Denne tekst sætter fokus på, hvordan alliancen mellem frivillige og asylansøgere
i Kirkeasyl skabte nye antiracistiske modstandsstrategier og belyser samtidig den
racisme, som de aktive i Kirkeasyl oplevede og kæmpede imod.
I teksten møder vores akademiske baggrund vores politiske position, og teksten er således udtryk for vores teoretiske tilgang til feltet såvel som vores personlige engagement heri. I akademiske termer kan man betegne dette som en autoetnografisk eller aktivistisk forskningstilgang, der indebærer, at vi ikke er neutrale i vores refleksioner.
For os er det hverken en mulighed eller et succeskriterium. Vi skriver fra et bestemt ståsted, hvorfra vi har været i stand til at identificere visse ting, mens andet er gået vores øjne forbi. Vores nærhed og engagement i feltet giver os både mulighed for at identificere vigtige potentialer i forhold til antiracistisk praksis og for at behandle de kvaler og den skrøbelighed, som i høj grad prægede arbejdet i Kirkeasyl.
Læs bloggen »Tanker fra Brorsons Kirke« hos Modkraft
I Kirkeasyl blev en flerårig alliance mellem asyl- ansøgere og frivillige, der hovedsageligt har dansk baggrund og statsborgerskab, konsolideret. At Kirkeasyl kunne opstå og fungere som en slagkraftig politisk alliance i den danske offentlighed, skyldtes i høj grad det samarbejde, der var gået forud for Kirkeasyl i form af møder, politiske aktioner og venskaber, både uden for og i asyllejrene.
Med Kirkeasyl og de sejre og udfordringer som fulgte, udviklede alliancen sig til en stærk koalition, der kunne handle sammen og i fællesskab udøve modstand mod
den uretfærdige asylpolitik og racisme, der havde motiveret den. Med Kirkeasyl blev alliancen også udfordret. Man skulle arbejde sammen på daglig basis i en ekstrem presset situation, og de forandrede rammer for samarbejdet skabte nye vilkår for alliancen. Vilkår, der muliggjorde slag- kraftighed, men som også afstedkom en lang række udfordringer. Udfordringer, der gav de involverede en unik indsigt i, hvordan racisme fungerer, og hvordan den som en magtstruktur kan influere på fællesskaber, selvom den er uønsket.
Ud af disse erfaringer opstod nye modstandspraksisser, og på den måde bidrog alliancen til at udvide rummet for antiracistisk praksis i Danmark.
Asylansøgernes og de frivilliges grundvilkår var vidt forskellige: Nogle måtte af nødvendig- hed opholde sig i kirken under ekstremt usikre forhold, mens andre kunne forlade den og gå hjem, når de ville. Dertil kom, at de involveredes økonomiske situation og mulighed for at navigere i det danske samfund var vidt forskellig. At få alliancen til at fungere på tværs af disse privilegieforskelle var derfor en vedvarende udfordring, der ikke kunne negligeres.
Ofte blev alliancen ikke fremstillet som et samarbejde i offentligheden. En tilbagevendende vinkel var at kategorisere de frivillige som godhjertede hjælpere og asylansøgerne som ofre uden politisk aktørskab. En anden vinkel var fortællingen om en flok selviske autonome, der havde taget en gruppe asylansøgere som gidsler i håb om at vinde opbakning til deres person- lige projekt.
Begge fremstillinger tilsidesatte asylansøgernes aktive deltagelse og afskrev muligheden for, at Kirkeasyl reelt byggede på et samarbejde. En udfordrende alliance, hvor parternes vilkår nok var ulige, men som ikke desto mindre fungerede, fordi man havde et fælles politisk projekt, og fordi man var parat til at arbejde med de udfordringer, man mødte.
Kirkeasyl var ikke upåvirket af racisme. Selvom alliancens sammenhængskraft byggede på en fælles indsats mod en racisme, der muliggør, at asylansøgere kan interneres i lejre og tvangs- udvises, betød det ikke, at de sociale strukturer i Kirkeasyl var uanfægtet af racisme.
I vores optik kan racisme antage forskellige former, hvorfor det er meningsfuldt at tale om racismer i stedet for racismen. Den racisme, der udfordrede alliancen i Kirkeasyl, var ikke den samme type som den, eksempelvis nynazister praktiserer, eller som kommer til udtryk i statsracistiske tiltag såsom dele af den danske flygtninge-og indvandrerpolitik. De forskellige typer er ikke uafhængige af hinanden og former hinanden i et komplekst samspil.
Den racisme, der var aktiv i Kirkeasyl, er en racisme, der kan forekomme uden racister. Det kan den, fordi den fungerer som et menings- givende system, der producerer positioner og strukturerer, hvem der kan have relationer, og hvordan disse relationer kan tage sig ud. Som de andre racismetyper fungerer den ved at opdele og hierarkisere mennesker ud fra konstruerede positionsmarkører som etnicitet, race, hudfarve, nationalitet og kultur.
Når vi i denne artikel skriver, at relationer mellem asylansøgere og frivillige er strukturerede af racisme, mener vi ikke, at asylansøgerne eller de frivillige er racister. Vores pointe er, at racisme fungerer som en strukturerende magt, der muliggør bestemte positioner og relationer, hvilket også påvirkede relationerne mellem asylansøgere og frivillige i Kirkeasyl.
Det er meningsfuldt at anvende denne racismeoptik, når man skal analysere de udfordringer, initiativer som alliancen i Kirkeasyl mødte. Ved at undersøge oplevelser af racisme og forsøg på at undvige racistiske struktureringer kan vi identificere en række interessante strategier, der blev praktiseret for at modsætte sig racismen.
Flere af de frivillige påpegede, at de under tiden i kirken fik en ny forståelse af racisme. I mødet med asylansøgerne opdagede de, hvordan deres egen position også var struktureret af racisme.
Tine, en frivillig i Kirkeasyl, fortalte, hvordan hun oplever, at den institutionelle racisme, der hersker i asylcentrene, skaber sociale strukturer, som er svære at omgå, selvom man ønsker det. Under et besøg i Center Sandholm oplevede hun at blive positioneret som privilegeret og magtfuld i forhold til asylansøgerne på grund af sin hvidhed og sit danske statsborgerskab:
»Folk stormer jo efter en, fordi de tror, at man har magten til at kunne give dem en opholdstilladelse, altså de tror, jeg render rundt med et stempel i lommen og er sådan ‘nå ja og dig, ja du får lige [opholdstilladelse]. Eller i det mindste er journalist, som kan fortælle deres historie til nogen, der kan hive dem ud [af lejren]. Det er jo en racistisk strukturering, at de tror, at jeg bare har megasygt meget magt. Bare fordi jeg både er hvid og gider være deroppe«.
Skønt Tines fremstilling er præget af ironi og overdreven simplifikation, illustrerer citatet, hvordan Tine føler sig fanget i den position, hun har adgang til på grund af en racistisk strukturering. En strukturering, der er meningsfuld inden for en racistisk logik, og som omfatter alle ved at producere afgrænsede og differentierede
positioner: statsborgere og asylansøgere; hvide og mørke; danskere og irakere. En strukturering, der ikke bare skaber positioner, men som også organiserer dem hierarkisk i forhold til hinanden.
Der er ikke tale om en udøvelse af racisme mellem asylansøgere og frivillige, men derimod om en oplevelse af at blive positioneret som forskellige i et hierarki struktureret af racisme. At forsøge at undvige og modsætte sig denne positionering er en vigtig antiracistisk praksis. Vi vil i resten af teksten belyse en række af de
antiracistiske praksisser, der blev sat i spil for at modsætte sig struktureringen.
Den racistiske strukturering er med til at styre, hvilke muligheder den enkelte har, og hvilke forventningshorisonter man opererer med i forhold til andre og sig selv. Det kan derfor være svært at virke troværdig, hvis man forsøger at indtage en anden position end den, man umiddelbart har adgang til i en struktur præget af racisme.
En af styrkerne i Kirkeasyl var det aktive forsøg på at omgøre de positioner, de frivillige og asylansøgere umiddelbart havde adgang til.
I det følgende behandler vi et udvalg af de modstandspraktikker, som frivillige i Kirkeasyl gjorde brug af. Formålet er dels at kaste lys over de konkrete praksisser i relation til antiracistisk modstand og dels at videregive de vigtige erfaringer til inspiration.
Kirkeasyls fysiske rum gjorde op med den kropslige og sociale adskillelse, som asyllejrpolitikken medfører. Her blev skabt tætte relationer mellem mennesker, der normalt holdes adskilt. Det er almindelig praksis i Danmark, at asylansøgere er placeret i afsidesliggende lejre, hvor de reelt er isolerede, fordi der ikke er råd
til et klippekort. Relationer til andre end lejrpersonalet og andre asylansøgere er dermed gjort yderst besværligt.
Det fælles fysiske rum i form af kirkerummet skabte nye potentialer for antiracistisk praksis. De tætte relationer mellem asylansøgere og frivillige udgjorde i sig selv en modstandspraksis. Kirkens rum dannede ramme om en dagligdag, hvor madlavning, rengøring, lægehjælp og den videre udvikling af kampagnen skulle koordineres mellem asylansøgere og frivillige. Per, en af de frivillige, fortalte, hvordan dette fællesskab var med til at opbryde skellene mellem frivillige og asylansøgere:
»Kirkeasyl har virkelig styrket [...] den antiracistiske modstand i Danmark. Mens kirken var der, synes jeg virkelig, at der var nogle skel, der var blødt op [...] En af de ting, som var gode ved kirken [...] var, at det var svært at sige irakerne og danskerne. På nogle punkter lykkedes det at have et eller andet fællesskab omkring
den dér kirke. Det var et fællesskab omkring noget, man gjorde sammen. Den slags fælles- skaber, som egentlig ikke rigtig har noget navn«.
Som Per forklarer, muliggjorde fællesskabet en nedbrydning af de fastlåste positioner – irakere og danskere.Samarbejdet afmonterede det betydningssystem, som tidligere havde givet mening til differentieringen.
Anders, en anden frivillig, forklarede, at han til at begynde med vægrede sig ved at opbygge venskabsrelationer med asylansøgerne, fordi han dermed ville involvere sig følelsesmæssigt og blive sårbar. Senere fandt han, at en sådan sårbarhed tværtimod var en ressource:
»... jeg synes faktisk, det var rigtig dejligt at have noget i klemme på den måde. Det [...] var en stor styrke på mange måder, at man var følelsesmæssig påvirket. Det var nok noget af det, jeg var mest glad for ...«.
Ved at have noget i klemme og derved engagere sin krop og sine følelser i en relation fralægger man sig privilegiet af at være uberørt. Et privilegium, der opretholder opdelingen mellem neutrale hjælpere og markerede ofre. Samarbejde, der munder ud i følelsesmæssige relationer og sårbarhed, bliver derved et redskab til at forstå og slå sig løs af racismens ordning af positioner og relationsmuligheder.
Udviklingen af tætte relationer udfordrer derfor racismens logik og legitimitet, fordi venskaber punkterer fortællingen om den underordnede fremmede. At turde gå ind i en potentiel sårbar relation er derfor en strategi, der kan bruges til at forskyde den orden, som racisme skaber ved at adskille kroppe og forhindre relationer.
En anden modstandspraksis, der blev gjort brug af blandt de frivillige, var at undvige eller bryde med de positioner, de oplevede at have adgang til i den racistiske struktur. Flere af de frivillige fortalte, hvordan de politiserede de positioner, som var umiddelbart tilgængelige for dem som danske statsborgere eller hvide.
Disse positioner opleves ikke umiddelbart som nogle, der har plads i en racistisk struktur, da positionerne i en dansk offentlighed giver mulighed for at kunne passere som neutral. Man kan sige, at positionerne er umarkerede, fordi de ikke vækker opsigt og ikke er mål for udpegning eller andetgørelse, skønt positionerne
er lige så strukturerede af racisme som positioner, der er markerede. Det ligger implicit i beskrivelserne af flygtningene, indvandrerne, de mørke, asylansøgerne, at de er de andre, at de er anderledes.
Men hvem er det, de er anderledes fra? Racismen fungerer ved at udgrænse den anden over for en umarkeret norm. En norm, som ofte er privilegeret i forhold til de andre, og som er fritaget fra at blive udpeget og udgrænset som anderledes.En af de frivillige, Per, forklarede, hvordan han i sine første møder med asylansøgere slet ikke overvejede sin egen position:
»Hvor [asylansøgere] er noget helt specifikt; man ved næsten alt om dem, inden manoverhovedet snakker med dem, fordi de er asylansøgere i Sandholm. Og så kan man lige spørge: ‘Hvor længe har du været her, hvor er du fra?’ Så har man næsten alt på plads. [...] så er de bare skruet helt fast, mens vi føler os [...] sådan helt blanke og helt udefinerbare«.
Som illustreret i Pers udsagn forklarede flere frivillige, hvordan de manglede ord til at definere sig selv, fordi de simpelthen følte sig udefinerede. Fordi de ikke er mål for udpegning og beskrivelse, som asylansøgere, er deres position usynlig.
Det at konfrontere sin egen umarkerethed medfører et brud med den usynlighed, som hvidhed eller dansk statsborgerskab giver adgang til.
At være statsborger eller hvid bliver herved til synlige politiske markører, som kan forstås i relation til en social struktur og bestemte privilegier. En taktik for at bryde med denne umarkerethed er at gøre sig bevidst om sin egen position og politisere den.
For det første skaber bruddet rum for, at man kan gøre op med, at nogle mennesker kan udgrænses som de andre og derved fastholdes i en underprivilegeret position.
For det andet muliggør bruddet, at nye positioner, der adskiller sig fra normen, kan etableres. Ved at politisere og synliggøre positionerne i den racistiske struktur, blotlægges privilegieforskellene, og det tydeliggøres, at de er en politisk effekt af racisme. En racisme, der fungerer ved at afpolitisere det hierarki, den producerer – eksempelvis ved at gøre statsborgeren umarkeret og asylansøgeren markeret.
Den type racisme, som fungerer som et strukturerings- system, mister således en del af sin effekt, når dens virkemåder synliggøres, hvilket netop sker, når positioner, der plejede at være umarkerede, bliver politiserede og synlige.
Sproget er et område med mulighed for modstand mod racistisk strukturering. De frivillige brugte sproget aktivt, fordi de oplevede, at racismens hierarkiske opdelinger spejler sig i sproget helt ned til det mindste ord. Et eksempel er brugen af ordet ‘tak’, der blev fremhævet som medvirkende til at opretholde skel i
samarbejdet. Tine forklarede, hvordan hun blev frustreret, når en af sylansøgerne, Hakim, igen og igen takkede hende. Hun syntes, at det brød med ideen om Kirkeasyl som et fælles projekt:
»... det er sådan ligesom at holde fast på, at der er nogle strukturer, som vi har en fælles interesse i at kæmpe imod, og det er et projekt, vi laver sammen«.
Lau supplerede:
»... ordet tak, det bliver, at man anråber hinanden. At man begynder atstrukturere. Man kan strukturere hinanden ved at sige tak til hinanden, ik’?«.
Tines strategi for at bryde med dette var at svare Hakim igen med dobbelt så mange taksigelser.
En anden sproglig modstandsstrategi, der blev anvendt var at afstå fra at bruge betegnelser, der opleves som racistisk ladede. De frivillige udtrykte en modvilje og en usikkerhed i forhold til at bruge begreber som eksempelvis anden etnisk baggrund, da de mente, at sådanne begreber var med til at fastlåse og reproducere positioner. Signe forklarede:
»Man har heller ikke lyst til at bruge de dér ord. Jeg har ikke lyst til at sige anden etnisk [...] jeg synes, det er vildt svært at bruge de dér ord, fordi det er sådan noget, Peter Skaarup sagde i Radioavisen i morges, og så har jeg ikke lyst til at sige det samme«.
Det er ikke ukompliceret at afstå fra at bruge betegnelser, der opleves som racistisk ladede, idet man kan risikere at være uforståelig eller usynliggøre reelle forskelle. Siv sagde:
»Vi mangler ligesom et sprog for at kunne italesætte de der forskelle, som ikke netop bliver den der lidt racistiske retorik«.
De frivillige taklede det manglende ordforråd ved at vrænge betegnelserne, når de udtalte dem, bruge en ironisk tone eller direkte udtrykke utilfredshed med betegnelserne. Ved at bruge sproget på denne måde ændres betydningssammenhænge, og betegnelserne destabiliseres. Den sproglige ‘vrængen’ er dermed en aktiv antiracistisk praksis, som dels udtrykker en modstand mod et racistisk begrebsapparat, dels aktualiserer behovet for et sprog, der gør modstandspositioner begribelige.
Alliancen mellem asylansøgere og frivillige i Kirkeasyl muliggjorde et politisk samarbejde og udvikling af nye antiracistiske strategier. Alliancen og de udfordringer, den gav anledning til, rummer vigtige erfaringer.
Den sproglige modstand og bruddet med positionen som umarkeret destabiliserer en racisme, der fungerer som en strukturerende magt, der gennem kategoriseringer og usynliggørelse kan legitimere hierarkier og privilegieforskelle. Det følelsesmæssige engagement og de tætte relationer, der opstod under tiden i kirken, markerer et opgør med den racisme, der adskiller mennesker og forhindrer venskaber.
Kirkeasyl endte brat med rydningen af kirken. Med magt blev asylansøgerne ført bort af politiet. Uden for kirken opstod der på kort tid en menneskelig blokade, der med næb og kløer modsatte sig, at de tætte relationer, der netop havde været modstandens omdrejnings- punkt, skulle knuses. Situationen var følsom, alvorlig og dedikeret. Man ville ikke adskilles. Man ville ikke slås på plads.
Anne Rehder (født 1983) og Katrine Willumsen (født 1982) er begge BA i Genusvetenskap fra Lunds Universitet. Begge har i forskellige sammenhænge beskæftiget sig med studier af racisme, herunder i deres BA-projekt. Anne var
en del af Kirkeasyls kampagnegruppe. Katrine var en del af kampagne- gruppen og pressegruppen.
Denne tekst er skrevet med udgangspunkt i forfatternes bachelorprojekt En nalyse af racismens måde at fungere på med udgangspunkt i ubehag, subversive gørelser og modstandspraksisser, Centrum för Genusvetenskap, Lunds Universitet, januar 2010.
I efteråret 2009 afholdt vi to workshops med antiracistiske aktivister, hvoraf størstedelen havde været frivillige i Kirkeasyl. Formålet var at indfange erfaringer med racisme og antiracistisk modstandspraksisser.
Udtalelserne fra de frivillige er anonymiserede og navnene er opdigtede. Vi har på grund af omstændighederne ikke haft mulighed for at trække på asylansøgernes erfaringer fra arbejdet i Kirkeasyl.
Bogen »Kirkeasyl - En kamp for ophold« udkommer på forlaget Frydenlund 2011.
Forlagsredaktion: Vibe Skytte. Redaktion: Bolette Larsen, Hannah Kirstine Anbert, Helena Reumert Gjerding mfl.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96