De nye kampe for anerkendelse

I februar 2008 opstod på Nørrebro optøjer blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund, som begyndte at brænde biler af, udøve hærværk og søge konfrontationer med politiet.

Optøjerne var udtryk for et uartikuleret oprør, som sattes i gang af blandt andet talrige politiprovokationer og en diskriminerende politipraksis i de københavnske visitationszoner, især på Nørrebro.

Da oprøret inspirerede til lignende optøjer i andre danske byer, besluttede de protesterende på Nørrebro, sammen med gadeplansarbejdere, at artikulere oprøret i en henvendelse til politiet.

Folkets Park/Stengade 2008. Foto fra bogens forside.
Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

Politiets ledelse tog henvendelsen alvorligt og gjorde en indsats for at fjerne racistisk politipraksis fra visitationszonerne. Dette førte faktisk til, at optøjerne ophørte på Nørrebro.

Optøjernes baggrund

Der har siden været optøjer i andre byer, som ikke har gennemlevet en lignende proces, og forfatteren og journalisten Aydin Soei har sat sig for at beskrive optøjerne og deres baggrund, samt ikke mindst perspektiverne i konfliktløsningen.

»Medborgerskab kan vendes til modborgerskab via en række faktorer som manglende uddannelse, negative forventninger og stigmatiseringen ved at bo i områder, der generelt opfattes som et problem i den offentlige debat«, skriver Aydin Soei.

Soei viser i sin fremstilling den lige linje fra »læderjakker« og »mini-rockere« til »2. generations indvandrere«, når det gælder unge mænds utilpassethed og adfærd. Han henviser også til Nørrebros særlige tradition for optøjer. Allerede for mere end 100 år siden kunne de fredelige nørrebroere opleve grupperinger, der drog gennem Nørrebrogade og smadrede butiksruder.

Hvad angår optøjerne i februar 2008 har Soei taget udgangspunkt i en række interviews med en del af aktørerne, både blandt de unge rebeller, gadeplansarbejdere og nærpolitiet på Nørrebro samt politiledelsen i København.

Kan ikke genkende sig selv

Det slår læseren som et gennemgående træk i fremstillingen, at hverken de unge, socialarbejderne eller nærpolitiet kan genkende mediernes fremstilling af deres sociale virkelighed.

Især stigmatiseringen af bestemte boligområder som værende »ghettoer« virker voldsomt på de unge med etnisk minoritetsbaggrund, som i mange tilfælde føler sig nødsaget til at lyve om deres adresse for ikke at blive mødt med mistro blandt hvide danskere.

Det er næsten forsvundet fra den offentlige debat, efter politikerne har vedtaget diverse »ghetto-planer«, at flere politikredse udtalte kraftig kritik af politikernes brug af ghetto-begrebet, fordi de mente, at det skaber unødig frygt i befolkningen og giver et forvrænget billede af virkeligheden i de omtalte kvarterer.

Klædt af offentligt

Baggrunden for Nørrebro-optøjerne var lang tids frustration blandt de unge efterkommere af indvandrere over, at de blev chikaneret af politiet i ly af de visitationszoner, som blev indført efter et knivdrab i København.

En af de interviewede, Abas, der er tømrerlærling, blev særligt provokeret af en visitation, hvor han blev tvunget til at hive bukserne ned til fuld offentlig skue, hvorefter en betjent lyste ham i kønsdelene med en lommelygte.

Abas var den første, der klagede over denne type overgreb, og han fik senere en undskyldning fra politiet. Men der var andre, som havde lignende oplevelser, og som ikke havde en socialarbejder til at hjælpe med at udarbejde en klage.

Generelt oplevede mange af de unge med brun hud at blive udtaget til visitation, mens kridhvide danskere, som gik lige ved siden af dem, gik fri. Derudover kunne de opleve at blive visiteret af den samme betjent flere gange daglig.

De to barndomsvenner Abas og Omar fortæller samstemmende, hvor ydmygende det var at blive visiteret, da de risikerede, at arbejdskammerater og arbejdsgivere og endda kunder så det og fik indtryk af, at de var kriminelle.

Spontan reaktion

Optøjerne i februar 2008 opstod spontant, da politiet i Griffenfeldtsgade havde foretaget en voldsom anholdelse af en ældre mand, som var meget afholdt og respekteret i kvarteret.

Som de unge senere skrev i deres henvendelse til politiet, var det nok, at de selv blev udsat for chikane, men når det også gik ud over ældre, gangbesværede indvandrere, så kunne de ikke længere se passivt til.

Det førte til voldsomme episoder, ildspåsættelser og hærværk. Og efter nogle dage bredte optøjerne sig til andre danske byer: Slagelse, Ringsted, Kokkedal, Nivå, Birkerød, Albertslund, Tingbjerg, Kalundborg og mange flere.

Oprøret artikuleres

Det var gadeplansarbejderen Anour Hassouni og hans kolleger på Nørrebro, der tog initiativ til, at oprøret på Nørrebro blev artikuleret i et åbent brev til politiet.

Brevet blev til efter et møde, hvor alle de protesterende grupper på Nørrebro var repræsenteret. I brevet forklarer de unge både optøjernes konkrete anledning og den dybere baggrund: diskriminationen i nattelivet, i visitationszonerne og i medierne.

De unge tager i brevet afstand fra mediernes forsøg på at forbinde optøjerne med hashhandel og bandekrig, og de tager afstand fra imamernes indblanding i konflikten, som også er et mediepåfund, da de imamerne ikke på noget tidspunkt var i kontakt med de unge.

Men først og fremmest kritiserer de politiets fremfærd og praksis.

At brevet blev trykt på forsiden af Politiken i uredigeret form havde stor betydning for de unges kamp.

Men afgørende var det, at den københavnske politiledelse tog de unge alvorligt og erkendte, at der måtte findes en løsning på problemerne. En af dem var, at en bestemt betjent blev sat fra bestillingen, og at de øvrige fik nye instrukser om ikke at diskriminere.

Politiet indkaldte Anour Hassouni og de unges talsmand Abas til et dialogmøde, og efterfølgende blev der indkaldt til flere lignende møder med unge og forældre i kvarterer, der havde været udsat for hærværk og ildspåsættelser.

Som Soei pointerer, hører det med i billedet, at den type optøjer, som blev praktiseret, er kontraproduktive, da de dels bekræfter majoritets-Danmarks fjendebillede af vilde, uciviliserede unge, dels faktisk går ud over det lokale kvarters fælles faciliteter. Optøjerne går ud over oprørerne selv.

Han betragter derfor optøjerne som åbningen af en kommunikationskanal, som kan gøre omverdenen opmærksom på problemerne, frem for et egentligt oprør mod undertrykkere.

Det forklarer også de manglende forsøg på politisk organisering og samfundsmæssig, ideologisk perspektivering.

Der er tale om en social og politisk kamp for anerkendelse.

Et ekstra gebyr

Soei perspektiverer begivenhederne med raceurolighederne i 90’erne i Los Angeles efter politioverfaldet på Rodney King og optøjerne Paris’ forstæder i begyndelsen af dette årtusinde.

Alle steder er tendensen den samme. Stigmatiseringen og diskriminationen af bestemte grupper kombineret med politiets voldelige overfald tænder oprøret.

Som Soei skriver om de danske forhold, er et af hovedproblemerne, at »meget tyder på, at gadeoptøjer blot udgør toppen af isbjerget, når det drejer sig om minoritetsborgere, der føler at deres hudfarve, køn og bopæl bidrager til, at de skal betale et ekstra gebyr for at blive anerkendt som (lige)værdige medborgere i det nye multietniske Danmark«.

Integrationens vilkår

Og dette må også være en lære for den ensidige politiske diskurs i (de borgerlige) medier i Danmark.

Når man hele tiden mistænkeliggøres, slås i hartkorn med terrorister og religiøse fundamentalister, ja, opfattes som indvandrer, når man er født og opvokset i Danmark, og generelt betegnes som en byrde for samfundet, så udvikler man en identitet som modborger frem for medborger.

Og det vil sige, at integrationen af de forskellige kulturer, som burde virke i et frugtbart samspil, risikerer at slå fejl. Men når man ser på det parlamentariske VKO-flertal, og den dominerende del af pressen, der lydigt slutter op om dette flertals dagsordener, er det måske netop meningen?

Soei’s metodiske grundlag

Soei har fundet sin teoretiske inspiration i socialfilosoffen Axel Honneth’s systematisering af anerkendelsens betydning for en positiv selvidentitet.

Honneth opererer med tre kriterier for anerkendelse.

Det første kriterie er »anerkendelsen som et individ, hvis trang og ønsker er af enestående værdi for en anden person«.

Det andet kriterie er »anerkendelse som en person, der besidder samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker«.

Det sidste kriterie er »anerkendelse som en person, hvis evner er af grundlæggende værdi for et konkret fællesskab«.

Honneth’s tænkning gennemsyrer Soei’s fremstilling af de omtalte begivenheder, men han er ikke lige så systematisk i sin identificering af, hvilke kriterier, der er i spil hvornår.

Aydin Soei.

Foto: Mads Færch-Jensen.

En nødvendig bog

Vrede Unge Mænd kunne godt være redigeret strammere, da læseren præsenteres for bogens centrale problemstillinger og pointer flere gange.

Men under alle omstændigheder er Vrede Unge Mænd nødvendig læsning for socialarbejdere, journalister, politikere, politifolk og andre myndighedspersoner.

Og alle, der prøver at forstå, hvad der egentlig ligger i begreber som integration, ghettoisering, kulturelle eliter og moderne klassedeling, bør læse denne bog.

Også den indvandrerfjendske højrefløj kan få noget ud af bogen, da fremstillingen i detaljer og meget nøgternt gør rede for nogle af de sociale, kulturelle og politiske konsekvenser af den politik, som har præget Danmark de seneste 15-20 år.

Aydin Soei: "Vrede Unge Mænd - Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark" (Tiderne Skifter - 318 sider)