Det startede i februar da 120 it-folk blev lockoutet og knap fire måneder-protester senere lever kampgejsten efter alt at dømme stadig i bedste velgående.
Under alle omstændigheder er et flertal på 54 procent netop valgt at forkaste PROSAs reviderede forslag om ny overendkomst. 329 valgte at stemme nej til mæglingsforslaget, mens 284 stemte for.
PROSA-medlemmerne på CSC har dermed valgt at kæmpe videre for at opnå et bedre resultat, end det Forligsmanden har sat til afstemning.

- Konflikten er effektiv og giver CSC og kunderne store problemer, selv om det er lykkedes at nedtone de mange problemer, som konflikten allerede nu har medført. Men det kan man selvfølgelig ikke blive ved med. Systemerne sander nu hurtigt til og der er kun et spørgsmål om tid, før det går helt galt, fastslår Hanne Lykke Jespersen, som er næstformand i PROSA
Stemmedeltagelsen ved urafstemningen var på 90,4 procent.
Læs artiklen »Politi og magistre donerer strejkepenge til PROSA« hos Modkraft
Kampgejsten var også i top til den støttefest, som PROSA og deres støttenetværk afholdt for de aktionerende ansatte fra it-viksomheden fredag den 10. juni på Toftegårds Plads.
Og det var modstanden imod overenskomstudspillet også blandt en stor del af deltagerne.
- Jeg synes det var noget makværk at sende til urafstemning. Det er en HK-overenskomst med at par kosmetiske forbedringer, som ikke er det papir værd som det er skrivet på. Vi har ikke kæmpet i fire måneder for at stemme for det juks, sagde Gerd Berlev fra støttenetværket til Modkraft.
Udspillet er efter hendes mening, så fuld af kritiske punkter, at det i parksis vil sætte »den danske model« for faglige rettigheder ud af spil.
- Et ja til aftalen er i praksis at bøje nakken for kravet om at afskaffe kollektive lønforhandlinger, som efterfølgende bliver umulige at genindføre. Desuden vil den fjerne alle de ting, der gør det værd at tage på arbejde, fortsætter hun og tilføjer at et nej også betyder at arbejdsrettens afgørelse den 16. juni, om CSC overhovedet har ret til at føle sig fritaget af en PROSA-overenskomst, kommer til at spille en rolle i forhandlingerne med den amerikanske it-virksomhed.
Mæglingsforslaget byggede på den forkastede overenskomstaftale fra 27. maj, som Prosa-medlemmer forkastede den 30. maj.
Den indeholdt blandt andet en stor ændring af tryghedsaftalen, som reduceres til en fratrædelsesgodtgørelse på to måneder, men med garanti for, at ingen vil blive opsagt indtil 31. marts 2012 på grund af arbejdsmangel. Derudover vil for eksempel generel lønudvikling blive afskaffet, medarbejdere, der håndterer vitale it-systemer, kan ikke gå i strejke, og arbejdstiden ændres fra 35 timer til 37 timer.
»Det er især blevet kritiseret, at tryghedsaftalen er stærkt forringet, at konfliktmulighederne er for begrænsede, at al overenskomstmæssig lønregulering er fjernet, at arbejdstiden er øget, at retten til uddannelse er væk og at der i det hele taget er taget udgangspunkt i en helt anden overenskomst end den gældende« skriver PROSA på sin hjemmeside.
Læs artiklen »CSC-blokaden bliver døgnåben« hos Modkraft
Den holdning deles ikke af CSC, som mener at overenskomstudspillet var et attraktivt kompromis, skriver Lene Christensen, som er direktør i CSC Danmark, i en pressemeddelelse.
»Vi havde håbet på, at forslaget ville blive vedtaget. Det ville have betydet afslutningen på en konflikt, som er aldeles uhensigtsmæssig i forhold til medarbejdere, kunder og CSC generelt. Vi syntes, vi sammen med PROSAs forhandlere havde fundet frem til et kompromis, som var attraktivt, men PROSAs medlemmer har desværre syntes noget andet. Mange medarbejdere er organiseret i andre forbund og er derfor ikke involveret direkte i konflikten. De kan heller ikke være tjent med at konflikten fortsætter«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96