Annonce

16. maj 2002 - 13:36

Strejkerne er igang

På bryggeriet Ceres er alle tre skift lukket ned med 150 arbejdere i strejke, 70 Metal-medlemmer er gået hjem fra Danfoss i Hasselager, og på DSB’s centralværksteder er der arbejdsnedlæggelser rundt om i landet.

I Silkeborg er 113 arbejdere på Danfoss gået hjem, og det samme har metalarbejderne på Epoke i Vejen gjort.

På Fyn strejker i alt 4.000 arbejdere fra bl.a. Lindø-værftet, Danish Crown, Daloon, Micro Matic, Wittenborg, Odense Marcipan, Glud og Marstand, Roulunds fabrikker, Damixa, Exhausto og Kverneland.

Også i Københavns Lufthavn forventes omfattende arbejdsnedlæggelser, og SAS valgte allerede onsdag at aflyse 64 afgange i forventning om strejker.

Kl. 9.00 i morges gik samtlige LO-ansatte i SAS til fagligt møde, for at diskutere, hvordan reaktionen på regeringens deltidsforslag skal udmønte sig.

Ifølge SiD har omkring 2.000 slagtere fra slagterier over hele landet nedlagt arbejdet, og slagternes fagforening, NNF, forventer, at antallet af strejker stiger i løbet af dagen.

Protestmøder landet over

Flere steder i landet er der indkaldt til store protestmøder. I Århus foregår det i Aarhus Kongreshus kl. 11.00, og her ventes det, at medarbejdere fra store arbejdspladser som York Refrigeration, Danfoss og Højbjerg Maskinfabrik deltager.

I Horsens indkalder en række fagforeninger i Fabrikssamarbejdet til protestmøde klokken 12.00, og her deltager ansatte fra byens to største virksomheder, APV og Schur Packaging Systems, og i København indkaldes til protestmøde i Nørrebrohallen kl. 12.00. Ligeledes forventes møder i Ålborg og Randers samt formentlig en række andre steder.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Læs Århus-tillidsmændenes udtalelse ”Lov om tvungen deltid”

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce