Sagsomkostninger, 10.000 kroner i bøde og et halvt års fængsel, hvoraf de to måneder blev gjort ubetingede i Anton Nielsens tilfælde.
Det var resultatet af den dom, som byretten afsagde torsdag den 16 juni over de to mænd fra 3F og foreningen for gamle modstandfolk, Horserød-Stutthof Foreningen, som tilbage i 2008 sendte penge til terroranklagede oprørsbevægelser i Columbia og Palæstina.
Læs artiklen »Modstandsmænd ved godt mod før terrorretssag« hos Modkraft
Trods den ene af de tre dommere krævede total frifindelse, endte sagen med en dom. Omend en betydelig billigere en af slagsen end de otte måneders ubetinget fængsel og 70.000 kroner i bøde som anklagemyndigheden havde krævet.

– Dommen er hamrende uretfærdig men ikke særligt overraskende. Og vi er rigtigt glade for at det endte med en lang næse til anklageren, der ville have mig ind og brumme i otte måneder, sagde Anton Nielsen til Modkraft efter domsafsigelsen.
Læs artiklen »Formand skal i fængsel for terrorstøtte« hos Information.
Han tilføjer at de endnu ikke har besluttet sig for, om dommen skal ankes. Men at frihedenskæmperforeningens ringe økonomiske formåen sandsynligvis vil afholde dem fra at gøre det.
– Det er desværre ikke at spørgsmål om retfærdighed, det er et spørgsmål om penge. Vi kan jo se den milliongæld, som Fighters and Lovers endte med at sidde tilbage med, at det kan have alvorlige konsekvenser at stå ved sine principper. Og det har Horserød-Stutthof Foreningen desværre slet ikke råd til.

De to mænd har igennem hele forløbet stået ved deres indsamling, men nægtet sig skyldige i anklagen om terrorstøtte. De sagde i retten at de opfatter både FARC og PFLP som frihedsbevægelser.
– Vi er ikke tilhængere af vold, derfor bruger vi civil ulydighed. Den israelske hær har bombet og ødelagt den ghetto, som Gaza er. Derfor har vi sendt penge til PFLP’s humanitære genopbygning, sagde Anton Nielsen og tilføjede, at han som barn oplevede at hans far blev kaldt for terrorist og sendt til den nazistiske kz-lejr Stutthof.
Viggo Toften-Jørgensen forkalrede at hans indsamling blev brugt af FARC til at bygge et bibliotek.
– Vi har givet penge til en fagforeningsmand, der blev tvunget til at gå under jorden, fordi han blev udsat for dødstrusler. Senere gik han ind i FARC, og det har jeg fuld forståelse for. Terroristerne i Colombia er regeringen, og ikke FARC, sagde Viggo Toften-Jørgensen til dommerne.
Selvom støtten blev givet tilbage i 2008, er det først nu at sagen bliver taget op. Det skyldes at Rigsadvokaten har ventet på afgørelser i to lignende sager, Figthers and Lovers og Foreningen Oprør, som skulle danne præcedens for senere sager, der omhandler støtte til organisationer, som figurerer på de internationale terrorlister.
Læs artiklen »Fighters+Lovers er kendt skyldige i terrorstøtte« hos Modkraft.
Baggrunden for modstandsfolkenes støtte til FARC og PFLP er at udfordre terrorloven, som ifølge Anton Nielsen og Viggo Toften-Jørgensen ville have gjort kampen mod det sydafrikanske apartheidstyre ulovlig. En helt naturlig ting for medlemmer af Horserød-Stutthof-foreningen, som selv lavede frihedskamp under 2. verdenskrig, mener Anton Nielsen.
– Vi ved om nogen, at væbnet modstandskamp kan være nødvendig som en sidste udvej i kampen for frihed, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96