Den store frihed?

Jeg var til konferencen Grosse Freiheit? forrige weekend. Det var et bekosteligt arrangement med nydeligt designede konferencemapper, simultantolkning og deltagere som var fløjet ind fra den anden side af kloden. Konferencen gik hovedsaglig ud på at propagandere for at indføre en sexkøbslov i Danmark i stil med den vi har i Sverige, Norge og Island, dvs. en kriminalisering af det at købe seksuelle ydelser.

Sirligt, velorganiseret og pænt, med et lige så nydeligt og velordnet publikum. Nydelig og velordnet var også talerlisten; ingen ubekvemme synspunkter, ingen kritikere af ”Den svenske model”, ingen sexarbejderorganisationer. I et sådant miljø anses den svenske model ikke overraskende for at være et fremskridt

Det påfaldende ved den abolitionistiske retorik omkring prostitution er at den er så utrolig overbevisende. Denne retorik var også fremherskende på Grosse Freiheit?. Fortællinger om modbydelige vilkår, kvinder og børn som bogstavelig talt sælges som sexslaver: Hvordan kan man ikke være imod prostitution?! Det er det samme som at være for slaveri!

Trafficking as usual

For os med indsigt i sexindustrien med alle dens nuancer og modsætninger falder den abolitionistiske retorik fra hinanden nærmest helt af sig selv. For det første har den svenske sexkøbslov intet med trafficking at gøre. Trafficking reguleres af andre love. Alligevel slås trafficking og prostitution sammen.

De uhyggelige historier som bruges til at eksemplificere prostitutionens skadevirkninger handler næsten udelukkende om personer der har været udsat for trafficking. (Men med til historien hører at fænomenet trafficking har betydeligt flere nuancer og gråzoner end som så, noget forskere som bl.a. Jo Doezema og Laura Agusín har påvist. End ikke personer udsat for trafficking er nødvendigvis de viljesløse ofre, som den abolitionistiske retorik vil have dem til at være).

Den svenske sexkøbslov antages ligefrem at mindske trafficking. En af talerne på Grosse Freiheit?, den svenske justitskansler Anna Skarhed der også er ansvarlig for den meget kritiserede evaluering af den svenske sexkøbslov, stod direkte og påstod dette: At sexkøbsloven har mindsket trafficking.

At Sverige aldrig har været noget stort aftagerland for handlede personer, hverken før eller efter indførslen af sexkøbsloven, glemte hun lige at nævne. At sexkøbere som tidligere anmeldte deres mistanker om trafficking til politiet nu, efter lovens indførsel, afstår fra at gøre det, da de selv risikerer at blive tiltalt (som påpeget af den svenske sexarbejderorganisation Rose Alliance) tages næppe i betragtning. Skarhed vælger udelukkende at gå ud fra politiets tal for traffickingkriminalitet. Men som de fleste ved, er antallet af anmeldelser ikke nødvendigvis i overensstemmelse med omganget af forbrydelser.

Moralens selvudnævnte vogtere

Ligesom trafficking slås sammen med prostitution generelt, blandes prostitution sammen med pornografi. På Grosse Freiheit? kom dette særlig klart frem hos Marianne Eriksson fra Vänsterpartiet. Hun er tidligere europaparlamentariker og var en af de mest insisterende kræfter bag indførslen af den nuværende svenske sexkøbslovgivning.

Eriksson kom med alt fra spekulative påstande såsom at ”aborterede fostre bruges i pornografiske sammenhænge” til deciderede misforståelser som at den svenske pornomagnat, Berth Milton Jr. Har ”pisset og skidt på kvinder” (det er en sammenblandning med, hvad Carl Serung, en anden svensk magnat i sexbranchen påstås at have gjort).

Essensen i Erikssons påstande er at sexindustrien og dens lobby (med lobby lader hun til at mene alle som ikke deler hendes egen holdning) er rig, mægtig og for enhver pris må bekæmpes. Tilsyneladende er sexkøbsloven et led i denne bekæmpelse. Det er dog uklart hvordan.
Klart står det imidlertid at Eriksson anser sig selv for at være en bekæmper af verdens moralske forfald og beskidte overseksualisering. Selvretfærdig, god og retskaffen.

Til vækkelsesmøde

Der var noget vækkelsesmøde-agtigt over hele konferencen. Indforståede nik, spontane klapsalver, en komplet overbevisning om at ”vi er de gode”. De meget få kritiske spørgsmål som blev stillet fra salen blev ignoreret eller latterliggjort af såvel talere som publikum. Her var der intet rum for anderledes tænkende, ikke så meget som en svag gråtone.

Professor i statskundskab, Maud Eduards. talte om sexkøbsloven som en måde at beskytte kvinder der sælger sex og som en måde at give dem ”en stemme”. Men da en kvinde blandt publikum spurgte hvad hun vil gøre for at beskytte sexsælgere der har været udsat for trafficking når sexkøb er kriminaliseret, svarede hun undvigende at ”det er noget som må diskuteres”. Hvilken ”stemme” er det så egentlig, Eduards taler om? Hvis sikkerhed?

Henimod slutningen på konferencens første dag kom en broget skare mennesker og stillede sig udenfor kulturhuset på Islands Brygge: Transpersoner, sexarbejdere, queers. Mine venner.
Kontrasten mellem demonstranterne med deres rapkæftede humor og bannere og de pæne, gravalvorlige konferencedeltagere var enorm. Der opstod uro i lokalet, nogle deltagere løb hen til vinduerne og begyndte at trække gardinerne for. Udenfor: Kaos. Indenfor: Orden.

For i al deres godhed magter abolitionisterne ikke mødet med realiteterne. For når sexarbejderen får et ansigt, når han eller hun viser sig at være et helt rigtigt menneske, bryder retorikken sammen.

Jeg håber at I, med den seneste tids diskussioner omkring kriminalisering af sexkøb i Danmark, ikke vælger at trække gardinerne for.

Kommentaren er oversat fra svensk af Liv Fabrin