En 70-årig free lance-journalist, Louis Eduardo Gomez, blev fredag den 1. juli skudt i byen Arboletes i Antioquia-provinsen i det nordlige Colombia. Bevæbnede mænd trængte ind i Gomez’ hus og dræbte ham for øjnene af hans kone.
Gomez har været et af anklagemyndighedens hovedvidner i flere retssager om formodede forbindelser mellem lokale politikere og den højreorienterede paramilitære gruppe AUC - Autodefensas Unidas de Colombia (Colombias forenede selvforsvarsgrupper).
Et andet vidne, Vicente Botero Arbelaez, en lokal leder, der også samarbejdede med anklagemyndigheden, blev onsdag den 27. juni dræbt i naboregionen Uruba.

Dermed er i alt fire af anklagemyndighedens vidner blevet dræbt inden for de sidste otte måneder - og fem andre er forsvundet, herunder to byrådsmedlemmer og en sygehusdirektør. De forsvundne vidner menes enten at være gået under jorden af flygt eller være blevet tvunget til at flygte.
Et sjette vidne har måtte tildeles vidnebeskyttelse og er blevet ført ud af området under militæreskorte efter at have været omringet af bevæbnede mænd ved sin bopæl.
Drabsbølgen mod vidnerne begyndte da, anklagemyndigheden indledte den anden fase af undersøgelserne om den såkaldte »parapolitik« mod 48 navngivne politikere i det nordvestlige Colombia.
Anklagemyndigheden beskylder politikere for at have beskyttet AUC’s ulovlige aktiviteter, herunder mord og narkohandel.
AUC blev dannet af godsejere og narkosmuglere i 1990’erne til bekæmpelse af den venstreorienterede guerillabevægelse FARC.
AUC blev officielt nedlagt i 2003, hvor omkring 30.000 paramilitære soldater afleverede deres våben efter en aftale med regeringen. Men mange tidligere AUC-medlemmer fortsætter nu ifølge menneskeretsgrupper i nye paramilitære grupper.
Politiet i Colombia mistænker en af de grupper, Los Urabeños, for at stå bag mordet på Gomez.
AUC-ledere har tilstået flere tusind mord på bønder, som AUC mistænkte for at være oprørere eller sympatisører af FARC.
Anklagemyndigheden siger, at AUC opbyggede nære forbindelser med politikere ved at finansiere deres valgkampagner mod selv at blive støttet i delstatsregeringerne og det colombianske parlament.
En tredjedel af medlemmerne af Colombias senat i perioden 2006-2010 har været arresteret eller er blevet undersøgt for formodede forbindelser til paramilitære.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96