Punk og politik i fandenivoldsk forening

Myretue-effekten er så småt begyndt at vise sig i Københavns Nordvest-kvarter omkring Dortheavej. Folk kommer spadserende mod Ungdomshuset, hvor bandvogne og cykler bugner langs fortovene.

Et veloplagt dørhold sætter et udsplattet stempel på tre dages punkfest med politisk dagsorden, der venter forude.

Læs artiklen »Andet end Jagtvej 69, 2.0« hos Modkraft.

Der er allerede mennesketæt og løsluppen festivalstemning i Ungdomshusets gård. Overalt sidder festivalgæsterne henslængt med en mundfuld sommer og Hancock-øl i munden.

Det spanske postpunk-band Belgrado spillede i Dødsmaskinen om Søndagen. Foto: Mette Kramer Kristensen

Madbod, drinksbar og infopointet bidrager til et indtryk af en veltilrettelagt aften. Det amerikanske band, All or Nothing Hc tordner ud fra den store koncertsal bag de massive sorte døre. Der er en summen af forventning og gensynsglæde blandt gamle og nye venner. Aftenens bands kommer traskende med udstyr og er feststemte på det samme niveau som gæsterne.

Solskinsvejr og amerikansk terrorenhed

Appalacian terror unit har intet andet end en knyttet næve at tilbyde systemet, når de synger om selve menneskehedens skyld og forfald - forurening og krig i hittet »Armageddon Won’t Be Brougt By Gods«.

Med »Intet glemt – Intet tilgivet« banneret i ryggen møder de publikum med lirede guitarriffs og massakrerende trommehvirvler. Pauserne og temposkiftene er gode, og samspillet mellem de to vokaler sørger for, at den til tider monotone, og dog energiske hardcore punkfremdrift, aldrig klinger hult.

Der er »Brainwash«, som et nummer hedder, og skrabet lyd uden nogen pedaleffekter, men det er samtidig melodisk. Indimellem bevæger det sig endda på kanten af punkrock eller noise. Der er ingen uforudsete udsving eller anden overraskelse hos tilhøreren, men det er alt i alt en energisk og kraftfuld præstation.

Appalacian Terror Unit (USA) Foto: Mark Knudsen/Monsun

Appalacian Terror Unit’s bassist Matthew synes, det er en fornøjelse at være på festivalen:

– Jeg har ikke været til K-town før, og jeg er dybt imponeret over hvor velorganiseret, det hele er. Det er virkelig fedt at spille her og få et indtryk af den alternative og anarkistiske scene, siger han til Modkraft

Samlingssted for europæiske BZ’ere

Der er et stort udsnit af europæiske aktivister fra nær og fjern til festivalen. Aftenens værter i distroen er fra Hannover, og desuden forlyder det, at den ene af dem også udgiver plade med det danske punkband The Assasinators.

Berlinske aktivister fra et rydningstruet hus i Friedrichshain i Berlin har allerede mødt deres naboer fra det netop ryddede hus, Liebig14. Berlinerne ser frem til at høre om de polske besættere fra morgendagens foredrag med Rozbrat Squat. De håber på at lære noget af de polske besætteres situation.

Foto: Mette Kramer Kristensen

Crustpunk-bandet Morne fra USA laver en apokalyptisk og storladen lydcollage. Med to guitarer samt keyboard, får de plads til at vise deres tekniske overlegenhed. De er mere insisterende og har et større følelsesregister end Appalacian Terror Unit, og de formår at henlægge den næsten fyldte sal til deres univers.

De bruger masser af overdrive, og det skaber en koldkrigssteming i gulvet, som vibrerer under ens fødder. Trommeslageren er konsekvent med sine konstante to trommestikker, der smadrer løs, mens den ene militærstøvle hamrer på stortrommen. Det hele er velafstemt og lyder godt.
Men sommetider bliver de musikalske udflugter lidt for lange, og man bliver utålmodig. Nogle gange virker det underspillet, og der er heller ingen kampsved, men man kan stadig fortabe sig…

»Jeg vil jo bare så gerne kysse en crust-punker«

I gården er der højt humør, og luften er tyk af sommerflirt. Nogle festivalgæster ser det finske band Diskelmä, der er næste punkt på musikprogrammet, mens andre snøvlende diskuterer heteronormativitet.

Der dystes om at holde sig oprejst på en campingstol, alt imens de skrøbelige plasticben skal smadres, og stemningen når et teatralsk højdepunkt, da kommentaren »i aften vil jeg bare gerne kysse med en crust-punker« falder.

Alle taler om at mødes til Jagtvej 69-bandet Night Fever, som vender tilbage til en ungdomshusscene, efter at have været hus-forbi og også en tur forbi Roskilde Festivalen i 2010.

Foto: Mette Kramer Kristensen

Nedtællingen begynder allerede en time inden, de går på, og forventningen bliver aldrig afløst af skuffelse - tværtimod. Med den karakteristiske og skingre vokal raser hits som »This is Copenhagen« og »Insane« i en svedende storm af stagedive og pogo i mosh pitten. Hele salen er med, og armene løftes i punktlig timing.

Fredagens liveoptrædener afsluttes med et afdansningsbal af mytisk karakter…

Bandmedlemmerne fra Morne snupper en stille øl i bilen, dørholdet afløses af nye aktivister, og der er grin og kærlige slåskampe, der giver lyst til at råbe »bunke«.

DIY-punkfest er skudt i gang og festen er lige begyndt.

Dokumentarfilm og tømmermænd

Dagen derpå er der allerede festival-feber om eftermiddagen. Gumlende på det sidste af formiddagens brunch foretrækker festivalgæsterne at hænge ud i gården. Nogle tager en lur i skyggen af træerne, imens enkelte er på vej ind i Dødsmaskinen til dagens workshop på trods af en skyfri himmel.

Rozbrat Squat, der er Polens ældste husbesættelse, gæster Dortheavej til festivalen. Ligesom flere andre besatte huse i Europa, er de konfronteret med en rydningstrussel, og deres workshop skal sætte fokus på byrum og gentrificering.

Hovedparten af workshoppen går med visning af dokumentarfilm, hvor de interviewede fortæller om, hvordan vækstmaskinen – multinationale selskaber og banker - fordrer ufrivillig forflytning af beboerne i arbejderkvarterer.

Filmens omdrejningspunkt er interviews med polske, nu forhåndværende lejere, der kan berette om huslejestignings-pres og dårlige boligforhold uden vand, som blot er nogle af de ufine metoder, som private investorer bruger til at omdanne boligkvarterer til erhvervsbrug.

Bacon and cheeze-burger uden dyr

En voksende sult lokker festivalgæsten tilbage til gården, hvor den veganske snack-bod er åbnet. Køen af købelystne festivalgæster viser sig at blive konstant de næste mange timer.

Menuen står på hotdogs med pølser og løg og burgere med bøf, ost og bacon. For de kødelskende festivalgæster, om de end findes, kan det være en fordel at læse sætningen nederst: »Alt er 100% vegansk«, og både bacon og ost er lavet af soyaprodukter.

Der bliver udelukkende solgt vegansk mad på punkfestivalen. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Pain makes you beautiful

Festivalens aftenprogram begynder med en absurd kategori af underholdning. Copenhagen Bodyextremes, der er en piercing- og tatovørbutik i Indre By, har sat scenen i den store sal klar til et »Freak-show« med bodysuspension.

Scenen er tildækket med sort plastic, og bag et hvidt klæde varmer et metallisk klingende punkband op med faretruende rytmer, der varsler showets karakter. I loftet er der fæstnet en krog, hvorfra der hænger et sort reb med en plade og fire mindre løkker.

Freakshowets frontfigur hedder Mark og arbejder for Copenhagen Bodyextremes. Foruden implanterede horn i panden og utallige piercinger er han udstyret med en T-shirt med printet: »PAIN – makes you beautiful«.

Bodysuspension. Foto: Sasa Mackic/Monsun

Der er ingen spor af selvopofrelse i hans ansigt, da han lægger sig på ryggen af en briks i afslappet positur med armene under hovedet. Et hold af hjælpere, hvoraf en bærer en T-shirt med printet »CALM«, desinficerer hans lår og indstikker en form for rør i blodårerne på hans underarme.

Hjælperholdet gør tegn og gestikulerer gennem lydmuren af noiserock til Mark på briksen. Holdet arbejder med hvide kirurghandsker og med en nænsom professionalisme, der står i skærende kontrast til de fire metalkroge, der om få sekunder tydeligvis skal gennembore hans lårkød.

Krogene gennemborer huden lige ved knæene, og uden at fortrække en mine af ubehag ligger han ubevægelig på bænken, indtil alle 4 kroge er placeret og kan skimtes gennem den elastiske hud i det øverste lag af kødet.

Publikum i salen forholder sig forbavsende tavst. Nogle med halvåben mund, andre skævende og smågrinende til hinanden.

Anarkismens blod

De fire løkker bindes til krogene, og mens huden giver sig en smule, giver hjælperne tegn til, at rebet skal trækkes opad. Rebet hejses indtil Mark hænger lodret med hovedet nedad.

Han giver thumbs up og begynder at svinge – salen bryder ud i jubel.

Dreadlocksene flagrer mellem armene, som han strækker i en skulpturel positur. Som Michelangelos billede i det Sixtinske Kapel rækker han ud efter hjælperne, der står på hver sin side af scenen. De giver ham et let skub og får ham til at svinge som et pendul.

Trommerne intensiveres med svingningshastigheden, og folk er højlydt begejstrede. Blodet begynder at fosse ud af de indlagte rør, nedad hans underarme. Det hvide klæde bagerst på scenen bliver bredt mere ud, og blodet sprøjter og danner et malerisk pletmønster, der langsomt bliver til en mere udefinerbar sø.

Klimaks og salens anerkendelse når sit højeste, da han, hængende med kødkroge gennem lårene, formår at tegne et anarkistsymbol med sit eget blod. Kunstværket bliver mødt af brølende jubel.

Musikken toner ud, og rebet sænkes ned igen.

Han griber sin øl og modtager smilende en øredøvende applaus fra publikum – skål!

Det er et adrenalinkick

Modkraft møder Mark få minutter efter, han igen står med begge ben på jorden, og vi må give hans albue hånden, da underarmene stadig er tilsølet af blod.

Han fortæller, hvordan han flere gange har prøvet body-suspension, men indrømmer, at der da altid er lidt sceneskræk!

– Jeg synes da, det er badass at kunne, men jeg gør det ikke, fordi jeg elsker smerte. Jeg synes bare ikke, at det gør så røvondt, og så er det sjovt at være deroppe og hænge – det giver et adrenalinkick, fortæller han grinende til Modkraft.

Derudover forklarer han, hvordan blodet skal ses som et forsøg på at lave lidt alternativ kunst, og desuden fungerer det som en visuel bonus til publikum, »der ellers kan begynde at kede sig ved at betragte en, der bare hænger og svinger«.

»Punkinteressen, der forsvandt med Jagtvej 69, er genopstået«

Imens det danske band, Kolyma fra Nørresundby smadrer derudaf med 1-2-3 trommer og raidhue, følger Modkraft efter nogle festivalgæster, der er på vej til kiosken.

Det danske punkband Kolyma. Foto: Mads Jensen/Monsun

– For at være ærlig er vi ikke så meget til Thy og Hancock - og de var også lidt varme i går, indrømmer Sara og Rasmus.

De var også begge to på festivalen aftenen forinden og fik både solopgang og et blåt øje i mosh pitten til det svenske band Hårda tider med sig hjem.

Rasmus bor tæt på Ungdomshuset, men er helt klart også kommet for at høre musikken:

– Jeg elsker den energi, der er i punkmusikken, og det er fedt at se det live og danse pogo samtidig, siger han og fortæller, hvordan han under en koncert blev tæsket af en anden persons hoved op til flere gange.

Ifølge ham har Night Fever indtil videre været det musikalske højdepunkt, hvilket flere andre festivalgæster også har udtrykt.

Sara, som er hans festival-følgesvend, er indtil videre også begejstret for festivalens forløb. Hun er Palæstina-aktivist og tidligere bruger af Jagtvej 69.

– Det er fedt, at festivalen også er politisk, og at vi kan vise de internationale gæster, at det ikke kun handler om drukpunk. For eksempel synes jeg, det er fedt, at revo-shoppen har en bod, fortæller Sara, der selv skal stå i Free Gazas støttebar om søndagen.

– Min interesse for punkmusik er genopstået på festivalen, for det er ikke noget, jeg plejer at dyrke. Punken hang for mig sammen med en æra på Jagtvej 69, og da vreden over rydningen forsvandt, da vi fik det nye hus, stoppede jeg også med at høre punk, fortæller Sara, inden turen går tilbage til Ungdomshuset.

Og her er det Extinction of Mankind, der toner ud fra salen, mens festen fortsætter i gården, der er blevet sort af mennesker.

Revoshoppen solgte politiske bøger, plakater og T-shirts på festivalen. Foto: Sasa Mackic/Monsun

»Danmark er andet end grænsekontrol og Distortion-hysteri«

Ved den veganske snackbod møder Modkraft to festivalkammerater, der også gerne vil dele deres syn på festivalen med Modkrafts udsendte. De kommer begge to på Dortheavej regelmæssigt, men er ikke aktivister i huset.

– Jeg er kommet, fordi jeg elsker konceptet med DIY. Det er egentlig ikke så meget på grund af musikken, men fordi jeg foretrækker »antiprofit fester«. Det er også fantastisk at se, hvor mange internationale gæster, der er, så vi kan vise, at Danmark og København er andet end voldeligt politi og grænsekontrol, siger Rasmus og tygger på sin soyapølse.

Han fortæller, at han som »nørrebrogenser« synes, det var udmattende ikke at kunne fravælge, hvad han betegner som Distortionhysteriet, som ifølge ham er pseudo-undergrund. Han peger på hotdog’en og siger, at han altid ville foretrække det, fremfor at grille på Skt. Hans torv.

Simon, der betegner sig selv som dedikeret veganer af dyreetiske årsager, udpeger også snackboden som et af festivalens største hits.

Under festivalen var der rig mulighed for at tage en slapper i gården. Foto: Sasa Mackic/Monsun

– Det er fedt, at der bliver gjort så meget ud af den veganske mad. Så kan folk se, at fast food kan være ligeså fed og fedtet uden kød, siger Simon, der til daglig studerer på Københavns Universitet.

De to festivalfans fortæller også, at de måske havde forventet et yngre publikum, men at der er mange kendte ansigter fra det gamle ungdomshus.

De er generelt enige om, at festivalen er en stor succes, og at det er opløftende at se, hvordan et arrangementet er drevet af rendyrket lyst udenom profit.

– Det er dejligt, at festen har et budskab, og selvom det måske ikke spreder så mange ringe i vandet, da det meget er folk med det samme værdigrundlag, som kommer her, er det stadig vigtigt at pleje modkulturen som fænomen, afslutter Rasmus.

Inden han hopper hen til bordfodboldbordet for at udfordre nogle tyske piger i fussball.

20 bands optrådte under de tre dages festival. Foto: Mette Kramer Kristensen

Hardcoreband på morgenfly til Spanien

Atentado spiller kompromisløs massiv hardcore punk. Der er to vokaler, hvoraf den ene er en kvinde med en kraftfuld indtagende energi. Med lange monologer understøtter hun de korte og kompakte musikstykker. Teksterne handler blandt andet om død og ødelæggelse, og ligesom de øvrige bands er deres påklædning præget af læder og nitter.

Publikum er med hele vejen, og efter koncerten er der flere henne for at komplimentere musikken og spørge efter den endnu uudgivede plade. Bandet pakker gear ned i fællesskab med Ungdomshusets crew, og forsangeren Elsa fortæller om sit indtryk af Danmark og festivalen:

– Det har virkelig været en god oplevelse, og jeg er meget taknemmelig for vores modtagelse. Crowd’en var fantastisk, selvom det er første gang, vi overhovedet er i Danmark, siger hun til Modkraft.

Hun fortæller om sin egen baggrund i Barcelona, hvor kombinationen af hendes interesse for politik og punk startede. Med en bedstefar, der kæmpede mod fascisterne under borgerkrigen, har hun altid haft politik i sin bevidsthed.

– Jeg ved ikke, om det er musik eller politik, der kommer i første række, men jeg er glad for at kunne gøre begge dele, siger hun og fortæller, at hun har deltaget i den seneste tids protester på Puerta del Sol i Barcelonas centrum.

Bandet skal med det første morgenfly tilbage til Spanien og når desværre ikke at se det danske band The War Goes on, hvor en af bandmedlemmerne kommer fra No Hope For The Kids, som forsangeren Elsa ellers har hørt godt om.

Atentados første plade udkommer til oktober.

»Det handler om, hvordan man opfører sig«

Inden turen går hjemad, får Modkraft endnu en bemærkning, der atter indrammer forestillingen om den gode fest med politisk indhold.

Issa fra Hamburg er kørt til DIY-punkfest i en varevogn fyldt med venner. Det er også hendes første tur til København, og til spørgsmålet om hvorfor, svarer hun:

– Hvorfor ikke? Vi er kommet for at møde nye mennesker og så, selvfølgelig, for at se Night Fever. Folk er meget åbne og vil gerne snakke, siger hun og vipper lidt med fødderne fra kantstenen, hun sidder på.

Vennegruppen overnatter i bilen og bliver i København indtil mandag. Hvis de er stået op til den tid, skal de opleve Bike-Wars-dysten søndag. Issa markerer også vigtigheden af, at festen er politisk.

Bike-Wars er en DIY-disciplin, der startede på Jagtvej 69. Foto: Mette Kramer Kristensen

– Det meste handler om politik for mig, det er i alle sammenhænge, og det er en livsstil, jeg har valgt. Der handler om, hvordan man opfører sig i samfundet, afslutter hun beslutsomt.

Se hele festivalens program her

Læs mere om Ungdomshuset på deres hjemmeside

Se Modkrafts billedserie fra festivalen her