Annonce

23. maj 2011 - 16:52

»Kunsten at skyde sig selv i foden med en Irmaseddel«

Det kan synes en anelse overflødigt at kommenterer på Irmas sedler så
sent i forløbet, men medielyset er primært faldet på den af sedlerne
der omhandler det lille balletbarn Emil og det ville jo være synd og
skam hvis ikke lidt spotlight også skulle komme de andre sedler til
gode. De er nemlig også fine.

I øvrigt har Irma besluttet, at kampagnen som helhed fortsætter
uændret, blot er sedlen med balletbarnet Emil fjernet fra
busstoppesteder og Irmabutiksfacader. Dette gør det blot ekstra interessant at se lidt på, hvad det er Irma har valgt at lade stå tilbage.

Sidst men ikke mindst er det jo også sådan, at galde sjældent drypper
forgæves, så her følger en lille hjemmestrikket og aldeles
akademi-forladt analyse af Irmas nu berømte reklamekampagne »Sedler
fra et ægteskab«.

Hej skat

Alarm!!! Emil vil gå til ballet!

Vi må ha gjort noget forkert. Kan du ikke gøre nogle mandeting. Gå i takt. Lav et bål.

Skal vi grille i aften?

Når du går i Irma så tag deres blad ”krydderiet” med.

Kys.

Ja, altså, at Emils trang til trikot og udstrækningsøvelser hyler hans mor ud af den, det har vi allerede hørt en del om. Skal vi bare lige gen-konstatere, at Irma her har rodet sig ud i noget med en lettere stereotyp opfattelse af, hvad drenge kan og ikke kan. Alarm-ballet-forkert. Stakit-stativ-kasket. Godt så.

JPEG - 31.9 kb
Facebook oversvømmes i disse dage af kreative sjæles leg med Irmas logo i forbindelse med deres nyeste reklamefremstød, der vækker kritik for sine kønsstereotypiske fremstillinger

Men mere interessant er det med Emils mors definition af mandeting. »Lav et bål og gå i takt«. Jamen, hvad blev der nu af at sparke dæk, åbne øl med tænderne og pifte efter damerne? Gå i takt??! Først må Emil ikke gå på balletskole og lære takten, og så skal han pludselig ud og marchere strækmarch med sin far?

Man fristes her til at tro, at Emils mor synes, at rigtige mænd er heilende højrenationalister med en bålbyggende spejder i maven. Men det er måske at skyde Emils mor noget i skoene, for tilsyneladende har hun en progressiv side også. Emils mor kan nemlig sende Emils far i Irma. Via seddel! Den var ikke gået hos modeeksperten Uffe Buchard som for nylig i Politiken udtalte, at mænd, der tog barsel lige så godt kunne få cuttet kønsorganerne med det samme.

Emil har også en søster. Hun hedder Josefine.

Alaaarm! Josefine taler om at hun vil være vegetar. Det orker jeg simpelthen ikke.
Køb det bedste kød i Irma. Og forbered en af dine pædagogiske manipulerende taler! Denne her skal vi vinde!

Folk, der ikke spiser kød er besværlige og per definition kvinder. Det er de, fordi de ikke er mænd. Hvis mænd var vegetarer, ville de ikke kunne grille, for alle ved, at der ikke findes noget i hele verden ud over kød, som man kan grille. Det går heller ikke med vegetariske mænd, fordi vegetarer er anæmiske og splejsede, og det er mænd ikke.

Rigtig sjov er lige præcis den her seddel jo, når man påtænker, at Irma er den butikskæde i Danmark med flest vegetariske produkter. Personligt går jeg kun i Irma for at købe vegetar-ting, og sådan forholder det sig med 90% af min omgangskreds. At Irma laver en reklamekampagne, der sviner vegetarer til svarer derfor til, at Politiken lavede en kampagne, hvor de trashede Politiken-plus segmentet for at være nærige ligusterfacister uden kulturel kapital.

Men nok om Josephine og Emil, nu er hovedpersonerne jo Emils mor og far (aka skat):

Hej skat

Hvorfor skal jeg på arbejde hver dag?

Jeg er en lille sart prinsesse der skal sove længe, forkæles og forføres.

Emils mor insisterer her på sin ret til at udleve sine biologiske kvindelige egenskaber, og hun gider ikke gå på arbejde. Fair nok.
Herefter forestillede jeg mig Emils far siddende derhjemme ved bålet og glæde sig over, at der er ro på rollerne og bøf på grillen.

Men så er det bare, at der flere steder sniger sig en kommanderende tone ind. Tenderende til det aggressive. Emils mor udsender kort sagt blandede signaler og resten af sedlen forglemmer hun sig, lægger sin langtidssovende og passive side på hylden og udtrykker sig i bydeform :

Når du går i Irma så gå amok i luksus.

Det er din sidste chance makker!

Jeg sporer en meget ufeminin trussel her. Og det fortsætter skam på næste seddel:

Hej skat

Josephine tror hun er med i Paradise hotel og Emil ligner generelt bare dig.
Der må strammes op. Arbejdes for føden. Gøres rent!

Du går i Irma.

Husk jeg elsker dig. Husk, det hurtigt kan ændre sig!!

Kys.

Nånånå, Emils mor, så tror jeg da vist nok lige, der kommer andre gryder på bordet. »Du går i Irma!« Hvad blev der af at spørge pænt? Hvem siger egentlig, at Emils far gider være din lille Irma-stik-irend-dreng hva? Og trusler om fravær af kærlighed… jamen, det er jo decideret manipulerende.

Tænk også lige på stakkels Emil. Overvej, hvordan han ville have det, hvis han fandt sedlen og så, at hans mor synes, at der skal strammes op omkring det faktum, at Emil ligner sin far (det skulle Emils mor vist i øvrigt have tænkt på, inden hun knaldede med Emils far).

Jeg har hørt, at bøsser kun er bøsser, fordi de ikke har haft nogen mandlige rollemodeller, så her synes jeg måske Emils mor burde lave en hurtig cost-benefit analyse af sin kommunikation.

Hej Irma

Alarm! I har lavet en kampagne der sviner… jeres kunder!

I må ha gjort noget forkert. Kan I ikke gøre noget ansvarligt.
Sige undskyld. Trække lortet tilbage.

Ellers orker jeg det simpelthen ikke. Den her skal vindes!
Jeg er en sart vegetar-lesbisk kunde der skal forføres. Og det er mig der har pengene.

Husk at det hurtigt kan ændre sig.

Kys, Camilla Tved

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce