Lidt om ur-drifter, konservative børn og familier under afvikling

Børnerådet har i sidste uge offentliggjort en undersøgelse, der viser, at 77% af 1324 adspurgte 5. klasses børn mener, at kernefamilien er den bedste familieform.

Den heteroseksuelle forstås.

Jeg er ikke overrasket over resultatet, men som med så mange ting, der involverer tal og statistik på køns- og seksualitetsområdet, så er det interessante, hvordan offentligheden reagerer på dem.

Fakta om, at kvinder bærer den primære arbejdsbyrde i hjemmet, at drenge får flere lommepenge end piger eller at kvinder får mindre i løn end mænd, kan ikke i sig selv få mig til at skrue højere op for radioavisen. Men det kan journalistvinklen, ekspertkommentatoren og meningsdanneren, for kønsdiskussioner i danske medier er ligesom når jeg bager chokoladekage: Man ved aldrig, hvordan det ender.

I Politiken kunne man så læse, at Listbeth Zornig Andersen fra Børnerådet vurderede børnenes svar som »konservative«, og at hun mente grunden var »…at i film, bøger og alle mulige andre sammenhænge er det kernefamilien vi tager udgangspunkt i. I vores kultur er vi voksne ret gode til at holde børnene fast i den forestilling«.

Læs artiklen »Børn siger, kernefamilien er bedst« i Politiken.dk

Lisbeth Zornig Andersen udtalte også, at eftersom undersøgelsen viser, at børnene ikke anerkender andre familieformer end kernefamilien, så er en del af løsningen at nuancere familiebegrebet overfor børnene.

Her hændte der simpelthen det, at jeg blev positivt overrasket. Børnerådet laver en undersøgelse. Resultatet er stok-konservativt. Børnerådet anser det som et problem. Og byder ind med løsning i form af noget nuancering.

Der kan man bare se… Alle de sure feminister har måske alligevel ikke levet forgæves? Skulle man ligegodt være så heldig at man kan læne sig tilbage og smaske tilfreds, mens man rækker ud efter kaffen? Kunne man ligefrem bare lægge avisen fra sig, undlade at læse resten af artiklen og blot stole på, at det nu endelig er gået op for dansken, at enlige, homoer, sammenbragte heteroer, fraskilte, enker og alt derimellem skam også kan finde ud af at lave familier?

Nej.

Politiken havde nemlig fundet en ekspert på området: centerleder og psykolog Anette Due Madsen. Anette kommer fra Center for familieudvikling, og jeg skal ikke kunne sige, om de har læst »1984« på et svampetrip, mens de fandt på navnet, men ja, det er der faktisk noget, der hedder.

Og Anette og Center for familieudvikling er ikke enig med Børnerådet:

»Det er langt dybere mekanismer, der gør sig gældende. Det er børns urdrift at ville være tæt på dem, de kommer fra. Når vi laver andre familiekonstellationer med to mødre eller en papfar, sætter vi børn på arbejde i forhold til at skabe sammenhæng på en anden måde, end de ellers er vant til… Det vigtigste for børn er, at de har en tryg base, men i anderledes familieformer kan den tryghed blive truet. Derfor svarer så mange børn, at kernefamilien er den bedste familieform.«

Vi tager den lige fra toppen.

»Det er børns urdrift at ville være tæt på dem de kommer fra«.

Urdrift?

Børn har da ikke urdrifter. De har fysiologiske behov for mad og vand og kærlighed. De kan te sig som om de har urdrifter efter chokolade, de kan udvise jæger-samler-agtige træk, når de træder ind i en BR-butik, og min 5-årige lyder som en dinosaur, når hun spiser, men det får mig da ikke til at forveksle børn med korte udgaver af Egtved-pigen og Grauballe-manden.

Og tæt på dem de kommer fra? Jamen, hvor kommer børn fra? 2 af mine kom ud af mig, den tredje kom ud af en anden. En af mine venner kom med en flyver fra Korea. Min papbror kom ud af sin mor, som jeg aldrig har mødt. Min venindes datter kom ud af sin mor, men sædcellerne kom fra en sædbank. Min kollega kom fra et børnehjem, men egentlig er han vist fra Århus. Zamir fra min datters klasse siger han er fra Nørrebro, også selvom de voksne så spørger, hvor han egentlig kommer fra.

Flertallet af de adspurgte børn mener i følge en nyligt offentliggjort undersøgelse, at kernefamilien er den bedste. Der er brug for nuancering af familiebegrebet, lyder det fra Børnerådet

Ja, børn har brug for at være tæt. Tæt på dem der elsker dem, og tæt på dem de elsker. De har brug for at være i hænder, for at blive set og hørt, og for ubetinget kærlighed.

De har også krav på at vide, hvor de »kommer fra« og diskussionen om, hvordan dette krav imødekommes i takt med, at familiestrukturerne ændrer sig er vigtig. For hvor »kommer« man fra, når man biologisk er et produkt af en kendt kvindes æg og en ukendt mands sædceller, mens man »socialt« er et barn i en familie med to kvinder og en lillebror? Og hvor »kommer« man fra, når man så sin adoptiv-mor første gang i en lufthavn? Man kan finde adoptivmødre, der har sagt »Kastrup« til dette spørgsmål, og man kan finde nogen, der har haft hjerte og hjerne til et mere nuanceret svar.

Læs artiklen »Adopterede kæmper med slægtskab« på Videnskab.dk

Men hvis Anette Due Madsen, eller lignende tros-fæller tror, at de bidrager til denne vigtige diskussion ved at udlede af undersøgelsen, at børn har en heterokernefamilie-urdrift, og dét er der bare ikke noget, der kan ændre på, så vil jeg gerne spørge:

Hvad »kom« først – hønen eller ægget?

Som i: Hvad kom først – børns urdrift mod kernefamilien eller samfundets favorisering af samme?

»Når vi laver andre familiekonstellationer med to mødre eller en papfar sætter vi børn på arbejde…«

Her må jeg sige det samme, som jeg siger til min 5-årige, når hun med et ur-brøl smækker sin søster en på kassen: »Ved du hvad, det dér, det er IKKE i orden!«

Når man er en velorienteret dame i sin bedste alder, med en længerevarende uddannelse i psykologi, i en lederposition for et center, der skal forestille at vide noget om familier og udvikling, så er det IKKE i orden at udtale sig så unuanceret.

Man kan ikke sammenligne det psyko-sociale velbefindende for et barn i en familie med to mødre, med situationen for et skilsmissebarn.

Dermed ikke sagt at der er noget galt med at være skilsmissebarn, sammen-ligningen er blot urimelig. Skilsmisser vil af langt de fleste børn opleves som en livskrise, og for mange børn vil det være deres første møde med erkendelsen af tab og sorg. Udfaldet vil afhænge af forældrenes evne til at håndtere det, og det findes der et utal af heldige og mindre heldige eksempler på.

Uanset hvad, er det afgørende at forældrene accepterer at skilsmisser aldrig er barnets valg, og at konsekvenserne for barnet er omfattende, herunder at mor og far får nye kærester, og at disse måske også har børn.

Jeg begriber ikke, hvordan så voldsomme livsomvæltninger, der helt utvivlsomt vil sætte ethvert barn (og dets forældre!) »på arbejde«, kan sammenlignes med at opvokse i en familie hvor den voksne del udgøres af to forelskede mennesker af samme køn? Eller af et enkelt for den sags skyld?

»(Dermed)…sætter vi børn på arbejde i forhold til at skabe sammenhæng på en anden måde, end de ellers er vant til«.

Skal vi igen lige skille Anettes to eksempler ad.

1. Børn af homo-forældre.

Sættes ikke på arbejde med at skabe sammenhænge i andet, end de er vant til. Deres sammenhæng ER den, de er vant til! Ifølge min bedste personlige og teoretiske viden vil barnet, når det er klar til det blive orienteret om, hvor det (også) kommer fra. Om det så er donorsæd, en kendt tredje forældre af hankøn eller lign. Jeg har stadig til gode at høre eller læse om et traumatiseret homobarn i den forbindelse.

Efterhånden som børn fra homofamilier nu er genstand for reel statistik og undersøgelser af deres levevilkår og velbefindende, har der både i Skandinavien, USA og Canada vist sig et meget tydeligt billede: De har det godt, rigtig godt faktisk, så åbenbart er de hverken stressede eller ulykkelige over den mangel på sammenhæng, som Anette læser ind i deres liv.

2. Børn med papforældre.

Som før nævnt har både børn og voksne i sammenbragte familier nogle potentielt store udfordringer. Men dele-børn, pap-forældre, nye søskende, 5/9 ordninger og lign., ser ikke desto mindre ud til at være det nye sort. Skilsmisser og sammenbragte familier er kommet for at blive, og hvis de voksne kan holde hovedet koldt og fokus på andet end sig selv, så går det jo nok. Trods alt!

»Det vigtigste for børn er, at de har en tryg base, men i anderledes familieformer kan den tryghed blive truet.«

Anette laver her en Milena Penkowa. Det er noget selvmodsigende udokumenteret vrøvl.

»Derfor svarer så mange børn, at kernefamilien er den bedste familieform.«

Jeg tror egentlig, at de svarer, som de gør af andre og flere grunde.
Deres eget udgangspunkt er en heteroseksuel kernefamilie. Ideen om en skilsmisse virker dermed ubehagelig på dem eftersom de færreste børn ønsker så voldsom en ændring af deres dagligdag.

Selvom Anette i artiklen afviser, at medier og litteratur har indflydelse på, at børnene svarer, som de gør, fordi der findes »mange børneserier der viser anderledes familieformer«, så tror jeg, at faktum er stik modsat.

Disney-industrien, cartoon network, (Irma)reklamer, MTV, børnebøger, legetøj, musik, eventyr, historie, kultur, aviser, pædagoger, lærere, voksne, ja, måske kunne jeg bare nøjes med at skrive »samfundet«, er baseret på meget bestemte forestillinger om køn, seksualitet og familie. Drenge er blå og rå, piger er røde og søde, prinsen får prinsessen, det skal ende med en Lilly-model, børn skal have to forældre og bøsser er noget man skyder (med).

Alfons Åberg, Max Pinlig, »Lisa med de to mødre« og Sarah fra X-factor kæmper op ad bakke hele vejen. (Det hele kan også opsummeres til patriarkat og kapitalisme, men det er vist på vej ud af retskrivningsordbogen sammen med kanalje og charlatan).

Børn er på mange måder konservative, muligvis fordi de trods alt har en ur-drift, der fortæller dem, at depoterne med tryghed og kærlighed skal fyldes op i nogle år før man kan springe ud af sin comfortzone.
De er til gengæld hverken dumme, ondskabsfulde eller uempatiske - tværtimod!

Men de er uvidende om mange ting, og åbenhed, tolerance, viden, erfaringer, rummelighed og respekt er egenskaber, som børn skal præsenteres for, hvis de skal vokse og udvikle sig til noget fornuftigt. En del af den viden, er viden om, at der findes andre familieformer end den heteroseksuelle kernefamilies, og den skal både komme fra medier, kultur, voksne, undervisning mm. Men den skal også komme ved, at de ikke-heteroseksuelle familier retter ryggen og insisterer på deres ret til selv at definere den enhed, de hver især har som familie, og ikke mindst på retten til at få respekteret deres definition.

Anette glemmer de enlige, de efterladte, dem med ti børn, hende med hunden, ham med den gamle mor, dem med den multihandicappede søn på døgninstitution, kollektivet, det barnløse par, homoerne, de fraskilte og de sammenbragte. Der er mange af dem, de ikke-heteroseksuelle kernefamilier. Også selvom de ikke er så glade for dem inde på Anettes center. Måske skulle de skifte navn til Center for Familieafvikling.