Fællesteltets sidste Roskilde: et tilbageblik

Det er torsdag nat, og de regnvåde gummisko fører rutineret deres ejermænd fra festivalpladsen tilbage til camping Øst. I den urinstøvede kaosby, hvor typehusene er hvide havepavilloner, udblæser de hjemmebyggede lydsystemer Indre Bys diskotekhits på repeat.

Dem, der ikke fik varmen til Iron Maiden, læner hovedet tilbage og drikker grådigt af en vodkakarton med indbygget hane.

»Du kan vælge mellem small og mediumshot«, siger den mudrede grå bjørn, der yder den gratis service på tværvejen i område L. »Og selvfølgelig skylle efter med hvidvin«, tilføjer hans blonde assistent.

Det sparsomme lys og de tusindvis af forbipasserende ansigter gør navigeringen tvivlsom og kaotisk. En stor bue udenom en større gruppe minimaltechno-entusiaster, der tramper på det samme sted i jorden, fører hen til et overraskende syn.

På et hjørne ligger der en tolænget camp. Hvis man går gennem den træudskårede havelåge, hvor der står Ufo-Aage, kommer man ind i en lille have med blomsterkrukker, dusinvis af kulørte lamper og bolsjestribet tape.

I midten af lysinstallationen står der, udover en flere meter høj vindmølle, et brunligt lærredstelt. Ved nærmere øjekast kan man beundre de utallige udsmykninger af navnene på mytiske rockstjerner og farverige væsener.

Pressekonference og sildebord

Næste morgen ligger fællesteltet, som det hedder, der stadig. Det har det gjort siden 1971, hvor nogle hippier havde det med på ”Sound Festival”. Dengang bestod Roskilde Festival af 20 optrædende orkestre og ti tusind solgte billetter. I mellemtiden har festivalen vokset sig til en af Europas største festivalmastodonter, men udover flere tegninger og navne, har Ufo-Aages fællestelt ikke forandret sit udseende.

– Det startede som et sted, hvor alle, der ikke havde noget sted at sove, kunne overnatte. Det er der ikke brug for i dag, hvor der er så meget plads og så mange telte. Udsmykningen er en hyldest til musikken, hvor både de bands, der har spillet på Roskilde, står skrevet, og så de drømme og håb, vi har for bands, der ikke har, siger Michael Fournais og peger på teltet. Teltets tyndslidste lærred er overmalet med navne som The Cure, Nina Hagen Band og Joe Cocker.

Michael og Aage. Foto: Anders Schøerring

Til dagligt arbejder Michael Fournais på det københavnske spillested Stengade 30. Han er uddannet blikkenslager, men arbejder som lyd- og lysmand. En karriere, der startede som frivillig på Roskilde Festivalen.

Michael Fournais er på Roskilde for 21. gang og boede første gang i lejr med teltet i 1988. Dengang var det slumstormere, senere BZ’ere, der værnede om fællesteltet og inviterede »tabte sjæle« til at overnatte i teltet. I dag er der kun nogle stykker tilbage af den oprindelige gruppe.

Mens Ufo-Aage så småt vågner i sit telt, drikker Michael Fournais dagens første kolde.

– Jeg har ikke lyst til at vække Aage lige nu. Jeg kan godt forstå, hvis han har tømmermænd og er lidt træt af alt det presse, der hele tiden kommer rendende, siger Michael Fournais. Lørdag formiddag holdes der pressekonference med Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde i lejren, og derefter er der sildebord for lejrens beboere.

Stjernestatus og social hjælp

I årenes løb har teltet, udover at give logi til nødstedte festivalgæster, også fået en del opmærksomhed fra medierne. På teltdugen har medier som DR, TV2 og MTV markeret deres venskab med en sprittusch.

Michael Fournais fortæller om dengang i 1994, hvor MTV’s livedækning fra Roskilde Festivalen brugte Fællesteltet som baggrund.

Dengang havde teltet sin faste plads ved port otte og blev et pejlemærke, når man skulle finde rundt på festivalpladsen.

I dag er der, trods en anden placering, også stor opmærksomhed på lejren. Under vores halv times ophold i campen kommer der både kameramænd og nysgerrige blikke fra folk med mediearmbånd.

Roskildes borgmester har også meldt sin ankomst.

– Han har sikkert øjnet en god historie, siger Michael Fournais og gør sig samtidig nogle overvejelser om, at den store opmærksomhed måske hænger sammen med, at det er Fællesteltets sidste Roskilde Festival.

Når de sidste festivalgæster forlader deres polyester-iglooer på campingområdet, bringes Fællesteltet til Danmarks rockmuseum, hvor det skal udstilles som klenodie.

Foto: Anders Schøerring.

Ifølge Michael Fournais har Fællesteltet altid repræsenteret et sammenhold, der i kombination med Roskilde Festivalens skæve univers har hjulpet mange menneskeskæbner - inklusive ham selv.

– Jeg er selv halvt inder og har oplevet en del racisme, men jeg har aldrig mødt så meget åbenhed som hos Ufo-Aage. Jeg var aldrig fortsat med at komme hernede, hvis det ikke var for teltet, fortæller han alvorligt.

Michael Fournais har dog arbejdet i mange år som frivillig scenebygger og fortæller stolt, at havelågen er bygget af den forhenværende leder på hvid scenes arbejdshold.

Udover at campens beboere fremover kommer til at være på festival »på en anden måde«, er der også lavpraktiske årsager til Fællesteltets pensionering.

– Ja, det er jo ikke for syns skyld, at vi har måttet lappe med tape over det hele, siger Michael Fournais grinende. Teltet er en smule flosset forneden, og udover tidens tand ligger der flere forklaringer bag.

– Et af fællesteltets største nedture var nok en nødstedt festivalgæst, hvis navn jeg ikke vil nævne. Han havde et blandingsmisbrug, og teltet blev hans eneste holdepunkt. Desværre smadrede han det ret meget, fortæller Michael og siger, at alle med et smil og et godt hjerte kunne bruge teltet.

»For dem der går på diskotek«

Fællesteltet kan som deltager på alle afholdte Roskilde Festivaler vidne om 40 års forandring på både festivalen og i den virkelige verden.
Roskilde Festivals historiegruppe har også fået en masse videomateriale af Ufo-Aage, som de kan bruge til arkivet.

Af de uundgåelige begivenheder i teltets historie nævner Michael Fournais også ulykken i 2000, hvor ni mennesker blev trampet ihjel foran Orange scene.

– Jeg kan huske, at en lokalavis i Roskilde citerede en ung mand, der havde været til koncerten. Han sagde, at han troede han stod på en sten. Det beviser, at der var noget helt galt, og at samfundets mentalitet omkring euforiserende stoffer, som Ecstasy, også forandrede tingene på Roskilde. Jeg mener, festivalen er uskyldig i katastrofen, siger han og fortsætter:

- Selvom der ikke var ligeså meget sikkerhed før i tiden, kunne man være sikker på, at hvis du faldt under vild pogo-dans, ville der være fem stærke arme, der med det samme ville hjælpe dig op igen.

Efter Roskilde Festivalen 2011 skal Fællesteltet udstilles på Danmarks Rockmuseum. Foto: Anders Schørring

Michael Fournais nikker bekræftende til spørgsmålet om festivalens egne forandringer. Han er personligt skuffet over bandnavnene og er efter torsdag aften umiddelbart færdig med at se koncerter:

– Efter Roger Waters har der ikke været noget helt unikt band på Roskilde. Det plejer der at være mindst hvert andet år, men det skyldes, at festivalen nu satser på et yngre publikum. Før var festivalen en pioner inden for alle genrer - fra det mest yderligtgående techno til punk, men nu er det for alle dem, der går på diskotek, og det er jeg skuffet over, siger han.

Men trods forandringer og et mere midtersøgende musikprogram, er det ikke med bitterhed overfor festivalen at Michael Fournais skal tage afsked med fællesteltet.

Han kalder de andre fra lejren for »la familia«, også selvom de kun ses den ene gang om året.

– Jeg græd, dengang jeg fik lov til at holde min 31-års fødselsdag på Roskilde, hvor det var den 07.07.07. Det er et åndehul for forskellighed, hvor virkeligheden er efterladt, siger han.

Læs mere om Roskilde Festival 2011 på Modkraft:

Roskilde: Sindsoprivende og sublime oplevelser

Roma på Roskilde: Jeg er bange

Drømmende stemninger og ny folkemusik

»Fuck orange, det er her, det sker!«

Roskilde: Protestaktion mod Love Camp

Roskilde og den hjemløse røde tråd

Se også linkboxen om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk.