Annonce

12. maj 2011 - 8:53

Baskere jubler: Nyt rødt parti bliver ikke forbudt

For første gang i otte år kan baskerne stemme på et rødt parti, der går ind for at den omstridte provins skal løsrive sig fra Spanien. »Bildu« er navnet på det nye parti, som stik imod sædvanen har fået tilladelse til at komme med på stemmesedlen.

Den spanske højesteret har tidligere nedlagt forbud mod, at Bildu’s kandidater stiller op til valg. Et forbud der siden 2003 konsekvent også har ramt kandidater fra flere andre baskiske partier på venstrefløjen.

Det var et snævert flertal på seks ud af elleve dommere i Spaniens forfatningsdomstol der natten til fredag den 6. maj omstødte forbuddet.

JPEG - 108.8 kb
Bildu-stiftere jubler over at deres parti alligevel ikke bliver forbudt. Til venstre er det den baskiske socialdemokrat Pello Urizar. Foto: Jon Hernaez/ARGAZKI PRESS

Den nye kendelse betyder, at i alt 254 Bildu-kandidater frit kan deltage i de baskiske lokalvalg den 22 maj.

Baskisk socialist: vi er glade, men valget er unfair

Afgørelsen er en foreløbig sejr for de græsrødder i den baskiske »Abertzale«-bevægelse, som i de seneste år har presset på for en ny politisk selvstændigheds-strategi, der lægger luft til ETA’s væbnede kamp.

Abertzale-aktivisten Oier Imaz, der er talsmand for det socialistiske fredsinitiativ BasquePeaceProcess.info, siger til Modkraft, at der nu hersker en stemning af glæde og optimisme på den baskiske venstrefløj.

– Vi forventer et godt valgresultat, som viser den brede opbakning og vilje i det baskiske samfund til løsninger på den politiske konflikt, siger han.

Oier Imaz understeger dog, at der efter hans mening endnu ikke er tale om fair og demokratiske vilkår for valgdeltagelse. Det skyldes, at mange baskiske venstrefløjspartier fortsat er forbudt, og at ikke færre end 40.000 baskere har forbud mod at stille op til valg.

Læs mere om Bildu på den baskiske fredsbevægelses website BasquePeaceProcess.info

Også den baskiske fagbevægelse LAB er begejstret og taler i en pressemeddelelse om »en stor sejr takket være mobiliseringen af den baskiske arbejderbefolkning«.

Se tilhængere af Bildu danse iklædt fårepelse og spidse hatte til et politisk stormøde:

.

Højesteret: Bildu har beskidt mel i posen

Bildu er stiftet af baskiske socialdemokrater fra Eusko Alkartasuna og partiet Alternatiba, som er brudt ud fra den spanske venstrefløjsalliance Izquierda Unida. Det særlige ved Bildu er, at det nye parti tillader tilhængere af baskisk selvstændighed at stille op som uafhængige kandidater i Bildus navn.

Baggrunden for det hidtidige forbud mod partiet er, at de spanske myndigheder mistænker Bildu-politikere for forbindelser til det forbudte venstrefløjsparti Batasuna, som igen kædes sammen med den væbnede gruppe ETA.

Bildu har ganske vist i klare vendinger taget afstand fra ETA’s brug af væbnet kamp. Men ifølge den spanske højesteret er det blot et bevis på, at ETA har indflydelse på Bildus politik. Højesteretsdommerne mener nemlig, at det er ETA’s ledelse, der har beordret sine støtter til at tage afstand.

Læs også kommentaren på Modkraft: ETA’s ensidige våbenhvile

Læs artiklen på Modkraft: »Baskisk venstrefløj håber på legalisering«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce