Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
27. juni 2011 - 19:56

Roskilde og den hjemløse røde tråd

Musikprogrammet på dette års Roskilde Festival er uden de store klassiske rocknavne, selv om heavyfolket serviceres med de gamle metallister i Iron Maiden.

Den alternative rockscenes mere sikre kort er repræsenteret: P.J.Harvey, Strokes, Arctic Monkeys, Bad Religion, Kings Of Leon og ikke mindst Portishead.

Sidstnævnte har ry for altid at være en oplevelse og begivenhed, når de optræder, men om der er så meget nyt og overraskende at hente, får vi at se.

Elektrisk tråd

Nogle af de senere års mere spændende musiknavne kan dog også opleves. Her skal blandt andre nævnes Battles, som arbejder med en art matematisk rock, Foals, som har udviklet sig enormt fra debut-pladens frenetiske Franz Ferdinand-agtige musik til en art moderne progrock på sidste års Total Life Forever.

Og Tame Impala er et must for dem, der kan lide moderne, melodisk og finurlig psychedelic.

JPEG - 116.5 kb
Publikum varmer op til den officielle åbning af musikprogrammet.
Foto: Anders Schjørring

Den røde tråd

Selv om festivalen herudover på det musikalske område på forhånd kan virke lidt ude af fokus, kommer den til gengæld godt rundt om genrerne. Progressive metal er repræsenteret med et af de mere markante navne indenfor genren, Mastodon. Hip hop er repræsenteret med blandt andre Atmosphere, og klassisk funk af fineste slags kan høres hos Charles Bradley.

På Pavilion-scenen præsenteres et større program med dj’s som helt sikkert skal tjekkes ud, hvis man er på jagt efter overraskelser. I det hele taget er den elektroniske scene repræsenteret med mange navne i år, men der er ikke så mange markante iblandt, selv om man jo kan blive nødt til at æde de ord i sig igen, når festen er overstået. Deadmau5 er udmærket electronica, men ikke det bedste eller mest nyskabende i genren. James Blake sejler gennem en sær kombination af sjælfuld dubstep og r&b, og Nicolas Jaar er også værd at give et lyt, da han arbejder med en kombination af disco, jazz og electronica.

Den gamle undergrund fra 80’erne er repræsenteret med Swans og Killing Joke, og den nyere rockundergrund er repræsenteret med blandt andet syrerockbandet Graveyard.

Elektronisk trådløs

Men spændvidden er stor. Nyere politisk electronica er for eksempel repræsenteret af den radikalistiske tamilsk/britiske kunstner M.I.A., og ny svensk pop er repræsenteret med Daniel Adams-Ray. Et spændende nyt navn er Janelle Monáe, der skaber en alternativ og nyskabende r&b, som både er spacet og luksuriøs. Og et spændende ikke-så-nyt navn er TV On The Radio, der også blander elementer af r&b og alternativ rock.

Når alle disse navne er nævnt, er det fordi, der ikke kan siges at findes nogen rød tråd i programmet i år. Det er også svært at se nogle af hovednavnene som egentlige hovednavne, der for alvor virker samlende.

Til gengæld ser det ud som om, der er meget mere markant tredje-verdensmusik, end der plejer at være. Og især skal her fremhæves nigerianske Fela Kuti’s to sønner Seun og Femi Kuti, som optræder med deres avancerede afro-beat, og Congotronics vs. Rockers, som efter sigende er et forrygende projekt live.

Hjemløs tråd

Selv om festivalen savner musikalsk fokus, er den dog fokuseret på et tema, som den har været de senere år. Dette år drejer det sig især om situationen for de hjemløse. Roskilde Festival støtter kampen for fastlæggelsen af en egentlig fattigdomsgrænse og illustrerer de hjemløses problemer ved at invitere festivalens publikum med i en række aktiviteter, der skal anskueliggøre, hvordan det er, at være hjemløs.

Mere om dette i en senere artikel.

Modkraft dækker Roskilde Festival med både anmeldelser og reportager de kommende dage.

Se også Modkrafts fotoreportage »Roskilde Festival vågner«.

Mange interessante bands og solister er ikke omtalt i denne artkel, men det fulde program kan findes på Roskilde Festivals website.

Læs mere om Roskilde Festival 2011 på Modkraft:

Roskilde: Sindsoprivende og sublime oplevelser
Roma på Roskilde: Jeg er bange
Fællesteltets sidste Roskilde: et tilbageblik
Drømmende stemninger og ny folkemusik
»Fuck orange, det er her, det sker!«
Roskilde: Protestaktion mod Love Camp

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce