Drømmende stemninger og ny folkemusik

ANMELDELSE: Programmet på torsdagens Roskilde Festival var usædvanligt tyndt, hvis man skulle vurdere alle aktiviteter ud fra den centrale Orange Scene. Ikke et ondt ord om Veto, men bandet kan høres i andre sammenhænge, så det blev ikke prioriteret herfra.

Heller ikke et ondt ord om Iron Maiden (selv om der kan siges en del), men det band er jo ikke ligefrem nyt og har heller aldrig været nyskabende.

Men af en eller anden grund synes Roskilde, at heavy folket hører hjemme på den store plads foran Orange. I aften spiller for eksempel Mastodon.

Modkultur har søgt videre musikalske udfordringer og er derfor søgt til de andre og mindre scener. Det er her, det sker.

Tame Impala

Tame Impala er psychedelic fra Perth i Vestaustralien. Gruppen fik lov at åbne Odeon-scenen, mens de midtsøgende søgte mod Veto og Orange.

Her var - i musikken - mange flere farver end orange: en myriade af farver og mønstre, der hvirvler sig musikalsk ind i hinanden. Gruppens første og seneste album »Innerspeaker« lyder nok som resultatet af en sample fra en ekspedition med tidsmaskinen til 1967, men Tame Impala skaber meget smukke, drømmende og ofte helt uforudsigelige kompositioner, der virker indtagende og nutidige.

I hvert fald for den, der åben over for fjerne ekkoers kalden.

Tame Impala veksler mellem akkordsammenstød på langstrakte flader og rytmisk accentueret hjertebanken. Det hjælper utvivlsomt på oplevelsen at ryge pot: »It Isn’t Meant To Be« er en drøm, og »Expectation« er med sine seksdelinger og leg med taktarterne den rene fryd for skæve ører.

Tame Impala er altså drømmende stemninger. Men det er Roskilde Festival, og så må man finde sig i, at nogle synes, det er hoppemusik og andre tror, at de er med til en fodboldkamp.

Musikken går faktisk ind i den, der lytter, men publikum er ude af fokus, vi svømmer henover lyden eller glæder os over gensyn med gamle venner.

Der er ikke noget midt imellem.

Kevin Parker fra Tame Impala. Foto: Anders Schjørring.

Foals

Foals er et meget spændende band fra Oxford, der blander elementer af Cure’s melankoli og Franz Ferdinands frækhed med polyrytmiske tendenser. Nogle af numrene rummer rytmisk spænding og myldrende guitarfigurer som i afrobeat, andre er mere prægede af sakrale og svævende stemninger.

Men Foals er et meget dynamisk band, og det hele veksler mellem støjfladers stilstand og hektiske bevægelsers rytmik. En musik, der både er insisterende og inciterende.

På gruppens seneste album »Total Life Forever« har Foals skabt en helt unik kombination af højlandsstemning, følsomhed og rummelige musikalske arkitekturerer, man kan føle sig hjemme i.

Udtrykket er både sårbart og stærkt, da den melankolske vokal (Yannis Philippakis) kombineres med hårdtslående og skarptskårne musikalske rammer.

Gruppens tekster er inspireret af Kurzweil og futurologi, men musikken virker direkte på kroppen, især de mere afro-inspirerede sange, som for eksempel titelnummeret fra den nye plade.

Tør vi tale om et gennembrud?

P. J. Harvey på Arena-scenen i Roskilde torsdag. Foto: Anders Schjørring.

PJ Harvey

Polly Jean Harvey har efterhånden været med på rockscenen længe, en rå og ekspressiv traditionalist, der startede ud med rocksange, der nærmest lugtede af blod og sved og hår under armene.

Men koncerten torsdag var mest præget af sange fra hendes seneste album »Let England Shake«, der handler om et land i forfald. Sangene er ifølge interviews inspireret af Harvey’s interesse i konflikthistorie og vidneberetninger fra soldater i Afghanistan og Irak.

Men sangene er mere poesi end retorik, selv om meningen ikke er til at tage fejl af i for eksempel sangen »The Words That Maketh Murder«, der udmunder i at citere linjen »What if I take my problems to he United Nations« fra Eddie Cochran’s Summertime Blues.

Koncertens fokus var altså på den ny folkemusik fra »Let England Shake«, hvor hun for det meste spillede autoharpe, fremfor guitar - den musik er et stykke væk fra den blodige rock. Men lidt af det fik vi, for eksempel »Big Exit« (»I want a Pistol in my hand...«), der også var det bedste ved koncerten.

Og dog: Det hele virkede noget uforløst. Som om hun og bandet havde noget at miste. Men havde de det?

Roskilde Festival torsdag den. 30. juni: Tame Impala på Odeon, Foals på Arena og P.J. Harvey på Arena.

Læs mere om Roskilde Festival 2011 på Modkraft:

Roskilde: Sindsoprivende og sublime oplevelser
Roma på Roskilde: Jeg er bange
Fællesteltets sidste Roskilde: et tilbageblik
»Fuck orange, det er her, det sker!«
Roskilde: Protestaktion mod Love Camp
Roskilde og den hjemløse røde tråd