HVAD ER FRIHED - LØNARBEJDE ELLER HVAD?

For 100 år siden var det en almen talemåde i USA, at kun den er fri, som ikke behøver at tage mod ordrer af nogen. Ifølge den seneste, officielle statistik (maj 2011) står 13,9 millioner nu i kø for at få et lønarbejde, hvor de skal adlyde firmaets ordrer. Men 100 år er selvfølgelig lang tid.

Når man i gamle dage, i Frihedens eget Land, kunne sætte lighedstegn mellem frihed og selvstændigt arbejde, må det have været underforstået, at det ikke gjaldt alle. Der var, dengang som nu, en overældende mængde nødvendigt arbejde, som ingen frivilligt ville udføre. Forudsætningen for frihed var økonomisk uafhængighed.

I den amerikanske selvforståelse var USA ikke kun frihedens land, det var også mulighedernes land. Enhver, som ville og kunne, havde lige muligheder for at arbejde sig op i samfundet og blive rig og fri. Det kan lyde absurd, men var engang en revolutionær påstand – man afstod fra at sortere mennesker efter klasse eller oprindelse (så længe, de ikke var sorte) og stolede på, at hvis mulighederne var åbne for alle, ville folk sortere sig selv.

Og det gør de jo. Sådan ser det i hvert fald ud: nogle bliver rige, andre bliver lønarbejdere; nogle bliver arbejdsløse, når der er krise, andre tjener på krisen; nogle får magt i samfundet, andre må adlyde. Det kan ligne den gamle, feudale orden, men opfattes anderledes – bl.a. er der ingen enevældig monark at gøre oprør imod, ingen ridderborge at brænde af – og hvis man ikke har evnerne eller heldet til at gøre karriere, er det bare ærgerligt.

Det moderne samfund, man bliver født ind i, gør sig ellers al mulig umage for at opdrage en til en nyttig borger. Man kan sige, at friheden dermed bliver noget, samfundet tildeler én som belønning for at være til nytte. Noget for noget, som det hedder – jo mere, man yder til gavn for samfundet, jo mere frihed får man til forbrug, til at øve indflydelse og til at bestemme over sit eget liv. På den måde bliver lønarbejdet ligefrem forudsætningen for frihed.

Der er bare det i vejen, at dette moderne samfund er dynamisk og udvikler sig hurtigere, end de begreber, som skulle styre det. Gårsdagens nyttige virksomhed er med ét overflødig, og alle, som arbejdede med den, er pludselig unyttige. Man kan påstå, at det skyldes teknologiske fremskridt – og det virker indlysende, at hvis en ny teknik erstatter menneskelig arbejdskraft, må nogle blive overflødige – eller man kan henvise til, at lønningerne i et fattigere land er så lave, at det kan give større profit at flytte en produktion derhen, eller man kan fortælle, at kunderne svigter, markedet er mættet, økonomien er negativ … der kan opfindes mange grunde til, at en del af befolkningen med ét bliver overflødig. Drejer det sig om rigtigt mange, siger man, at der er krise, recession, depression, sådan noget, der ligesom krig bare sker, uden at nogen kan gøre for det.

Alle indrømmer, at det økonomiske system, der styrer det meste af verden for tiden, ikke kan undgå kriser. De er indbygget i det moderne samfunds dynamik, hvor det er den mulige rente af investeret kapital, der driver produktionen – og ikke produkternes nytteværdi for samfundet. Om en produktion er nødvendig, overflødig eller skadelig for samfundet diskuteres praktisk talt aldrig. Vækst i en hvilken som helst form ses som så afgørende, at stater går i krig for at sikre den.

Det har virket hidtil, som bekendt: krig har skabt økonomisk vækst. Men også her synes der at være problemer med overproduktion. Det er ikke urimeligt at sige, at der skulle en verdenskrig med enorme ødelæggelser og dødstal til for at bringe USA ud af tredvernes depression. Til gengæld har den økonomiske vækst varet i mere end 50 år, og selv i den nuværende krise, som af mange opfattes som værre end 30’ernes, er det militær-industrielle kompleks stadig den vigtigste faktor i verdensøkonomien. Det går så ud over det civile samfund, der må tåle lavere levestandard for flertallet og aldrig ved, hvornår det får noget i hovedet.

F.eks. koster den franske deltagelse i Libyen-krigen 1,4 millioner dollars om dagen, og det forudses, at Storbritanniens indsats samlet vil koste 1,4 milliarder, hvis den fortsætter til september, hvad man regner med. Ingen ved præcis, hvad de to stater vil opnå med deres libyske felttog, men der har været spekulationer fremme om, at det, udover olie og geopolitik, drejer sig om et forsøg på at imødegå indenrigspolitiske følger af den økonomiske krise.

Økonomerne kalder det ’militær keynesianisme’, og idéen er, at store krigsudgifter kan trække et land ud af recession ved at øge efterspørgslen i vånenindustrien og den tunge maskinindustri. Suez-krigen (1956) og Falklands-krigen (1982) demonstrerede ellers, at den størrelse konflikter ikke duer som kriseværktøjer. (Se også: http://atimes.com/atimes/Middle_Eas... )

Efter denne letfærdige gennemgang af marxistisk børnelærdom er jeg omsider fremme ved den positive historie, det egentlig handler om – Detroit.

For mange år siden – ca. 1995 – så jeg et avisfoto fra Detroit, jeg ikke har kunnet glemme. Det viste en beboelsesejendom på 15 etager, hvor hele facaden var faldet af, så alle lejlighederne var sorte, firkantede huller ind til tomt mørke. På gaden midtfor lå der en åben, velholdt aviskiosk, hvis tag ikke nåede op til 1.sal, men hvis tilstedeværelse antydede, at der stadig kom folk forbi. Billedteksten fortalte, at den slags tomme kæmperuiner var der hundredevis af i byen, hvor hele kvarterer var forladt af beboerne.

Der havde ikke været krig eller storbrand, folk var bare rejst, da byen holdt op med at fungere.

Detroit var byen, hvor Ford og General Motors lavede verdens biler. Det gjorde den berømt og velhavende, men medførte også dens ødelæggelse. Dens nok mest imponerende bygning, MCS (Michigan Central Station), en nyklassicistisk klods på 18 etager med korintiske søjler ved indgangen og en ventesal udformet som et romersk bad i tidobbelt størrelse, blev taget i brug 1913 og lukket 1988, da det sidste tog var kørt, og bilindustriens sejr over offentlige transportmidler var definitiv.

Udvandringen begyndte i 50’erne, da byens industrielle udvikling kulminerede. Der blev bygget motorveje, og den offentlige transport blev forsømt. De, der havde råd, købte bil og flyttede ud af byen, hvor ejendomspriserne raslede ned. Mellem 1950 og 1980 mistede Detroit over 1 million indbyggere.

Den første oliekrise åbnede markedet for benzin-økonomiske biler fra Japan og Korea og var tæt på at udslette USA’s bilindustri. Mellem 1970 og 1980 flyttede yderligere 20% af beboerne væk – selv MoTown, pladeselskabet fra 50’erne, som gjorde Detroit til et internationalt centrum for ny musik, flyttede til Los Angeles i 70’erne. Store dele af byens centrum blev tømt for mennesker, og de bygninger, hvor de havde boet og arbejdet, stod tilbage som ruiner.

”I 1988 var vi i Detroit ved at afgørende punkt i historien,” skriver de to kendteste deltagere i bevægelsen for at genoplive byen på et helt nyt grundlag (se: www.commondreams.org/view/20... ), Grace Lee Boggs & Scott Kurashige.
”Detroit’s deindustrialisering, forfald og affolkning havde forvandlet byen til en ørken, men havde også skabt det rum, som gav plads og mulighed for at lave en by, der ikke var afhængig af vækst i produktionen, men byggede på nye værdier omkring bæredygtighed og fællesskab. I stedet for at sætte vores lid til GM, Ford og Chrysler, og blive mere og mere fremmede for hinanden og for vores jord, måtte vi investere i hinanden, arbejde sammen og stole på hinanden .

Uforvarende havde vi fået muligheden for at starte et nyt kapitel i menneskets udvikling, et skridt, den globale opvarmning og det store erhvervslivs globalisering gjorde stadigt mere nødvendigt. Det døende Detroit kunne blive udgangspunkt for en ny slags by.”

I en anden artikel (www.inthesetimes.com/main/4247 ) skriver Grace Boggs: ”I den seneste snes år er de engang så produktive amerikanere blevet forvandlet til forbrugere, der ødsler stigende mængder af jordens ressourcer på at fremme en levevis, der ikke er bæredygtig, og samtidig er utilfredsstillende. Denne levevis har skabt forstæder, som ødelægger landbrugsjord, vådområder og naturen i det hele taget, samtid med, at den forurener miljøet.”

”Den moderne økonomi kræver desuden et enormt militærapparat for at sikre globale ressourcer, som det forbruger til at opretholde sig selv og skabe enorme rigdomme for våbenhandlere og vores utidssvarende bil-, fly- og værftsindustrier.”

”I stedet for at prøve på at genoplive eller reformere et system, hvis endeløse stræben efter økonomisk vækst har skabt en nation, præget af materiel overflod og åndelig fattigdom – og i stedet for at håbe på en ny FDR (Roosevelt), der kunne redde kapitalismen med New Deal-programmer – er vi nødt til at bygge en ny form for økonomi fra grunden.”

”Dét er, hvad jeg har lært af 55 års liv og kamp i Detroit, den by, der i sin tid var det nationale og internationale symbol på industrialismens mirakel, og som nu er det nationale og internationale symbol på de-industrialiseringens ødelæggelser. (…)”

”Der er brug for en ny slags by, hvor borgerne tager ansvaret for deres beslutninger, i stedet for at overlade det til politikerne og markedet.”

I 1992 grundlagde hun og andre Detroit Summer, en multikulturel bevægelse på tværs af generationerne, men ledet af unge, med det formål at ’nybygge, nyfortolke og nybegejstre Detroit’.

Unge frivillige begyndte at arbejde med at dyrke fødevarer i fælles havebrug på ryddede områder i byen, med sagkyndig hjælp af ældre afrikansk-amerikanere fra sydstaterne. Det førte til en mængde dyrkningsprojekter – kvarterhaver, ungdomshaver, kirkehaver, skolehaver, hospitalshaver, seniorhaver for selvforsyning, sundhedshaver og kwanzaahaver (opkaldt efter festival for afro-amerikansk kultur). Der var plads nok, når først de forladte huse blev revet ned. Et velvilligt bystyre hjalp med nødvendigt maskineri.

En mængde undervisningsprojekter er født af alt det havearbejde, især befolkede af unge fra de såkaldt ’fortabte generationer’. I stedet for at holde børn og unge indespærret i undervisningsanstalter i årevis for at gøre dem konkurrencedygtige, har man fået dem med i alle slags praktisk arbejde med at anlægge og dyrke fælleshaver, genbruge affald, være med til at lave gadekunst og musikfestivaller, renovere tomme huse, osv. Grundidéen er, at praksis altid skal komme først – teorien senere. Og målet er ikke bare at forberede deltagerne til bestemte jobs, men at opmuntre dem til at gøre en forskel, hvor de bor, og lære dem at samarbejde på tværs af alle mulige forskelle.

I starten var det hele lidt til grin, især i de mere ’progressive’ kredse. Ingen troede rigtigt på, at de små grupper på¨10-20 personer, som var aktive rundtom i byen, kunne flytte ret meget. De var simpelthen for få. Af erfaring mente mange at vide, at kun massedemonstrationer – eller store penge – kunne gøre indtryk og, måske, skabe forandring.

Men ”vi følte ikke at vi kunne nå nogen vegne, hvis vi overlod det til regeringens diktat eller til den private sektor at kontrollere vores aktiviteter,” skriver Boggs og Kurashige. Og senere: ”Over hele byen er der nu tusinder af familiehaver, over to hundrede fælleshaver og flere dusin skolehaver. Over hele byen er der dyrknings-centrer, som udbygger forholdet mellem havedyrkere i samme område ved at afholde arbejdsdage og fællesmøder, hvor deltagerne udveksler viden og ressourcer, og lærer at markedsføre deres produkter og at holde dem friske.”
”Når man lever i udkanten af den post-industrielle kapitalisme, som vi gør i Detroit, må vi finde ud af, hvordan vi skal kæmpe. Skal vi bruge kræfterne på at pine de sidste dråber liv ud af et falleret, smuldrende og uretfærdigt system? Eller skal vi i stedet bruge alle vores skabende og fælles energier på at opfinde og bygge en radikalt anderledes måde at leve på? Dét er, hvad revolutioner handler om. De handler om at skabe et nyt samfund dér, hvor det gamle er brudt sammen ..”skriver Grace Lee Boggs, der er født 1915 og altså har set det meste i den retning.

Hvis man søger på ’Detroit Summer’, får man et virvar af resultater, som kan ligne en overdimensioneret Roskilde Festival. Det skal naturligvis heller ikke være økologiske grøntsager og vanskelige børn alt sammen. Men det tager altså ret lang id at finde rundt i, og er meget svært at få et samlet billede af, hvis man ikke lige er på stedet. En overvægt af musikprogrammer og karnevalsagtige arrangementer får det til at virke poppet, men hvem siger egentlig, at revolutioner skal være så højtidelige? De fleste medvirkende fatter alligevel ikke, hvad det hele går ud på.

Eller det gør de måske netop? Er det en del af det nye budskab, som ikke er skrevet ned nogen steder, og som ikke har store ledere til at fortolke sig? Som insisterer på praktisk arbejde og udskyder teorierne til senere?