Annonce

31. maj 2011 - 18:41

Pirater skyder CSC-konflikt igang

Tidligt tirsdag morgen lykkedes det 10 ukendte og hvidklædte aktivister at hugge CSC’s røde flag og erstatte det med et sort piratflag.

I cirka et kvarter fik Jolly Roger efterfølgende lov til at vejre over den konfliktramte virksomhed.

Det skete i protest mod den adfærd, som CSC-toppen har udvist mod sine ansatte under den nu månedslange overenskomst-konflikt, der siden februar har været mellem den amerikanske it-gigant og og de PROSA-organiserede medarbejdere.

En adfærd, som er fuldstændig uacceptabel i både aktivisternes og den samlede danske fagbevægelses øjne.

»Flagprotesten er rettet i mod CSC-ledelsens metoder med union busting og "management by fear"«, skriver aktivisterne i en mail sendt til it-magasinet Computerworld.

JPEG - 197.4 kb
Den hvidklædte pirathær på vej mod CSC. Foto: Teddy Dahl

En af aktivisterne løb efterfølgende ud af CSC-området med flaget under armen, til store klapsalver fra de forsamlede demonstranter, der havde taget opstilling på den anden side af porten.

Væltede flagstænger

Computerworld skriver endvidere, at CSC’s vagter hurtigt kom løbende efter aktivisterne. Men eftersom der kun var tre vagter, valgte de blot at se passivt til, mens de 10 aktivister hejste de tre piratflag.

Det sorte Jolly Roger-flag blev fastgjort med en særlig løkke, der gjorde det vanskeligt for CSC at tage flaget ned igen, det betød, at vagterne efterfølgende blev nødt til at lægge flagstængerne ned.

Udover it-virksomheders ledelsesmetoder vender aktivisterne sig også imod »lockout af 120 it-folk for at gennemtvinge et overenskomstdiktat, import af skruebrækkere fra ind- og udland, bortvisninger af ansatte og tillidsfolk og revolverforhandlinger under trussel om helt at miste overenskomsten«, fremgår det af mailen.

JPEG - 227.7 kb
Jolly Roger klargøres. Foto: Teddy Dahl

CSC-medarbejderne har været i konflikt siden 9. februar, da 120 ansatte, organiseret i PROSA, fik besked på at aflevere adgangskort, parkeringstilladelser og computer og forlade arbejdspladsen. Dette skyldtes en uenighed om en ny overenskomst, der indeholdte en række krav fra CSC om blandt andet en lønnedgang på 30 procent.

Situationen er blevet yderligere tilspidset da CSC valgte at bryde med overenskomstaftalerne og ansætte vikarer for de mange konfliktramte medarbejdere, som de ansatte efterfølgende skulle oplære i deres egne stillinger.

I morgen den 1. juni udløber fredsaftalen imellem PROSA og CSC så de forventede massestrejker kan begynde.

Læs artiklen »Aktivister stormer CSC-hovedkontor med piratflag« hos Computerworld

Læs artiklen »Lock-outede CSC-medarbejdere fortsætter protesterne« hos Modkraft

JPEG - 238.5 kb
Aktivister hejser den sorte fane over CSCs hovedkvarter. Foto:Teddy Dahl
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce