Vores identitet er ikke national!

Når de europæiske LGBTIQ-bevægelser disse dage mødes til den rituelle »stolthedsmarch« i Italien, finder vi det mere nødvendigt end nogensinde at deltage i processen og lægge vægt bag de politiske positioner, som vi altid har kæmpet for, og hvorfra vi finder vores politiske udgangspunkter – det være sig som feminister, lesbiske, transer og bøsser. Disse positioner er en platform, der adresserer den nyliberale uniformitet, markedets Europa, Schengen-traktaten, sikkerhedsdagsordenen og de racistiske politikker, der præger dagens Europa.

Ingen stolthed i øget grænsekontrol

At være borger i Europa i dag betyder, hvor meget vi inderligt måtte være imod det, at vi alle har et medansvar for befæstningen af kontinentets grænser. Vi har et medansvar for de politikker, der til den bitre ende forsøger at forhindre adgangen for de mennesker, der flygter i håbet om et bedre og mere værdigt liv.

»Vi vil ikke lade vores kroppe bruges i et aktivt forsvar for Fort Europa« lyder det i Koordineringen Facciamo Breccias manifest i en kritik af den netop gennmførte Europride 2011 i Rom.

At være borger i Europa i dag betyder, at vores kroppe bruges i den mest enøjede retorik, der foregiver opbakning til det fælles gode gennem racistiske og nyfascistiske politiker

Nyliberalismens svar på en af dens største kriser nogensinde har været nye forsøg på at ødelægge de sidste stumper af velfærdssystemet og - med Vatikanets ivrige bidrag - igen at styrke familien som ideologisk centrum. Vi understreger derfor vores sekularisme for at unddrage os Vatikanets ekspanderende teologiske og etiske dominans, men modsætter os i samme åndedrag de europæiske staters politiske, økonomiske og militære magt.

Det er institutioner, der tjener de samme formål, nemlig fastholdelsen af Europa som et »hvidt og civilisatorisk« overherredømme.

Ingen krig i vores navn

LGBTIQ-personers borgerrettigheder i det man kan kalde de »seksuelle demokratier«, modsvares straks af knægtelsen af andre subjektiviteters borgerrettigheder, hvor folk ekskluderes, fordi deres etniske oprindelse, kultur eller religion ikke lever op til kravene for en fuldgyldig inklusion, eller fordi de fastholdes i simpel udbytning.

Befæstningen og fastholdelsen af det kristne, hvide, heteroseksuelle og borgerlige Europa sker ved hjælp af skræmmemekanismer, eksklusion, udvisninger og deciderede deportationsslejre. Det er eksklusionspolitiker, der oftere og oftere føres frem ved hjælp retoriske forsvar for »de stakkels ofre«, hvilket oftest vil sige kvinderne og LGBTIQ-personerne. På denne måde bliver vores kroppe brugt aktivt i forsvaret for Fort Europa.

Koordineringen Facciamo Breccias hjemmeside

Europride Rome 2011’s hjemmeside

»Krigen imod terror« foregår således ikke alene med bomber over lande, hvor kvinder bærer burka, men også som mediebombardementer og panikker om »massevoldtægter«, »islamisk bøssehad« osv. Det sker når magthavere, i stedet for at sige fra over for vores samfunds strukturelle vold og homofobi, over en kam stempler og kriminaliserer f.eks. immigrantmænd, der bredt beskrives som »sexister« og »homofober«. Og borgerne kan så i øvrigt ellers pænt følge efter hen til den næste demonstration imod vold, arm i arm med en borgmester, der bærer et keltisk kors om halsen, og kræve mere kontrol, mere overvågning, mere politi og mere repression.

Vi er hverken ofre eller passive medborgere

De nye fascismer har på denne måde især gjort forsvaret for »ofrene« til et yndet greb, når Vesten skal præsenteres som den bedste af alle verdener, der står overfor at blive overløbet af uciviliserede barbarer. På denne måde søger højrefløjen at præsentere sig som forsvarere af kategorier, der så igen præsenteres som ude af stand til at forsvare sig selv, fordi de er »svage« og på grund af deres »natur« ude af stand til det selv.

Hvis man som LGBTIQ-person skal falde indenfor medborgerskabskanonen, skal man pænt opgive enhver ide om selvbestemmelse, man skal opføre sig anstændigt og respektabelt, kende sin plads, synge med på nationalsangen og så i øvrigt stole på bankernes model for Europa. Kort sagt, være en harmløs, føjelig og dydig borger.

For især transpersoner er situationen så meget desto mere drastisk, idet de på denne måde på forhånd – a priori- nægtes muligheden for medborgerskab.

Vi må radikalt afvise enhver offergørelse og medborgerskabsmodel, som inkluderer kvinder og LGBTIQ-personer som del af racistiske og fascistiske politiker, og som skaber et klima af had og intolerance. Vi må afvise politiker, der kriminaliserer immigranter for til gengæld nådigt at kaste os krummerne fra de rettigheder, der aldrig er blevet effektivt gennemført.

Vi må afvise en homo-nationalistisk politik baseret på vores tilpasningsevne til markedskategorier og vores evne til forbrug. Og vi siger klart nej til en politik, der baseres på vores respektabilitet, uskyldighed og hvidhed.

I stedet for at søge inklusion i et heteropatriarkalsk familiesamfund, der opretholder sig selv gennem eksklusionen af immigranter, foretrækker vi en politisk praksis, der former sig som kamp for selvbestemmelse og frihed. En praksis, som begynder med os selv og vores kroppe. Som begynder med vores evne til at skabe nye forbindelser og skabe veje til frigørelse.