Konfirmanderne ud af folkeskolen!

I går sad jeg på en cafe med en god veninde, for at nyde en kaffe i solen. Da min venindes store barnevogn gjorde det en kende besværligt for os at hente kaffen, tilbød to drenge, der var på deres Blå Mandag at hente den for os.

Som kommende skolelærer blev jeg helt varm indeni over, at så unge drenge kunne have sådan et overskud og en opmærksomhed, at de frivilligt hjalp to ældre piger på en cafe.

Det tegner jo i sig selv godt for fremtiden, og kan for en stund begrave myten om de selvcentrerede børn og unge, der render rundt i dag. Det er dog ikke det, mit indlæg vil handle om.

Den gruppe af nyvaskede konfirmander, der sad på cafeen, havde dagen forinden højst sandsynligt hørt både mor, far, moster Maren og Onkel Ove indlede deres taler med: ”I dag træder I jo ind i de voksnes rækker”.

Alt imens resten af familien har kunnet se ned på barnet i centrum, fuld af bumser, der aldrig har haft et job, hvis mor stadig smører madpakken og vasker tøjet og som måske først lige har oplevet en spirende forelskelse på egen krop.

For det er netop et barn i centrum og ikke engang en ung på kanten til voksenlivet.

Det er ikke altid, det har virket fjollet, at markere denne dag som indgangen til de voksnes rækker, før enhedsskolens opståen var konfirmationen i det år, de fleste børn sluttede skolegangen og skulle ud og finde arbejde eller læreplads. Dengang var det netop på tide at slippe mors skørter.

I dag er det mest af alt bondefangeri.

Et sted på mine forældres loft hænger min egen konfirmationskjole - en skøn Lilly model. Jeg blev konfirmeret i april 1995, meget imod min mors ønske. Selvom jeg blev lovet både kjole, gaver og fest og var opdraget ateistisk, og i bund og grund ikke troede på noget som helst overnaturligt, valgte jeg alligevel at blive konfirmeret med mine klassekammerater.

Jeg var teenager og turde ikke skille mig ud. Jeg ville gøre som mine venner gjorde, også selvom det gik imod, hvad jeg troede på.

Den teenager jeg var, oplever jeg i stor stil i folkeskolen.

Så hvorfor have konfirmation i 7.-8. Klasse, når det hverken kan være en overgang til voksenlivet, og når de som teenagere er for unge til at tage stilling til så store spørgsmål som tro og kun gør som vennerne?

Fordi folkekirken mangler medlemmer.

I stedet for at sælge sit budskab dyrt, vælger folkekirken at holde fast i en forældet tradition, for at få flere medlemmer, der sjældent melder sig ud igen, selv hvis de finder ud af, at de egentlig ikke tror på Gud. Tror folkekirken så lidt på eget budskab, at det er nødvendigt at lege børnelokkere?

Alternativt kunne kirken flytte konfirmationsalderen til 18 års alderen, hvor det rent faktisk er en overgang til voksenlivet, og hvor det må forventes, at de fleste kan tage aktivt stilling til, hvorvidt man tror på Gud og forsager Djævlen og alle hans gerninger.

Således ville konfirmationen også komme ud af folkeskolen.

I dag er der i folkeskolen kristendomskundskab på skemaet fra 1.klasse til eleverne går ud af folkeskolen. I Fælles Mål for kristendomskundskab står følgende:

”Med folkeskoleloven af 1975 skulle skolen ikke længere på kirkens vegne forestå dåbsoplæringen, og siden da har man i skolen skelnet mellem undervisning og forkyndelse. Det betyder, at selv om kristendommen fylder mest i undervisningen, er religionerne i en faglig sammenhæng kvalitativt ligeværdige. Opøvelse i religiøs praksis er ikke en del af skolens virke.”

Alligevel, og jeg vil sige i direkte modstrid med dette, er faget udeladt det år, konfirmationsforberedelsen finder sted, sådan at præsten skal stå for den ikke forkyndende formidling af kristendom og andre religioner.

En person der af sine kristne medlemmer og øvrige danskere er lønnet til at formidle det kristne budskab, skal altså være vikar i samtlige kristendomskundskabstimer i et helt år.

De elever der vælger ikke at blive konfirmeret, kan da få lov til at sove længe om morgenen, når vennerne går til præst og går dermed både glip af klassens fælles oplevelser her, samt undervisning i etik, religion og livsanskuelser, som faget ellers giver mulighed for.

Jeg kunne skrive et længere indlæg om, hvordan der på ingen måde er en adskillelse af kirke og stat i Danmark, men jeg vil her kun fokusere på det problematiske i, at vi i skolen i praksis forkynder kristendommen og dette pga. folkeskoleloven, hvor faget som det eneste har fastsatte rammer beskrevet.

Netop af samme grund, kan det forsvares, at forældre må fritage deres børn fra undervisning i dette fag og ingen andre. De kan nemlig med rette argumentere for, at der i undervisningen gives plads til forkyndelse af en bestemt religion og værdisæt.

Og her har vi ellers muligheden for, at alle børn i Danmark med en uddannet lærer som guide, kan diskutere etiske spørgsmål, få indsigt i andres tro, få forståelse for, hvorfor mennesker betragter verden forskelligt, og dermed få forståelse for sine medmennesker. Men med det nuværende udgangspunkt i folkekirken, går vi alle glip af denne chance.

Og for hvilken pris? For at folkekirken bliver ved med at få nye medlemmer? For at vi bliver mindet om ”vores danske historie og værdier”?

Folkeskolens § 6 hører ikke til i vores samfund i et Danmark i 2011, og konfirmationen hører ikke til på folkeskolens skema.