Et brev om tragedien på Utøya

Kære venner

Jeg håber, I har det godt, hvor I end er. Mens jeg skriver dette, tæller vi stadig de døde blandt ungdommen på den norske venstrefløj. Bombningen i Oslos regeringskvarter igår (i fredags, red.) med alt sit drama og syv døde fremstår mere som en mindre forstyrrelse i sammenligning med nedslagtningen af 85 (muligvis flere, der tælles stadig) unge mennesker på Arbeiterpartiets ungdomsorganisation sommerlejr.

Regeringen og de unge blev angrebet af en ung, norsk, hvid mand med højre-ekstreme, anti-islamistiske og nationalistiske overbevisninger. Han var et tidligere medlem af vores enormt populære højreorienterede Fremskrittsparti og en deltager i online-diskussionsforumer, hvor han præsenterede yderliggående højreorienterede ideer. Ikke en ny-nazist, som vi kom til at kende dem gennem deres angreb på immigranter og venstrefløjen i løbet af 1990erne, men en ny slags højrefløjsekstremist, der er kommet til syne igennem det tiltagende racistiske momentum, som vi har oplevet i vores samfund gennem de seneste år.

Så absurd som det kan forekomme, så giver det at angribe regeringskvarteret og specielt at angribe sommerlejren på Utøya perfekt mening ud fra de synspunkter, som overfaldsmanden synes at have. De er begge symboler på det socialdemokratiske establishment i dette land. Sandsynligvis ses begge dele som venstrefløjssymboler, der igen ses som forsøg på at sælge nationen til den djævel, som »multikulturalismen« inden for denne logik repræsenterer.

Utøya er den norske arbejderbevægelses lejrplads. Forskellige former for politisk skoling er gennem årene blevet afholdt her, og en række forskellige ungdomsorganisationer afholder deres sommerlejre her. Som de fleste andre på den unge venstrefløj, har jeg også tilbragt en uge eller to gennem en del somre i mine teenage-år på øen. Det er en lillebitte ø med en lejrplads, og du kan kun komme til og fra øen med båd. Der var over 600 unge mennesker på øen igår (i fredags, red.). I hvert fald 85 af dem er døde nu. Skudt ned af en enkelt mand, der jagtede dem igennem øens få gemmesteder og skød på dem, der prøvede at svømme væk fra øen. Skrækken er alt for let at forestille sig. De af mine venner, der var der, lykkedes det at undslippe ved at svømme væk. Vi ved endnu ikke præcis, hvem der var til stede; alle os på venstrefløjen kunne have holdt et oplæg, eller have haft en lillesøster eller –bror med på lejren. Vi kender alle nogen, der har mistet nogen, eller vi har selv mistet nogen, men ved det ikke endnu. Værst af alt er det naturligvis for de familier, der har mistet et barn, som simpelthen tog på sommerlejr.

Bombningen kom i første omgang ikke som nogen overraskelse. Hvorfor skulle vi – trods alt – blive sparet? Vi er i krig i Afghanistan og i Libyen. Det ville kun være fair. Kommentatorer, politikere, alle gentog »Al-Qaida« igår aftes (i fredags, red), selvom dem, der havde en smule fornuft sagde: Vi ser, når vi ser. Jeg var skrækslagen over, at de måske kunne have ret, og med tankerne på den vold, der i så fald ville følge. Vi er blevet fyldt med en stigende følelse af frygt gennem de sidste års politiske udvikling i dette land, og da bomben ramte, greb jeg mig selv i at tænke: Så begynder det. Det langsomt opbyggede momentum af et racistisk klima, en barsk immigrations- og asylpolitik, hvor respekten for liv er formindsket år for år; konsolideringen af en populær-nationalistisk konsensus. Således er udviklingen blevet bragt til et kritisk punkt. I de timer i går aftes, blev den norske racismes grimme ansigt voldeligt. Personer, der ikke var hvide, blev banket på gaderne i Oslo, og hele nationen var klar til at slå til, såfremt formmodningerne skulle vise sig at blive bekræftet. Jeg kan ikke i ord udtrykke den lettelse, jeg følte over, at tilfældet var et andet. Stående over for en tragedie som denne risikerer vi i det mindste ikke at fortsætte i den allerede fastlagte spiral af racistisk had og vold. I det mindste har vi nu der en lille pause. Den politiske situation bliver ikke mindre grim, men den kunne have været meget værre.

Måske er der ligefrem en ny start for os her. Pistolmanden har tydeliggjort sin pointe: Vi er alle sårbare. Det er sandt. Vi er ikke beskyttede, ikke forberedte. Hvorfor? Fordi det ikke er muligt, og ikke det mindste ønskværdigt. Sårbarhed er et faktum i menneskelige relationer. Der kan ikke eksistere sociale relationer uden, at vi udsætter os selv for farer. Jeg håber, at vi ligeledes kan lære dette: der findes ikke en afgrænset lidelse. Det er ikke muligt at reducere værdien af andre menneskers liv, og samtidig holde os selv på sikker afstand. Prekaritet er nødvendigvis en delt omstændighed. Jeg springer enormt i denne analyse, og jeg kan kun håbe, at du kan følge mig: Da vi startede med at acceptere hjemsendte migranters død, som vi har sendt »tilbage«; den tiltagende nationale enighed om, at vi ikke kan tage os af andre menneskers lidelser, fordi vi bliver nødt til at beskytte vores egen tryghedsbobbel, har vi formindsket betydningen af liv i vores samfund. Den mand, der skød os ned er en del af netop det sociale netværk, der udgør vores samfund. Vi har et ansvar for ham og for de ideer, som han står for. Vi er nødt til at leve med ham og hans handlinger. Han skal nok få sine 21 år, og han skal ligeledes leve med sig selv og sine handlinger. Ligesom vi må. Vi »mistede ikke vores uskyld« som en nation i går aftes (i fredags, red.), som mange kommentatorer har udtalt. Den uskyld mistede vi i den udvikling, hvor et stigende antal mennesker inden for denne nation begyndte at se på andre menneskers død og andre menneskers lidelser som et nødvendigt onde, der må accepteres for at vores fred og velfærd kan fortsætte. Hvis vi virkelig tror på dette sociale demokrati, må vores forpligtelser på livet være en universel forpligtelse.

Jeg skal nu ud og møde nogle venner og kammerater og tænde lys. Jeg regner med, at vi vil synge en sang for de døde, der gennem årtier er blevet sunget på hver sommerlejr på den ø – om så mange lejrbål:

»Her er dit værn mod vold, her er dit sværd: Troen på livet vort, menneskets værd. For al vor fremtids skyld, søg det og dyrk det, dø om du må – men: øg det og styrk det!«

Det vil vi gøre.

Med kærlighed,

Stine.

Stine Bang Svendsen er forsker ved Trondheim Universitet. Artiklen er oversat fra engelsk af Lotte Knold