Folkemøde for folket

Utrolig meget er blevet sagt og skrevet i tiden op til, under og efter Folkemødet på Bornholm. Der er absolut blevet kastet en stor håndfuld kritik efter mødet, men overordnet set er dommernes vurdering: Bestået.

Det kræver sin krop at skulle fordøje tre dages indtryk, der ikke kun bestod af diskussioner, men også gratis fadøl til langt ud på natten, men jeg vil nu gøre et forsøg på at redegøre for mine oplevelser og min vurdering af det folkemøde der oftere er blevet kaldt elitært end folkeligt.

Stærk inspireret af Almedalsveckan i Sverige, hvor mange tusinde svenskere årligt møder op, for at kunne debattere det svenske riges tilstand, gik Bertel Haarder i oktober i gang med at påvirke sine kollegaer, i håb om at der kunne findes tværpartisk opbakning til mødet.

Haarder er jo ud af en højskolekultur, så selvom jeg politisk ikke deler holdninger med ham, er jeg dog, som ham, stor fortaler for tanken om den levende og folkelige, demokratiske debat.

Jeg har derfor også, både før og efter mødet, været fuld af optimisme over en festival for de politisk interesserede, da det alt andet lige måtte være et stærkt signal om, at demokrati skal foregå i åbenhed og i dialog med hinanden trods forskellighederne.

Hal Koch skrev i 1946 at politiske møder aldrig måtte være for flere end 500 mennesker, da dialogen ellers vil forsvinde.

I dagens verden forgår møder med politikerne dog primært gennem fjernsynet, hvor medietrænede politikere via et manuskript kan fremføre deres politiske budskaber, og de eneste de skal stå til regnskab for, er journalister, der ofte vil stille de samme spørgsmål, og politiske modstandere der kun er interesserede i at gøre det klart for seerne, at man alene står med sandheden og de andre er en flok idioter.

Resultatet for den almindelige borger bliver, at politik, og herunder demokratiet, reduceres til spil og krig, aldrig dialog og søgen efter det fælles bedste. Som borger får man ikke muligheden for at stille politikerne de spørgsmål, der for dem brænder allermest på.

Men kom den almindelige borger til Folkemødet og stillede de forkullede spørgsmål?

Fætter-kusine fest?

Jeg talte med en kroejer på Bornholm, hvis kro lagde ryg til DI’s program. Han var mildest talt irriteret over den lange fætter-kusine fest det havde været, for i hans øjne havde det kun været politikerne, journalisterne og lobbyisterne, der gik en tur langs havnen og delte en Svaneke øl. Der var ingen der kom, hvis ikke de var udsendt for deres parti, arbejde eller organisation.

Arrangørerne kunne dog melde om en anden historie, hvor bornholmerne, hvad enten de var skolebørn eller pensionister, selv deltog i stort tal i løjerne. Men i princippet kan det være sagen uvedkommende.

Kroejeren selv var, trods irritationen, ellevild med konceptet, og han kunne stolt fortælle, hvordan han allerede havde siddet til flere møder med de bornholmske politikere og senere skulle evaluere med dem. Hvis bare der havde været bedre reklame, og hvis mødet lå tættere på weekenden, kendte han mange, der næste år ville komme frivilligt.

Han selv havde allerede taget en snak med flere politikere fra Christiansborg, og stillet dem spørgsmål om Udkantsdanmark, hospitaler og privatiseringer. Og det var i høj grad essensen af mødet, for dialogen var i højeste grad til stede, og det samme gjaldt visionerne.

Ikke én gang hørte jeg ordet grænsebom, til gengæld blev der diskuteret menneskerettigheder, frihed og ligestilling. Vi tog alle et skridt opad, væk fra enkeltsagerne, og selvom det sikkert vil tage en del folkemøder, at få politikerne til at gå væk fra krigen mod hinanden, hørte jeg ofte dem selv erklære sig enige med hinanden end modstandere.

Hvem er folket?

Jeg bliver nødt til her at indskyde, at hele diskussionen om folket irriterer mig.

Vi kan nemt blive enige om, at hvis Folkemødet kun består af valgte politikere, organisationer med deres lobbyister og journalister, så når mødet ikke sit mål om at være for alle danskere. Det samme ville gøre sig gældende for en festival udelukkende for lærere, for når ikke alle er lærere, bliver det ikke for hele folket. Det betyder bare ikke, at folket så ikke kommer.

Jeg er en del af folket. Måske vil man påstå, at jeg i kraft af mit politiske engagement også tilhører en del af den meningsdannende elite, men hvis ikke ligestillingsudvalget hos Socialdemokraterne havde betalt min billet, var den altså blevet betalt af egen lomme.

Jeg deltager på Folkemødet, fordi jeg er interesseret i at diskutere med dem jeg ikke møder i min hverdag, de der har indflydelse, de der ikke nødvendigvis er enige med mig. Jeg kommer for at blive klogere, for at udvide min horisont.

Mødet er for mig der interesserer mig for samfundet og for politik. Ikke alle er interesserede i samfundet og i politik, ligesom alle ikke er interesserede i musik og derfor ikke kommer på musikfestivaler. Hvis målet er at folket, forstået som alle 5 mio. danskere, skal have lyst til at deltage, så vil Folkemødet dumpe, for det vil ikke lykkes, og det er også okay.

Det er bare ikke okay, hvis de der interesserer sig for demokrati, politik og samfund og ønsker at blive klogere, ikke føler der er plads til dem, og ikke har mulighed for at deltage.

Folket er ikke kun manden ved pølsevognen uden uddannelse, folket er os alle. Målet må være bred deltagelse, det kan ikke være 100 % deltagelse.

Opskriften på det ideelle folkemøde

Jeg tror på, at Folkemødet bliver en stor succes og vil fortsætte i mange år, men der er plads til forbedringer, hvis det skal leve op til sit navn:

• Det skal flyttes nogle uger ind i sommerferien, så folket ikke sidder til eksamen eller skal tage fri fra arbejde. Argumentet fra Bornholm er, at det ikke kan flyttes ind i turistsæsonen, da øen ikke kan rumme så mange mennesker. Men ud fra et rummelighedsspørgsmål, må det da i sidste ende være ligegyldigt, om hotellerne bliver fyldt op af tyskere og svenskere, eller debatlystne danskere – kampen bliver så bare om, at få booket værelse i god nok tid.

• Mødet skal tidligst starte torsdag middag og slutte søndag eftermiddag, så det arbejdende folk kun skal holde én eller halvanden dag fri. Argumentet fra Bornholm er, at organisationerne ikke vil tage en weekend ud til arbejde, og det var da også kun partiernes telte, der var tilbage lørdag middag. Men når der næste år kommer dobbelt så mange mennesker, lur mig om så ikke organisationerne kan holde en weekend ud sammen med folket.

• Der skal reklameres længe og synligt. Her er der ingen undskyldning, men selv i min politiske omgangskreds, blev man ikke gjort opmærksom på mødet før en uge før afholdelsen, med mindre de da lige arbejdede for et parti. Folkemødet skal ud til folket via medierne, opslagstavlerne, skolerne og arbejdspladserne.

• Skal folket med, skal udgifterne være lave. At komme fra Nordjylland til Bornholm kan i kroner snildt løbe op på 1000 alene, og oveni det skal medregnes kost og logi. Jeg foreslår fælles, gratis transport og tilladelse til gratis opsætning af telt på marker og i skove.

• Programmet skal udfærdiges med hjælp fra hele folket. Arrangørerne, partierne og organisationerne skal have fat i folk på arbejdspladserne, deres medlemmer, skoleeleverne, m.fl. for at finde ud af, hvad de egentlig har lyst til at høre om og debattere. For at sikre den store demokratiske dialog, må man turde gå højere op i luftlagene, men emnerne må ikke fjerne sig fra det der optager danskerne, hvad enten du arbejder på Lindøværftet, på Christiansborg eller i en daginstitution.

Men uanset hvad, er opskriften en succes, for fejler alt andet, vil folket gerne se det smukke Bornholm og kunne prale af at have sludret med Helle og Villy, danset salsa med Bjørn Nørgaard og Master Fatman, kørt i taxa med Peter Skaarup og stået i kø i baren med Søren Pind – det gør jeg i hvert fald, og jeg vil altid betragte mig selv som en del af folket.