løftes, mindede han de fire dommere, to anklagere og deres to assistenter om, ligesom os 21 tilhørere og et par betjente i beredskab og pæne blå skjorter.

-  Med begrundet tvivl, understregede Bjørn Elmquist.

Og så var niveauet ligesom lagt fra morgenstunden i Domhuset, værelse 27.

Det afhænger af øjne, der ser!

Det var som at være i wellness-center, som at dinere på restaurant i Budapest, som at lytte til et mix af Prince, Sort Sol og Outlandish på én gang.
Total luksusretorik.

-  Det ville være så nemt, hvis vi bare havde nogle objektive kriterier for, hvad terror er, forklarede Elmquist og fortsatte:

-  Men sådan er det ikke altid. Det afhænger af øjne, der ser!

Er det en frihedskæmper? En frihedskamp?

Kurdernes frihedskamp har varet i mere end 100 år, kan vi så bare begrænse os til ét eksempel?

Og så bad Bjørn Elmquist sin charmerende jurist uddele en moppedreng af en materialesamling til dommere og anklagere.

Slå op på side 11, hvor I finder en fotokopi af en artikel fra National Tidende, 8. april 1945. Læs overskriften: ”Fire terrorister dømt til døden”.
Likvideringer skete omkring befrielsen og afslutning af 2. verdenskrig her i Danmark.

Fire uger efter befrielsen vovede ingen at kalde nogen terrorister.

Dette til illustration for ”at alt bliver afgjort af øjet, der ser”.

Skal Danmark fungere forlænget arm for Tyrkiet?

At stå på en liste som terrororganisation, er ikke tilstrækkeligt bevis.

Specielt ikke i EU-sammenhæng. EU’s terrorliste er ofte blevet underkendt. Det er politisk valgt, hvem der står på EU’s terrorliste. Der er motiver til overhovedet at have en terrorliste.

EU-Domstolen i Luxemburg har flere gange taget PKK af listen – men et ministerråd har smækket den på igen.

Tiltalen mod ROJ TV er rejst på baggrund af en PET-vurdering. Af embedsmænd.

Ofte gør man jo også det, at man inddrager andre eksperter i en sag, som fx ikke er PET. Det er det, man kalder for ”a second opinion”, som ikke behøver at være forskellig fra den vurdering, man har handlet ud fra. På denne måde får man flere, og andre vinkler frem.

-  Der findes allerede en vanskelighed i at tale kurdernes sag i Tyrkiet uden at blive kaldt for terrorist. Men skal Danmark fungere forlænget arm for Tyrkiet? Spurgte forsvareren henvendt mod dommerne.

Selskabeligt samvær mellem anklagere og tyrkiske myndigheder

Anklagerne har haft selskabeligt samvær med de tyrkiske myndigheder, før sagen blev rejst, det kom frem allerede ved første retsmøde. Bjørn Elmquist mente, at både Anders Riisager og Jacob Buch-Jepsen dermed var inhabile som anklagere. Og ville derfor gerne have dem som vidner for at få synliggjort dette venskabelige forhold mellem anklagere og de tyrkiske myndigheder, så retten kunne få at vide, hvordan det hænger sammen.

Men dommerne afslog vidneindkaldelsen på grundlag af for sen indsendelse. Dette erkendte Bjørn Elmquist overfor retten med en kommentar om, at afslaget var givet uden at vurdere grundlaget for vidnebegæringen. Dette vil jeg belyse senere på anden vis, lovede Bjørn Elmquist.

Politisk baggrund for sigtelsen mod ROJ TV

Noget helt andet er menneskerettighederne, som Tyrkiet ikke overholder, ej heller københavnerkriteriet, som de i øvrigt skal overholde for at blive medlem af EU.

Her henviser Elmquist til forskellige journalistiske artikler, fx fra det amerikanske CNN med overskriften ”Tyrkiet trænger til en ny reform”, om at systemet i Tyrkiet er så kritisabelt, at grundloven skal laves om – og selv den tyrkiske regering indrømmer det.

Politiken 2011: ”Journalister fængsles i Tyrkiet”, på grund af medlemskab af en forbudt organisation (PKK).

Og forsvareren fremviser flere eksempler på artikler fra medierne, som påviser, at den er riv-rav-ruskende-gal i Tyrkiet.

Sigtelsen mod ROJ TV er sket på en politisk baggrund, konkluderer forsvareren.

De to assistenter på anklagersiden vender nu øjne mod hinanden og himler. De keder sig demonstrativt, mens forsvarer procederer om Tyrkiets manglende overholdelse af menneskerettighederne.

Domstolene i Tyrkiet er inkvisitoriske

Men det er ikke nok at sigte og anklage – der skal leveres beviser for terror, fortsætter Elmquist og spørger:

-  Kan afhoppede PKK’ere mon bevise terror?

Tidligere medlemmer af PKK, som har angret og er blevet afhørt i Tyrkiet under en såkaldt undersøgelsesdomstol, som de har i Tyrkiet. Det er i stil med det, vi havde i 1815, inkvisitorisk, og det har en odiøs klang i vores ører i dag.

Derfor har jeg også nægtet at deltage i afhøring i Tyrkiet, tilføjer han.

Jeg har begæret 13 vidner, og har fået afvist 11 af dem af anklageren.
Vidnerne er fx nogle af de kurdiske folkevalgte 56 borgmestre fra Tyrkiet, der i sin tid skrev et brev til Anders Fogh Rasmussen og bad ham om ikke at lukke ROJ TV. –

Ytrings- og pressefrihed kan være ubehagelig

- Pressefrihed – hvorfor bliver information til propaganda?

-  Hvornår skal informationer stoppes og straffes?

Forsvareren stillede ikke disse spørgsmål ud fra det tyrkiske retssystem, men ud fra det danske retssystem. Og i forhold til menneskerettighedskonventionerne i EU og øvrige internationale aftaler.

Og ligesom Thomas Hammarberg, kommissær for menneskerettigheder i Europarådet skrev i sine anbefalinger til Tyrkiet i forbindelse med den nyudgivne rapport om ”Ytrings- og mediefrihed i Tyrkiet”, af 12. juli 2011, bemærkede advokat Elmquist også, at ytringsfrihed også omfatter ”det systemkritiske, de meninger, der går imod magthaveres mening og som er ubehagelige at høre på”.

Læs om Thomas Hammerbergs rapport på Modkraft

Propaganda eller nyhedsformidling

Når en journalist fra Politiken møder Taleban militser i Afganistan, og avisen bringer et dobbelt opslag med billeder, er det så terror? Til sammenligning med ROJ TV, der omtaler og også besøger PKK militser i de kurdiske bjerge.

-  Er det propaganda eller nyhedsformidling? Spørger forsvareren.

Og når teksten på en løbeseddel fra Ekstrabladet siger: ”Han blev hævnet”, er det så et løfte? En trussel eller propaganda?

Sammenhæng og manipulation

Bjørn Elmquist regner sig frem til, at de tv-klip fra ROJ TV’s samlede antal sendetimer i den påpegede kritiske periode på fem år er 44.204, og at de klip, der indgår som sagens bevismateriale udgør 0,3 promille af den samlede sendetid.

Han mener, at retten bliver nødt til tage stilling til det promilletal. Eller om tv-klippene er udvalgt fra en sammenhæng og dermed får en anden betydning – i retning af manipulation.

Radio- og tv nævnet har tre gange (og fjerde gang i juni 2011) afgjort, at ROJ TV ikke adskiller sig fra andre tv-kanaler.

En natopost for en tv-station

Til påstanden om at ROJ TV bliver finansieret af PKK, spørger forsvareren:

-  Er det overhovedet strafbart at modtage penge fra en terrororganisation?

Her forsøger anklager Anders Riisager at afbryde Elmquist, men dommeren siger, at anklageren ”skal lade forsvareren tale færdigt”.

Forsvareren varsler, at han vil bevise, at helt almindelige mennesker bidrager til driften af ROJ TV.

Danmark har været nødt til at indlede en sag mod ROJ TV, siger forsvareren og henviser til en artikel i Ekstra Bladet, i materialesamlingen om, at diplomatiske dokumenter lækket fra WikiLeaks viser, at Danmark er blevet presset til at rejse sagen. Ligesom Anders Fogh Rasmussens toppost i Nato har været bytteobjekt.

Læs ”Lokumsaftale kaldes utilstedelig, beskidt og grundlovsstridig” på Modkraft

Anklagesiden rør på sig. De fire mænd rokker frem og tilbage i stolene, lægger arme over kors, da forsvarer fortæller, at Anders Fogh Rasmussen afholdt pressemøde i Danmark om sit nye arbejde som generalsekretær for NATO kun få timer efter at tiltalen mod ROJ TV blev udsendt via en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet (august 2010).

-  Hviler sagen på kendsgerninger eller politik?, spørger forsvareren og sender med dette spørgsmål alle i retslokale 27 til en velfortjent pause.

Nedladende procedering

Nu skal både anklager og forsvarer procedere for vidneindkaldelsen, der er blevet til en tvist. Dommeren vil høre begge sider og derefter med sine meddommere vurdere, om Elmquist får lov at få sine 11 afviste vidnebegæringer godkendt, eller om anklager har ret i at begæringerne er indsendt for sent. Men lover først en afgørelse mandag 22. august, på sagens 4. møde.

I den næste halve time oplever de nu kun 16 tilhørere, journalister, ambassadeansatte, jurastuderende, kurdere og andre interesserede, at vicestatsadvokat Anders Riisager lirer korrespondancen mellem anklager og forsvarer om vidnerne af på en måde, som burde være påtalt som disrespekt.

Han taler lavt. Gider åbenbart ikke tale ned i mikrofonen, så det er meget svært at høre alle ordene, som i øvrigt læses værre op end min 11-årige nevø læser ”Iqbal Farooq-bøger”. Riisagers intonation er fornærmende.

Han japper igennem breve, e-mails og referater med et tonefald som kun kan sammenlignes med, når danske politikere taler værst engelsk.

På et tidspunkt bliver det dog også for meget for Bjørn Elmquist, der appellerer til dommeren om, at man dog som minimum kan kræve, at ens korrespondance bliver oplæst med koncentration og hørlighed.

Anklager Riiaager ligner mest af alt en person, der hele tiden har besværligheder med at holde en stor bøvs tilbage. Han rynker panden i vaskebræt, presser hagen nedad og tilbage. Men der kommer heldigvis ingen udstødningseksplosion.

Ingen relevans

I stedet bliver det Riisagers tur til at procedere. Der går i al sin enkelthed ud på, at sagen handler om bevisførelsen for terror – OG IKKE NOGET SOM HELST ANDET!

Ikke noget om undertrykkelse af et mindretal, ikke noget om brud på menneskerettigheder, ikke noget med noget andet, end terror.

Og så kan det da godt være, at kurderne blev taget ved næsen den gang med Servres-traktaten i 1920’erne, siger Riisager, men det har ingen relevans for sagen, understreger han og banker sin pegefinger i takt med ordstavelserne i ”ingen relevans” ned i træpulten.

Læs om kurdernes historie på Leksikon.org

Anklager bryder navneforbud

Anklager refererer til flere sager, hvor vidnebegæringer er blevet afvist for ”manglende relevans”. Blandt andet begynder han på et tidspunkt at citere fra Volsmosesagen i Østre Landsret, hvor Bjørn Elmquist straks bryder ind, og minder ham om, at der er navneforbud i sagen, hvorefter Riisager fortsætter med at oplæse omkring otte navne af udenlandsk oprindelse. Elmquist bryder igen advarende ind, mens anklageren fastslår, at han nævner denne sag, fordi forsvarets bevisførelse i sagen blev afvist på grund af ”manglende relevans”.

-  Så kan I se, at det kan gøres med en hård hånd! Siger Riisager.

Hvis det ikke har noget med bevisførelsen at gøre, skal det afvises, konkluderer anklageren og går videre med eksempler fra Fighter+Lovers-sagen (om medlemskab og støtte til FARC) og manglende vidnerelevans.

Og det er her, Anders Riisager bygger op til den pointe, dette referat/kommentar indledes med:

-  Man må aldrig lave terror.

Men stigende ophidselse fastslår han, at alt andet er ”hamrende irellevant” og gentager i råb:

-  Man må aldrig lave terror, det er forbudt!