De unge mænd forbliver vrede!

Efter udgivelsen af bogen Vrede unge mænd og med efterfølgende interview med forfatteren Aydin Soei, kan jeg ikke lade være med at tænke på en mobiliseringsseddel til en demo, jeg så for en lille måned siden på en dør i Mjølnerparken.

Søstre, døtre og mødre var blevet træt af de lokale ballademagere, skyderierne og det faktum at deres egne sønner så op til disse ”bøller”. Derfor besluttede de sig for at gøre opmærksom på deres utilfredshed gennem en demonstration ved DSB arealet ved Mjølnerparken.

Al magt til kvinderne, og især kvinderne med anden etnisk baggrund fra Nørrebro, der oftest bliver potrætterede som undertrykte fødemaskiner uden stemmer eller vilje. Så en seperatistisk demo med parolerne; "Vold er ikke løsningen", "Stop drab på vore brødre" og "nok er nok" bød jeg i den grad velkommen.

Jeg ville selv have deltaget og prøvet at slæbe min søster og mor med, men da jeg læser plakaten, bliver jeg trodsig og bliver hjemme. Jeg kommer i Mjølnerparken flere gange om ugen, da min mor er nytilflytter fra Odense. Nogle gange bare for at hænge ud og se parabol tv og andre gange for at shoppe i køleskabet.

Men det er nu ikke kun min mor der er flyttet til MP 2200. Det er mine to brødre også. De er også trætte af Mjølnerparkens dårlig ry. En 23-årig bror, der er træt af at blive sat i bås med uromagere, fordi han har et udenlandsk navn og bor i ”ghettoen” og en 10-årig lillebror, der er træt af at blive kaldt hjem fra gård 4, fordi politiet for tyvende gang står i området med al for mange vogne og al for meget tid på hænderne.

To brødre der også gerne ville have deltaget og vist deres utilfredshed, og det faktum at en del drenge og mænd fra MP altså har bedre ting at tage sig til end at kaste sten efter politiet og leve op til medierns selvskabte profil af den perfekte perker. Men da jeg læste de sidste linjer på plakaten; Ingen mænd eller drenge, vi vil gerne have en rolig demo uden ballade, tænkte jeg .. Tja; No wonder drengene forbliver vrede..

For ikke nok med at massemedierne, politikerne og andre snæversynede mennesker ser dem som værende ballademagere med en afhængighed af knallerter og bilafbrændinger – nu tales der også det samme sprog hos deres ”egne” og de er nu uvelkomne i deres egne baggårde. Hvis disse (med al ret) bekymrede mødre, søstre og døtre begynder at sætte alle drenge fra Nørrebro i bås med ballade, så kan jeg ærligt talt godt forstå noget af vreden.