Rock Against Racism - 35 år efter

Befinder man sig i England, og er man til en omgang musik med holdninger, kan det anbefales at opsøge et af organisationen Love Music Hate Racisms (LMHR) arrangementer.

Den britiske organisation, hvis erklærede mål er at bekæmpe racisme og intolerance med musikalske midler, afholder nemlig jævnligt events landet over, fra dj sets på klubber til store udendørs festivaler.

Ideen er at fremhæve landets multikulturelle musikscene, som et eksempel på de fordele, der er at finde ved et multietnisk samfund som det britiske.

LMHR er en moderne inkarnation af den legendariske bevægelse Rock Against Racism (RAR); en af de vigtigste kulturelle bevægelser i efterkrigstidens England.

I 1970’erne og 80’erne satte Rock Against Racism racismespørgsmålet på dagsordenen, og da England i dag står overfor lignende problemer, håber LMHR på at kunne gentage succesen godt 30 år efter.

Multikulturalisme

Rock Against Racism var en politisk-kulturel græsrodsbevægelse, hvis mål var at bekæmpe uvidenhed for derved at komme racismeproblemet til livs. Med enkle metoder mobiliserede RAR tusinder af unge mennesker til kamp mod racismen, personificeret ved det højrenationalistiske parti National Front.

Rock Against Racism udgav i 1980 en compilation med titlen »RAR’s Greatest Hits«. Her ses coveret, der også viser en del af de musiknavne, der sluttede op om bevægelsen.

Mens det stod på blev fundamentet lagt til nutidens multikulturelle musikscene.

Multikulturalisme har været et omdiskuteret emne i England de senere år. Kritikere mener, at multikulturalismen har udhulet samfundets sammenhængskraft ved at skabe parallelsamfund og nære religiøs ekstremisme.

Tidligere på året smed premierminister David Cameron benzin på bålet, da han udtalte, at den engelske multikulturalisme havde fejlet. Hos organisationer som LMHR insisterer man dog på, at mangfoldighed og tolerance er vejen frem.

Da Rock Against Racism blev dannet i 1976, var det også som et forsvar for multikulturalismen.

Dengang oplevede National Front fremgang som følge af stigende frustrationer i befolkningen, affødt af en økonomisk krise, stigende arbejdsløshed og utilfredshed med den siddende Labour-regering.

National Front fandt især lydhørhed i dele af den hvide arbejderklasse med budskabet om, at de vestindiske og asiatiske indvandrere, som var kommet til landet i 1950’erne, var årsag til mange af de problemer, landet stod overfor.
De ville have udlændinge ud, og partiet voksede støt i start- og midt 70’erne, og truede med at blive en reel magtfaktor. De var især kendt for deres larmende demonstrationer i London-området.

Eric Clapton som racist

Årsagen til RARs stiftelse var en koncert i Birmingham med rockikonet Eric Clapton, som under sin optræden overraskende erklærede sin støtte til den indvandrerfjendske politiker Enoch Powell.

Clapton udtalte blandt andet, at han frygtede England var på vej til at blive en »sort koloni«. Det fik rockfotografen og venstrefløjsaktivisten Red Saunders til at indsende et brev til musikmagasinet New Musical Express, hvor han revsede Clapton:

»Half your music is black. You’re a good musician, but where would you be without the blues and R’n’B? You´re the biggest colonist in rock«, lød det i brevet, som var underskrevet af en række ligesindede.

Claptons mange lån fra afroamerikansk musik, samt hans nylige succes med et cover af Bob Marleys »I shot the sherif« blev opfattet som dybt hyklerisk, set i lyset af hans kommentarer.

En anden musiker, som på dette tidspunkt bragte venstrefløjen i kog, var David Bowie, da han i denne periode flirtede med fascistiske symboler og nazisternes forestillingsverden. Det blev opfattet som om, Bowie havde sympati for Hitler og fascismen, hvilket Bowie dog afviste. Blandt andet med henvisning til, at han er halvt jøde.

Tendensen var dog for for meget for mange på venstrefløjen, heriblandt brevskriverne, som afsluttede brevet med opfordringen:
»We want to organise a rank and file movement against the racist poison music... we urge support for Rock against Racism«.

Efterfølgende strømmede støtteerklæringerne ind, og Rock Against Racism var en realitet.

Gennem de næste syv år hjalp bevægelsen med at ændre Storbritannien.

Punk og reggae

Partiet British National Party (BNP), som er en moderne version af National Front, har de senere år oplevet fremgang som konsekvens af, at indvandrerdebatten igen er blusset op.

Hvor det i dag primært er islam og muslimer, som diskuteres, var det i 1970’erne vestindere og asiater, højrefløjen ønskede sendt tilbage, hvor de kom fra.

Voldelige overfald på minoriteter var hyppige, og mange levede i frygt. Også politiet var ofte hårdhændede i deres behandling af især unge sorte mænd. Unge sorte og hvide fra samme samfundslag fandt dog i stigende grad sammen omkring deres fælles opposition til ordensmagten og højrefløjen.

Rock Against Racisms fødsel fandt sted samtidig med punkens, og de to bevægelser blev hurtigt uadskillelige.

Selvom stifterne af RAR primært dyrkede sort musik, som blues og soul, allierede de sig fra starten med punkbevægelsen. Det tilførte bevægelsen vigtig energi og ideer.

RAR lod sig inspirere af punkens DIY-etik i meget af dens arbejde. For eksempel var bevægelsens officielle blad Temporary Hoarding, inspireret af punkens fan-zines. I punkens ånd opfordrede man læserne til at tage sagen i egen hånd og selv stable arrangementer på benene, hvor de måtte befinde sig.

Mange punkere kunne identificere sig med de sortes virkelighed, da de også blev betragtet som udstødte. Musikken var et vigtigt samlingspunkt mellem sort og hvid. Subkulturer som mods og skinheads havde længe svoret til sorte stilarter som ska og rhythm’n’blues, og unge sorte var ofte respekteret i kraft af deres viden og adgang til musikken.

Musik og identitet

Musikken var vigtig for identitetsdannelsen hos de unge, sorte første generations briter. Mange oplevede racisme i samfundet, og følte sig fanget mellem to kulturer.

Reggaemusikken, især Roots-varianten, som dominerede på Jamaica i 1970’erne, blev vigtig for deres selvforståelse. De rastafari-inspirerede tekster med ideer om sort bevidsthed og retfærdighed blev en slags tredje vej mellem forældrenes kultur og den engelske.

Sange fra perioden som Audrey’s »English Girl« og Tabby Cat Kelly’s »Don’t Call us Immigrants« behandlede disse identitetsspørgsmål.

Selvom punkmusikken primært var en hvid ting, og de to stilarter på overfladen virkede som nat og dag, var punk- og reggaemusikken åndeligt beslægtede.

Begge var protestmusik, som talte for borgere med lav status i samfundet. En mere konkret årsag til, at de to miljøer nærmede sig hinanden, var, at der på det tidspunkt kun var få punk-udgivelser tilgængelige.

Spillestedet Roxy’s i London, kendt som »punkens Mecca«, havde således en ung rasta, Don Letts, ansat som dj, og mellem de optrædende punkbands spillede Letts de nyeste reggaeudgivelser, hvilket gradvist tiltrak et sort klientel.

Punks dyrkede sort musik

Mange af punkens førende kunstnere, som Joe Strummer og Mick Jones fra The Clash, samt Johnny Rotten fra The Sex Pistols, havde længe dyrket sort musik, heriblandt reggae, og det var derfor et spørgsmål om tid, før fusionen af de to stilarter fandt sted.

The Clash var de første med deres version af Junior Murvin’s »Police and Thieves« fra deres selvbetitlede debutplade.

Nummeret vakte stor opsigt. En af beundrerne var dub legenden Lee Scratch Perry, som var så betaget af nummeret, at han introducerede det for Bob Marley, og de to indspillede efterfølgende nummeret »Punky Reggae Party«, som en slags solidaritetserklæring mellem rasta- og punkbevægelserne.

Englænderne udviklede efterhånden deres egen reggaevariant, som bedre reflekterede den engelske virkelighed end den jamaicanske musik. Inden længe begyndte britisk navne som Matumbi og Misty in Roots at søge mod punkklubberne for at optræde.

Navne som Aswad, Steel Pulse og Reggae Regulars fulgte senere i deres fodspor. Infiltreringen af punkscenen blev fuldendt, da reggaeproducere som Lee Perry og Dennis Bovell begyndte at producere musik for punknavne som The Clash og The Slits.

Bevægelsen vokser

Det var den spirende politiske bevidsthed og følelsen af sammenhold blandt musikere og fans, som det lykkedes RAR at kanalisere ind i bevægelsen.

Sorte og hvide bands blev booket til de samme shows og optrådte side om side, hvilket på det tidspunkt var et stærkt statement. Flere af tidens førende bands bestod desuden af både sorte og hvide medlemmer.

Rock Against Racism voksede med stor styrke i løbet af 1977-78. Mindre arrangementer fandt ugentligt sted rundt omkring i landet, men det var de store arrangementer, som ofte havde karakter af karneval, der tiltrak mest opmærksomhed.

Det mest spektakulære fandt sted i Londons Victoria Park; på det tidspunkt det største event af sin slags. Store shows i Manchester, Edinburgh og Cardiff tiltrak ligeledes tusinder.

Bevægelsen var en åbenbaring for mange. Indvandrere oplevede for første gang, at en større bevægelse kæmpede for deres inklusion i samfundet, mens anti-racister og anti-facister mødte ligesindede.

Hvorvidt alle de tilstedeværende rent faktisk var der for at bekæmpe racisme, eller blot for festen, var mindre vigtigt end indtrykket af, at det var grunden. Det var et stærkt signal til omverdenen.

Mange havde dog gode grunde til at støtte budskabet om tolerance.

Indtrykket var, at National Fronts fjendtlighed overfor indvandrere hurtigt kunne brede sig til andre befolkningsgrupper. RAR blev således en paraplyorganisation for grupperinger, som ellers ikke var forbundne.

Arrangementerne var således ofte et sammensurium af bøsser, lesbiske, socialister, fagforeningsfolk, hippier og punks og rastaer, hvilket gjorde bevægelsen ganske farverig. Tolerance var blevet cool.

Vold i gaderne

Det var dog ikke kun fest, der udspillede sig i gaderne. RARs tilhængere samt allierede som Anti-Nazi League (ANL) tørnede ofte sammen med National Fronts tilhængere, hvilket ofte endte blodigt. F.eks. endte urolighederne ved Southall i London i 1979 med skolelæreren Blair Peachs død efter et møde med politiets specialenhed (SPG). Episoden blev beskrevet af reggae-artisten Linton Kwesi Johnson i nummeret "Reggae Fi Peach":

En række lignende episoder bidrog til, at politibrutalitet for første gang blev et seriøst debatemne i England. Der bredte sig en følelse frygt og antipati for ordensmagten, og mange begyndte at se politiet som en fælles fjende.

Den sorte befolkning havde længe klaget over chikanerende behandling, og den såkaldte »Sus-lovgivning«, som tillod politiet at visitere folk på et spinkelt grundlag. Gruppen The Ruts´, som spillede til flere af RARs arrangementer, indfangede i nummeret "Jah War" den kampstemning, der herskede i gaderne:

Med deres fusion af genrer som punk, reggae og dub var The Ruts et af de mest vellykkede eksempler på de musikalske fusioner, der foregik, som konsekvens af den stigende interaktion mellem racerne. Deres politiske engagement var ligeledes typisk for mange kunstnere i perioden.

Hvor punkens fremkomst havde været en fuckfinger til samfundet, var meget af den musik, der kom i kølvandet mindre nihilistisk, men ikke mindre konfrontatorisk.

Især 2Tone-Bevægelsen, som var opkaldt efter pladeselskabet, der udgav meget af musikken, var fremtrædende i perioden. Bands som The Specials og The Selecter fusionerede genrer som Ska, punk, rocksteady og new wave i en uptempo musik, der ofte lød munter, men var ledsaget af dystre tekster om arbejdsløshed, racisme og socialt armod.

The Specials’ »Ghost Town« beskrev den tilstand mange britiske byer befandt sig i som følge af arbejdsløshed og økonomisk krise:

At mange af tidens mest populære og innovative bands støttede venstrefløjens sag gjorde det muligt at marginalisere højrefløjen, ved at påstå, at de var imod kunsten. Faktisk havde de tidligt, uden held, forsøgt at hægte sig på punkbølgen, men selvom enkelte bands havde højrefløjssympatier, forblev de et fåtal.

Opløsning

I 1979 valgte englænderne Margaret Thatcher til ny premierminister. For Rock Against Racism var det mest interessante dog, at National Front fik et meget lavt antal stemmer, og som konsekvens blev splintret i stridende fraktioner.

Det blev tolket som en kæmpesejr for bevægelsen. Uden en fælles fjende blev målet dog gradvist mindre klart, og bevægelsen mistede efterhånden fokus.

Rock Against Racism trak stikket i 1981, et år, der blev et vendepunkt for racerelationerne i landet.

Opsparede frustrationer resulterede i voldelige optøjer i sorte kvarterer i London, Liverpool, Manchester, Sheffield og Leeds.

Som konsekvens begyndte politikerne at tage racesituationen alvorligt. I firserne igangsatte regeringen forskellige initiativer, der skulle undersøge racerelationerne og forbedre de sociale forhold for minoriteter.

Det skete i erkendelse af, at Storbritannien var blevet et multietnisk samfund; en erkendelse, som Rock Against Racism gjorde meget for at hjælpe på vej.

Opfattelsen af, hvad der var britisk kultur blev udvidet i perioden. Britisk reggae blev etableret som en selvstændig genre med internationalt format, mens stilarter som ska, dub og dancehall fik stor betydning for den engelske musikscenes udvikling.

Den jamaicanske soundsystemkultur blev fundamentet for genrer som Drum’n’Bass, Trip Hop, Jungle, 2Step og Grime, som slog igennem i 90’erne og 00’erne.

Navne med asiatiske rødder som Alaap og Heera, og senere navne som Fun-Da-Men-Tal og Cornershop blandede asiatiske stilarter som bhangra med vestlige som rock og hiphop.

Spoken Word artister som Linton Kwesi Johnson og dee-jays som Smiley Culture bidrog med deres blanding af jamaicansk patois og engelsk til den caribiske indflydelse på det engelske sprog.

I 00’erne har finanskrise og terrortrusler bidraget til, at højrefløjen igen har vokset sig stærk. I 2009 fik BNP valgt to medlemmer ind i EU Parlamentet; en historisk sejr for det yderste højre i England. Samtidig har der i de senere år været mange voldelige sammenstød mellem etniske grupper.

Som modtræk har Love Music Hate Racism indtil videre afholdt flere hundrede arrangementer landet over. På plakaten har været etablerede navne som Basement Jaxx, Babyshambles og Ms Dynamite, samt mange mindre artister.

Sociale medier gør det i dag nemmere end nogensinde at sprede budskabet, og LMHR satser på, at nogle af de mange festende vil blive suget ind i aktivisme.

BNP har selv startet deres eget pladeselskab, »Great White Hope Records«, som udgiver hvid, nationalistisk musik.

Så selvom LMHR har ret i, at multikulturalismen har sejret indenfor musikken, forbliver den dog et sted, hvor der kæmpes om de unges sjæl.